I denne uge har jeg været i retten med en bopælssag, og dér gjorde jeg mig en spændende erfaring. I retten sad nemlig en dommer med et stort og meget synligt engagement og en evne til at tale tydeligt på en forståelig og levende måde.
Indledningsvist kan jeg oplyse, at når jeg har en kunde, som ønsker, at børnene skal have bopæl hos sig, så udfordrer jeg altid vedkommende i sin tankegang i håb om at få personen til at flytte sig i relation til at opnå et bedre samarbejde med den anden forælder til gavn for børnene. Forældrene glemmer nemlig ofte, hvordan børnene lider under forældrenes kampe, når kampene har stået på gennem længere tid.
I relation til mit eget engagement så må jeg også tilstå, at jeg aldrig har kunnet finde ud af at være ligeglad og aldrig alene har kunnet forholde mig til juraen i disse sager, så når jeg har det første møde med min kunde, så anbefaler jeg altid min kunde at læse en bog (Elsk det som er – af Byron Katie), og vi taler så om, hvad der kan gøres i relation til opbygning af et godt eller bedre samarbejde med den anden forælder. Så laver vi sammen en lille liste, hvor vi skriver ting ned, som min kunde kan gøre for at styrke samarbejdet eller for at vise vilje til at række hånden ud mod den anden forælder.
En af de ting, jeg foreslår, er, at min kunde skal skrive en seddel og anføre 10 ting, som min kunde godt kan lide ved den anden forælder. Ofte kan folk slet ikke finde på noget, men når jeg så foreslår eksempler som: Min eks er uskadelig, når hun/han sover. Eller: Min eks er sød, når hun/han sover. Eller: En gang huskede min eks barnets fødselsdag, og så blev lille Peter rigtig glad. Så er vi ofte kommet godt i gang, og min kunde må så fortsætte sit arbejde med listen derhjemme 🙂
Nogle gange bliver mine kunder forbavsede eller føler sig provokerede over min fremgangsmåde. Andre gange takker de mig og fortæller, at de trængte til at få et velfortjent spark bagi i den erkendelse, at vanernes magt har taget over, og at automatpiloten bare kører derudad uden slinger i valsen og uden åbninger for den anden forælder.
Nå, men det, som jeg vil fortælle, er, at jeg i denne uge mødte en ung dommer, som virkeligt indlevede sig i sagen, og som næsten ordret gengav ovenstående pointer. Personen gjorde det på en engageret måde, som jeg er sikker på kommer til at have en effekt på denne sags parter. På vej hjem fra retsmødet sad jeg så og funderede over, om den pågældende dommer er idealist (grøn og kommer lige fra universitetet?), selv har prøvet noget tilsvarende eller bare formår at brænde igennem?
Hvad driver den pågældende dommer? Er det en begejstring, personen har i sig i alle relationer? Eller hvad?
Uanset hvad, så er det en af de første gange i mine 10 år som jurist i advokatbranchen, at jeg har set dette glimt i øjnene og oplevet en så stor autencitet, og det finder jeg utroligt forfriskende. Domstolene må efter min opfattelse nemlig gerne vise personlighed og et menneskeligt ansigt, så længe det foregår på en værdig og respektfuld måde over for brugerne af domstolene (altså primært vore kunder, som ofte sidder i retten første gang).
Jeg har videre tænkt over, hvorvidt den pågældende dommers engagement kommer til at ændre sig med tiden. Gider han blive ved med at sige de samme ting i alle disse sager. Bliver personen på et tidspunkt ligeglad? Brænder personen ud på et tidspunkt eller får personen en oplevelse af, at det ikke kan betale sig at bruge tid på sådanne peptalks? Eller kommer der en kollega og siger, at sådan bør man ikke opføre sig i en retssag?
Tænk hvis personen en dag kommer til den konklusion, at det er spild af tid – at han bare skal lytte, notere og dernæst prøve at træffe en afgørelse? Hvilken skam ville det ikke være?
Jeg ved det ikke. Jeg tror egentlig, at årsagen til at jeg tænker så meget over det er den kendsgerning, at jeg kan se mig selv i den pågældende dommer. Jeg kæfter også selv op, når jeg bliver engageret.
En gang sagde en af mine kollegaer til mig i et retsmøde, at jeg ikke skulle tro så meget på mine kunder. Det kan godt være, at mine kunder ikke altid er perfekte; men jeg vil altså hellere leve et liv i tillid til de mennesker, som jeg møder på min vej, end at jeg vil lade mig distancere og blive en grå og kedelig person…
Jeg tænker og håber, at vedkommende bliver ved med at udvise et sådant engagement, og at personen tør blive ved med at vise et menneskeligt ansigt, og at der ikke er nogen, der får lov til at pille personen ned. Og ja, måske har du ret, hvis du om dette indlæg tænker, at der er tale om en projektion – “det man siger, er man selv” 🙂
Hvad tænker du om domstolenes rolle? Skal dommeren vise, hvem han/hun er? Skal dommeren blot forholde sig til juraen i en tro på, at vi advokater har taget ansvaret på vor kappe og selv givet vore kunder den pågældende peptalk?
Kærlig hilsen
Lotte
Kære Lotte, Jeg mener dommere skal være engagerede og ville udfylde deres rolle. De skal gide høre efter. Men det er generelt svært for os mennesker at lytte aktivt og villende. Jeg tror – som du vist også frygter – at det slider at være dommer og at even til at lytte fortrænges af det daglige slid. Jeg har i hvert fald mødt alt for mange dommere, som ikke gider lytte. Og desværre også mange, som med deres kropssprog eller direkte i ord giver udtryk for det. Det daglige slid og den magt en dommer har er en udfordrende coctail. Det rækker ikke kun at holde sig til og forholde sig til juraen. Den kommer jo til kort i næsten alle situationer. Den gode dommer fylder ummet ud uden atovertage det. Giver plads og har empatiske evner. Er bevidst om rollen og kan sætte sig ind i at de fleste kunder kun kommer én gang i butikken og at det for dem er altafgørende, at de forstår hvad der foregår og at de føler sig forstået.
Det rækker ikke at vi om advokater gør et godt forarbejde. Det kan ødelægges på et sekund ved en forkert oplevelse i retslokalet.
Magt kræver ydmyghed. Stor magt kræver stor ydmyghed. At leve op til ordet “respekt” er en udfordring.
Mange hilsener fra Allan
Kære Allan
Tak for dit indlæg. Jeg er helt enig i dine betragtningen, og desværre har også jeg flere gange oplevet, hvordan en dommer kan ødelægge alt for en kunde på ganske kort tid. Bare en vigtig ting som at tale højt og tydeligt.
Der bliver brugt andre ord i retten end ude på gaden, og hvis man så har en dommer, som sidder og mumler, så står kunderne af i løbet af 2 minutter.
Det er egentligt vildt tankevækkende, at en så banal ting som at tale højt og tydeligt – og som jo er en klar forudsætning for gensidig og forståelig kommunikation – så ofte kan være en mangelvare. (Så skal man til at oversætte for kunden, hvad der egentlig skete i retsmødet bagefter…).
Nå, men det var den gode historie, jeg ville fortælle – det er jo fedt at konstatere, at der sidder mange dygtige mennesker på hver deres pind, og det var egentlig den anerkendelse, som jeg ville give den pågældende dommer ved at fortælle historien videre 🙂
Kærlig hilsen
Lotte
Kære Hustru
Jeg tror ikke, at man nødvendigvis bliver slidt op af, at man gerne vil gøre en forskel i sit professionelle liv. Det er vel i sidste instans det det hele handler om, at engagere sig og vise begejstring. Problemet opstår først når man tager sine personligt, og arbejder udelukkende med hjertet og ikke med det, som vi i vores brance kalder for “harddisken”.
Vi har fra barnsben lært, at vi skal forholde os til vore medmennesker med følelserne=hjertet. Det er jo også det smarteste når det gælder ægtefælle, familie og venner, men det er absolut ikke smart, hvis man tror, at man skal gøre det ligegyldigt hvem og hvad man møder på sin vej. Alle os, der er gift og har børn ved, at det kan være rigtigt hårdt arbejde at få tingene til at hænge sammen. Forskellen mellem de nærmeste, og alle andre mennesker er, at når det gælder de nærmeste, kan man selv høste frugten af det arbejde man lægger i det, og det gør det det hele vær.
Den samme gode har man ikke, når man som dommer eller advokat, flygtigt berøre et andet menneskes liv. Det skal, efter min mening, ikke forhindre nogen i at engagere sig i arbejdet. Det skal bare være med omvendt fortegn. I stedet for 80 % hjerte og 20% harddisk, skal det være 20% hjerte og 80% harddisk, og det kræver øvelse og daglig mental træning, men jeg ved, af erfaring, at det kan lade sig gøre.
Din hengivne ægtefælle:)