Julefrokost og latterkursus

I går holdt vi julefrokost i virksomheden med medarbejderne og disses ægtefæller. I modsætning til sidste år – hvor vi alle var ude at vinterbade – skulle vi i år have en indendørsaktivitet. Jeg havde på forhånd lavet en længere liste over ting, som jeg selv kunne tænke mig at prøve….

Som bekendt har vi i virksomheden en vision om at lave vor arbejdsplads om til en legeplads.  Ideen om en legeplads skulle gerne løbende resultere i mere munterhed, sprudlende ideer, spændende produktudvikling, tiltrækning af modige og lidenskabelige medarbejdere, ny vækst og hurtig problemløsning.  Hvad laver man ellers på en legeplads? Man GRINER – og hvorfor så ikke invitere en latterkonsulent, som kan hjælpe os endnu mere på vej mod vort mål??

Vi arbejdede hele dagen til kl. 16.00, hvor alle medarbejdernes ægtefæller dukkede op. Vi fik kaffe og kage, og allerede på dette tidspunkt begyndte nogle at skraldgrine (formentlig af nervøsitet over, hvad der skulle ske….) Da latterkonsulenten, Anders, kom, startede han ud med en mindre introduktion om, hvad latter kan gøre ved os mennesker både fysisk og psykisk. Meningen var formentlig, at folk skulle føle sig trygge ved at grine helt vildt, men det har vi slet ikke problemer med hos os, så vi skraldgrinede jo nærmest af det hele (også det seriøse, som vist ikke var meningen skulle være sjovt, men sådan er vi… eller læs nok mest mig, Lotte…)

Efter introduktionen i konferencerummet gik vi nedenunder og placerede os i en rundkreds med udsigt til gaden eller  rettere med de forbipasserendes indsigt til os i storrummet. Og så gik vi ellers i gang med alle mulige øvelser, og hold op hvor blev der grinet. På et tidspunkt lå vi alle på gulvet i en rundkreds med hovederne mod hinanden, og så begyndte latteranfaldene at vælte ind over os. Det er altså noget af sjoveste, jeg har prøvet. Ved siden af mig lå Irmas mand, Peter, og vi var begge ved at tisse i bukserne af grin. Berit som lå på min anden side, havde det vist mindst lige så sjovt og på billederne ser det ud til, at alle morede sig for vildt…

Grineflip

Billede 7

latterkursus_2

Bagefter gik turen til Westergaards Hotel i Videbæk, hvor vi fik den lækreste julefrokost, og hold op hvor vi morede os. Egentlig er det tankevækkende hvor lidt alkohol, der blev drukket, men jeg er ret sikker på, at de øvrige selskaber havde en oplevelse af, at vi måtte være plørefulde, sådan som vi skreg af grin. (Pakkeleg er altså et hit, og det at man skal slå 6 for at få “noget” giver også grobund for sjofle vittigheder og “underlige” skrig, når folk slår/får 6 ;-)…)

Og hvad kan man så lære af det? Ikke andet end at jeg er blevet bekræftet i, at jeg absolut ikke behøver alkohol for at more mig, og at mine medarbejdere og deres ægtefæller åbenbart heller ikke har et behov for dette 🙂

Ellers glæder jeg mig helt vildt til det kommende år – livet er jo totalt spændende 🙂

Glædelig jul og godt nytår til jer alle.

Juleknus fra

Lotte

One thought on “Julefrokost og latterkursus

  1. Aaaaaaaaaaaaaaaarg – jeg ved det – jeg kan simpelt hen ikke få det link til at virke. Jeg får konstant en 404-fejlmelding – hvad det så end betyder……….
    Sorry…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait