At møde modstand indefra

Uge 3 er ikke startet mest heldig. Mandag vågnede jeg op med ondt i halsen, men kom igennem dagen og aftenen. Tirsdag efter arbejde var jeg smadret og totalt brugt og havde feber, ømme øjne, ondt i hovedet og halsen og var i det hele taget ret sølle. Kl. 19 var jeg den, der lå i min seng, og nu sidder jeg her kl. 3.00 om natten – jeg valgte at stå op efter at have ligget og hostet i sengen og generet min mand i et par timer – og deler mine tanker med dig.

Ofte er den modstand størst, som man møder indefra. Sygdom var ikke lige, hvad jeg havde kalkuleret med i dette eksperiment. Derfor er det måske slet ikke så tankevækkende, at jeg nærmest får dårlig samvittighed over, at jeg ikke har haft ressourcer til at udføre konkrete handlinger i hele 2 dage. Til gengæld har der været en masse indre modstand i form af ikke-visionære tanker om eksperimentet. Disse har haft karakter af bekymringer, tvivl, uklarhed og ængstelser. Hvad har jeg dog gang i? Hvad vil jeg med projektet? Hvad skal jeg overhovedet fylde timerne ud med, hvis der skal ske nogen større udvikling i det her forløb?

Når jeg møder større indre modstand kombineret med sygdom og træthed, så oplever jeg næsten altid og i hvert fald denne gang, at jeg totalt mister tilliden til min intuition og tvivler vildt på alt, hvad jeg har gang i. Jeg piner og plager mig selv med tanker, som jeg plejer at kunne håndtere og grine af, når jeg er rask. Det er jeg bare ikke lige nu…

Jeg trænger til ferie, og mine tanker forsøger at få mig til at lave overspringshandlinger. F.eks. opfordrer en af mine indre stemmer mig til at sætte eksperimentet i bero i sommerferien. En indre diskussion kører så i hovedet på mig. En anden stemme fortæller nemlig, at jeg ikke må sætte eksperimentet i bero, for så kommer jeg aldrig i gang igen efter sommerferien… Derudover kommer de indre diskussioner, som mest bærer præg af angst for fiasko og selvpinen og selvplagen.

Personligt (altså den tilbageblivende meget lille rationelle del af mig) vil jeg tage et skridt ad gangen. Egentlig er det vel, når alt kommer til alt, de indre lære- og forvandlingsprocesser, der er det vigtigste resultat i dette eksperiment. Og jeg er i disse 2 dage blevet meget opmærksom på, at denne opgave kommer til at kræve meget af mig, herunder at jeg forbliver fokuseret og anvender mine kræfter på at gennemføre projektet i stedet for at bruge energi på at finde undskyldninger for udsættelser m.m.

Kodeordene til mig selv må være følgende:
• Vær ærlig.
• Ingen kompromiser.
• Tillid til processen.
• Tro på eksperimentet.
• Der er en mening med galskaben.

Med denne refleksive tankerække vil jeg kravle ind i min seng igen og se, om det ikke er muligt at få nogle timers søvn, så jeg kan blive rask og genvinde min styrke. I længden og over længere tid er der nemlig ikke nogen, der gider høre på et TUDEFJÆS og én, der hele tiden kommer med undskyldninger for ikke at gøre noget, vel?

Natlige hilsner
fra Lotte

Share and Enjoy:
  • Print
  • Digg
  • StumbleUpon
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Yahoo! Buzz
  • Twitter
  • Google Bookmarks
  1. Mie’s avatar

    Hej Lotte, hvor er du? Jeg er lige “faldet” over din blog i dag.
    Mon projektet har slået dig helt ud, eller holder du mon blot en velfortjent ferie? Jeg glæder mig til at høre mere om hvordan dit projekt forløber, jeg må tilstå at jeg åbenbart er gået glip af en meget spændende debat hjemme i DK (jeg befinder mig i Kina)!
    God bedring, eller god ferie, eller også “bare” en god dag til dig.
    Må millionerne være på vej til dig, kh Mie 🙂

  2. Lotte Bliddal’s avatar

    Kære Mie
    Tak for din hilsen – jo, jeg lever skam endnu. Og du har gættet helt rigtigt: Projektet har holdt en pause her i min ferie. Jeg var jo noget mentalt fraværende i starten, så eksperimentet blev lagt på hylden i min ferie, men i aften kl. 20.00, når ungerne er puttet i seng vil jeg fortsætte med uge 4 🙂

    Lyder spændende med Kina – har du en god historie at fortælle?

    Kærlig hilsen
    Lotte

  3. Mie’s avatar

    Hej Lotte,
    Velkommen tilbage. Jeg håber du har nydt din ferie. Jeg glæder mig til at følge med i dine overvejelser omkring projektet, nu hvor du får fat i bogen.

    Den bog du anbefaler i dit nye indlæg, hvad er titlen på den?

    Jo, jeg har mange autentiske historier direkte oplevet fra Kina. Hvis du har lyst har du mulighed for at læse med på min blog http://www.changeisapossibility.wordpress.com her vil jeg nogen gange dele ud af mine historier, dog ikke i denne uge. Da denne uge har et helt særligt tema og en hel særlig grund! Kik med hvis du har lyst………., kh Mie 🙂

  4. Lotte Bliddal’s avatar

    Kære Mie

    I mit indlæg i går anbefalede jeg bogen “4 timers arbejdsuge” af Timtohy Ferrris. Fantastisk inspirerende, praktisk anvendelig og provokerende bog, som er en MUST READ 🙂

    Bogen kommer vel i denne uge – jeg har netop betalt 260 kr. via webbank, og så går jeg ud fra, at Janne sender mig BOGEN 😉

    Jeg vil lige tjekke din blog ud – er allerede sikker på, at jeg nok skal blive inspireret.

    Kærlige og positive hilsner
    fra Lottte

Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Advokat Lotte Bliddal, Videbæk, møderet for Højesteret