Netværk – hvad er fidusen?

Alle taler om netværk, og om hvordan vi bedst sparrer med hinanden og deler viden med hinanden. Folk mødes på tværs af brancher, inden for egen branche, i loger, i kvindenetværk, i mandenetværk og mange andre netværk. De fleste netværk formaliseres, mens andre går nye veje i forsøget på at undgå de formelle rammer.

I min korte tid som medejer (dvs. næsten 2 år) har jeg gjort mig nogle erfaringer, og torsdag i sidste uge var jeg inviteret til at komme med mit bud på netværk (kald det et indlæg eller et indspark alt efter, hvilke briller man har på) i Erhvervsforum Videbæk.

Konklusionen først:

Jeg tror på, at man skal starte med sig selv og sin egen virksomhed. Jeg tror på, at vi alle handler ud fra et basalt ønske om at forbedre vor egen virksomhed (og for mit vedkommende med udgangspunkt i et oprigtigt ønske om hele tiden at være med til at forbedre medarbejdernes trivsel og kundernes oplevelse af merværdi).  Det vil sige, at motivationen ligger dér og ikke så meget uden for virksomheden – når først vi befinder os uden for vor egen virksomhed, så går tingene straks mere trægt, for vi har jo travlt med vore egne ting…

Baggrund: 

Personligt arbejder jeg konstant på at udvise mere og mere mod og på at turde gå mod strømmen. At sige fra i relation til netværk kunne være en måde at gå imod strømmen, for giver de netværk noget? Jeg har ikke et entydigt svar på dette spørgsmål, for personligt oplever jeg, at jeg altid har fået noget med hjem efter et netværksmøde. Jeg oplever, at jeg altid møder glade, positive og venlige mennesker, som er utrolig velvillige til at fortælle spændende ting om deres virksomheder 🙂

Det, der egentligt har overrasket mig mest i relation til netværk, er, at vi alle sidder og opfinder den dybe tallerken i hver vor virksomhed. Jeg troede i sin tid, at alle andre havde de vise sten, og dette har tidligere medført en tendens til at undervurdere mig selv. Min erfaring er kort og godt, at udfordringerne er de samme i alle virksomheder. Erfaringen er også, at der bare findes nogen derude, som har nogle rigtig gode løsninger på nogle af de pågældende udfordringer, men ikke på alle. Det er de gode historier, vi skal have fat i, hvis I spørger mig. Gerne i samvær med andre så man kan få sat ansigter på og opleve ægtheden og inspirationen fra fortælleren.

Hvordan, råber I sikkert? Ja, hvad med at fortælle om jeres gode historier på en blog som denne? Og hvad med at kombinere blogtankegangen med en uformel fredagsbar (tak for den idé, Kurt Moskjær) en eftermiddag i kvartalet på Westergaards Hotel i Videbæk, næste gang i Skjern, derefter i Ringkøbing, Hvide Sande, Spjald, Tarm osv. Her kunne man så uformelt mødes lokalt og drøfte historierne fra de pågældendes blogs og få sat ansigt på hinanden. Erhvervsforum Videbæk eller Ringkøbing-Skjern Kommune kunne så have en side på deres hjemmesider, som viste en oversigt ovor alle de lokale virksomheders blogs. Måske kunne de pågældende links også ligge på Flyt mod vest-hjemmesiden: http://www.flytmodvest.dk/dk  

I vor virksomhed er vi ifølge nogle af de lokale erhvervsdrivende ved at få ry for, at vi tør gå mod strømmen. Det er jeg faktisk lidt stolt af men også ydmyg over for. Jeg oplever, at de fleste i og omkring virksomheden hen ad vejen har fået en følelse af, at vi er på en fælles mission, og at vi sammen tør eksperimentere og får lov til at eksperimentere i vore bestræbelser på at gå nye veje. Det er faktisk sjovt, lærerigt, udviklende, tilfredsstillende, og så giver disse ting anledning til mange spændende samtaler både internt og eksternt. (For at være helt ærlig giver disse ting også med mellemrum anledning til tvivl, angstanfald, tudeture, hjertebanken og andre ubehagelige følelsesmæssige tilstande…)

For at få vore historier ud i lokalområdet har vi lavet en del pressemeddelelser, sagt ja tak til invitationer om afholdelse af foredrag m.m. For mit vedkommende har jeg fortalt sande anekdoter til mine kollegaer, naboer, familiemedlemmer, virksomhedsejere, mæglere, bankfolk, revisorer og ethvert nysgerrigt menneske, som overhovedet har vist bare lidt interesse for mit projekt.

Min pointe er vist, at i den ideelle verden, så kunne et netværk vælge at tage udgangspunkt i, hvad hver enkelt kan og vil bidrage med og ikke i, hvad netværket kan give mig. Helt ærligt: Vil man noget, så kan enhver gå på biblioteket og låne en bog, som fortæller, hvordan man bliver rig på 5 år eller skaber en vækstvirksomhed på 5 år. Hvorfor er der så ikke flere, som er pisse rige eller har en vækstvirksomhed? Fordi folk (læs blot: Lotte Bliddal) har det svært med at tage beslutninger og med at få en vis legemsdel ud fra et vist andet sted… Derfor: Vær ikke bange for at fortælle jeres historier – folk (læs blot på ny: Lotte Bliddal) gør sikkert ikke noget ved tingene alligevel. Altså løber man ikke den store risiko ved at dele ud af sine erfaringer.

ER jeg naiv? Måske. Omvendt så erfarer jeg, at jeg får en masse positive tilkendegivelser for så vidt angår de ting, som vi har gang i. Folk siger: `Jamen Lotte, du er sådan en, der er fuld af energi og formår at sælge sand i Sahara´. Jeg siger: `Det kan du da også – de gode historier er der, for ellers ville du ikke fortsat have en virksomhed efter så mange år. Åbn for din godtepose og fortæl os andre om, hvad det er, du har gjort, og hvad du brænder for i din virksomhed´.

Alle kan bidrage med noget og tænk lige engang: Hvis nogen (læs igen: Lotte Bliddal) rent faktisk rejste sig fra sofaen og handlede på den gode historie, ja så ville der komme gang i de små virksomheder rundt omkring. Og ville det ikke være dejligt? Det er jo det, som vi alle i bund og grund ønsker os: At der sker noget i vor egen virksomhed, at der sker noget i de andres virksomheder, at lokalområdet blomstrer, at vi alle formår at tiltrække dygtige medarbejdere osv.).

En ting er i hvert fald 100 %. Der er ikke nogen, der kommer og sætter gang i vore virksomheder og gør tingene for os. Et netværk er derfor heller ikke en vej til at springe over, hvor gærdet af lavest.

Hvad tænker du egentlig om de mange netværk, der florerer? Hvad er dine erfaringer?

Kærlig hilsen

Lotte 

4 thoughts on “Netværk – hvad er fidusen?

  1. Hej Lotte,

    Det er spøjst med al den snak om netværk. Jeg har svært ved at lave de organiserede gennemgange af omgangskreds, venner, familie, tidligere kolleger, for at finde ud af lige præcis hvad mit netværk er. Det virker på sin vis kunstigt.

    Min oplevelse er efterhånden, at hvis man brænder for noget, så opstår netværket langsomt, men sikkert.

    Mvh
    Anders

  2. Kære Anders

    Du har bare ret – det er lidenskaben og det at brænde for noget, som påvirker ens omgivelser, og så kommer netværket automatisk.

    Kærlig hilsen
    Lotte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Fatal error: Uncaught ValueError: Unknown format specifier "C" in /customers/9/c/4/lotte-bliddal.dk/httpd.www/wp-includes/comment-template.php:2845 Stack trace: #0 /customers/9/c/4/lotte-bliddal.dk/httpd.www/wp-includes/comment-template.php(2845): sprintf('