Når en optur erstattes af en nedtur

For tiden glæder jeg mig over mit valg af efteruddannelse. Konfliktmægleruddannelsen eller i advokatsprog mediatoruddannelsen har givet mig nogle værktøjer, som jeg finder interessante. Spørgsmålet: “Hvad skal den anden part høre fra dig, så parten vil være villig til at give dig det, som du ønsker” har fyldt ret meget i mit hoved.

Faktisk har jeg været inde i en opadgående optursperiode, hvor jeg simpelt hen igen taler og taler om det, som lige nu fylder ALT. Det har resulteret i så megen kommunikation, at min hjerne er ved at brænde sammen. Fysisk oplevede jeg i mandags, at det ikke længere kunne fortsætte med mig i en version som totalt overgearet og evigt kommunikerende.

Konkret skete der det, at jeg mandag eftermiddag skulle en tur op til TV Midt Vest i Holstebro for at optage 3
afsnit af debatprogrammet ”Hånden på Hjertet”. Jeg kom 5 minutter for sent, og de andre paneldeltagere og studieværten var gået i gang med frokosten, og jeg fik mig sat ned med min mad. Allerede her påbegyndte min ”ud af kroppen-oplevelse”. Jeg havde kort og godt en oplevelse af, at min krop var fysisk til stede, men at mit ”jeg” og mine sanser var et andet sted – væk fra min krop. Jeg fik svært ved at spise min mad, som ikke rigtig smagte af noget, og jeg kunne ikke koncentrere mig om samtalen ved bordet. Ordene forsvandt nærmest i luften foran mig, og jeg fik summen for ørerne og oplevede ikke, at der var ”kemi” med de andre. Jeg forsøgte i starten at pippe med i samtalerne; men det var altså ikke den store succes.

Da vi var i gang med optagelserne tænkte jeg under disse flere gange: ”Gid Pia (studieværten) ikke spørger mig om noget, for så vil jeg slet ikke kunne huske seerens spørgsmål.” Og når specielt én af paneldeltagerne talte, så forstod jeg simpelt hen ikke, hvad der blev sagt… Hvis jeg er filmet i de situationer, så tror jeg faktisk, at der står ”delete” i øjnene på mig. Det var en total vild, underlig og surrealistisk – men naturligvis også meget subjektiv – oplevelse. I pausen mellem de 2 første optagelser tilkendegav jeg, at jeg ikke forstod, hvad det var, vi havde talt om!!! Ja, så kan jeg da vist ikke være mere ærlig eller mere pinlig, for samtalen foregik altså på dansk, skulle jeg hilse at sige…

Lykkeligvis for de øvrige deltagere og de kommende seere, så havde de andre forstået alt, så på det tidspunkt blev jeg meget bevidst om, at det var mig, som fejlede noget, og at den måde, jeg oplevede tingene på ikke var de andres oplevelse af selv samme situation. Når jeg nu sidder og tænker tilbage, så husker jeg også min egen pludren i udsendelserne som små pip uden hverken hoved eller hale.

Da vi havde overstået de 3 optagelser, stod jeg tilbage med en total flad og uvirkelig fornemmelse.

Jeg gav derfor over for de tilstedeværende udtryk for, at jeg oplevede, at jeg blot stod der og gentog mig selv fra de øvrige gange, hvor vi har lavet optagelser. Igen et tegn på, at jeg er overkommunikerende – tænk at jeg har en oplevelse af, at jeg står og gentager mig selv, og at jeg ikke engang kan huske, hvad jeg har sagt… Det er tankevækkende og lige til at overbrække sig selv af…

Igen fik jeg en melding om, at de andre slet ikke havde den samme oplevelse, og heldigvis for dem siger jeg bare… Det er da for surt at have lyst og trang til at brække sig over sig selv…

På vej hjem fra optagelserne tænkte jeg: ”For pokker Lotte – nu rabler det da totalt for dig”. Kortvarigt fik jeg følelsen af, at en depression var på vej, og at jeg hellere måtte melde mit tilsagn om fremtidig deltagelse i ”Hånden på Hjertet” fra, for der må med 100 % sikkerhed være folk derude, som kan overtage min plads og gøre det betydeligt bedre…

Hvad skete der egentligt? Jeg har godt nok tænkt meget over det siden mandag. Min meget kloge mand, Martin (som jo som regel altid har ret, når det kommer til mig og min situation, da han kender mig bedre end mig selv) kom med en analyse, som kan kortes ned til, at jeg i en længere periode har været kommunikationsafhængig, og at mine ud af kroppen oplevelser, som vel kan sammenlignes med en form for trance, var tegn på, at bægeret måtte være ved at flyde over.

Ups – sikke dog en analyse. Og han har ret!!!!!! Jeg har været kommunikationsafhængig. Det er nemlig rigtigt, at jeg i lang periode har været meget aktiv på Facebook, aktiv over for alle mine medarbejdere med MUS-samtaler med forholdsvis dybe og personlige drøftelser, mange møder med kunder, hvor jeg som altid har forsøgt at give mere end blot et juridisk svar, selvudvikling og forberedelse af min efteruddannelse som konfliktmægler, indstillingen af vor virksomhed til Advokaternes Innovationspris 2010, hvor jeg udkrængede min sjæl og vision for virksomheden, samværet med min dejlige mand og vore 3 børn og meget andet.

I bund og grund oplever jeg mig ikke som et overfladisk menneske, og det betyder meget for mig, at jeg altid forsøger at bearbejde de informationer, jeg får, og øver mig på at give svar, som gerne skulle være nogenlunde brugbare for dem, som jeg samtaler med. Jeg vil og ønsker rigtig meget at yde og bidrage med noget. Bare ikke hele tiden og altid, vel?

Konklusionen er, at jeg bliver nødt til at skære ned på min kommunikation. Det er ikke muligt at være noget for så mange mennesker og slet ikke på bekostning af mig selv og min egen trivsel. Egentlig så kan jeg ikke tolke mine oplevelser på anden måde, end at jeg simpelt hen har mistet tråden ved at have antennerne ude hele tiden og have en holdning til alting. Tråden i min egen tankerække og kontakten til mig selv var intet mindre end ved at briste… Min hjerne slog simpelt hen fra – en mæthed i relation til det at skulle forholde mig til seernes spørgsmål og mine medpaneldeltagere osv.

Pointen med mit indlæg er vist, at andre mennesker slet ikke oplever det samme som mig. Tænk at jeg i princippet kan have en subjektiv oplevelse af, at jeg brænder sammen, og at jeg er lige til den lukkede med min underlige ud af kroppen oplevelse SAMTIDIGT med, at jeg ifølge mine medpaneldeltagere og andre omkring mig udadtil fremstår som nogenlunde velformulerende og ”normal”…… Gad vide hvor mange mennesker, der lige som mig oplever, at de er lige til den lukkede SAMTIDIGT med, at alle andre tror, at de er normalt fungerende? Det er altså en ret scary tanke…

Slutteligt skal det nævnes, at jeg nu vil på afvænning. Det betyder for mig, at jeg dropper Facebook i mindst en måned og dermed vælger jeg at være utilgængelig i relation til de sociale medier. De steder, hvor jeg til gengæld vil være tilgængelig i den kommende periode er over for mine kunder på mit arbejde og over for min familie på hjemmefronten. Med denne beslutning håber jeg på, at jeg er i stand til at reagere i tide, så mine underlige oplevelser ikke ender i den store nedtur denne gang.

Ellers har jeg vel lov til at håbe på, at også jeg bliver klogere med tiden. En ting er i hvert fald sikkert – min kære mand og unger vil sikkert sætte pris på min tilgængelighed på hjemmefronten 🙂

P.S. Jeg ser faktisk frem til at se de kommende afsnit af ”Hånden på Hjertet” for at studere om mine famøse og subjektive optagelser virkeligt ikke skinner igennem skærmen. Jeg vil holde øje med, om jeg er i stand til at se mit ”jeg” svæve rundt i studiet? Det første afsnit kommer allerede i morgen, torsdag den 13. maj 2010 kl. 20.00 på Mokka. De 3 afsnit kan senere ses her:

Afsnit 12

Afsnit 13

Afsnit 14


Tankevækkende hilsner
fra Lotte

Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Advokat Lotte Bliddal, Videbæk, møderet for Højesteret