Ebbe og flod (klumme)

I perioder er jeg fåmælt. Det er som om, at alt hvad der bliver sagt og skrevet omkring mig og i medierne er sagt og skrevet mange gange tidligere. En oplevelse af, at livet i den grad er cirkulært, rammer mig, og jeg får trang til at isolere mig. I gamle dage ville jeg have tilbragt min fritid med en god bog. En melankolsk bog af en forfatter, som ville være i stand til at sætte ord på de følelser og tanker, som ligger latent i mig, og som jeg ikke selv formår at sætte ord på.

I disse moderne tider tilbringer jeg nu en sådan periode foran Netflix. Hvilken verden, der åbenbarer sig. Netflix har så mange gode serier, som mere eller mindre formår at give mig mulighed for at fordybe mig i karakterer, som tidligere kun komme til live i gode bøger. Også i denne melankolske periode som jeg befinder mig i for tiden. Det er noget af en øjenåbner.

Det virker helt skørt, at jeg i den grad formår at lade mig påvirke af serien ”The OA”, som handler om en 21 årig ung kvinde, som forsvinder og først dukker op igen 7 år efter. Her taler vi om isolation og om en kvinde, som ingen forstår. Følelsen af at være forkert og udfordret samtidigt med, at man indvendigt mærker, at noget ændrer sig indeni og ændrer sig for én er beskrevet på en langsom og interessant måde i serien, som jeg på mærkværdigvis kan identificere mig med.

Min konstatering af at alt er cirkulært – også i en alder af 46 år – er tankevækkende. Gennem hele mit liv har der enten været flod eller ebbe: enten har jeg været begejstret og manisk i relation til en eller anden idé eller et projekt, eller også har jeg være små depressiv. Uanset sindstilstand har jeg altid formået at komme igennem hverdagen i form af skole, uddannelse eller arbejde. Med andre ord fungeret udadtil. Det gør det også i dag.

På det indre plan har jeg til gengæld ofte følt mig totalt lost i sådanne perioder. Og gør det også i dag.

Så her går jeg nu rundt og overvejer, hvad årsagen til min følelse af melankoli skyldes. Er det en del af cyklus og livets gang i Lidenlund, eller er der andre ting på spil? Det ville være let at slå det hele hen med, at livet går op og ned. Og måske er det sandt?

Det er det ikke denne gang. Erkendelsen er indtruffet, og som så ofte før har min kloge ægtefælle hjulpet denne på vej: Jeg er kommet i overgangsalderen. Jeg har næsten alle symptomer: hedeture, dårlig søvn, nattesved, manglende energi, hovedpine, humørsvingninger og ondt i leddene. Det er den rene ynk.

I sommerferien besluttede jeg efter 3 ugers overvejelser, at jeg hellere måtte opsøge min læge og få sat gang i en hormonbehandling. Inden lægebesøget blev aktuelt, faldt jeg over en artikel i Politiken, som påstod, at forskning havde vist, at kuren mod overgangsalderens ubehagelige symptomer består af indtagelse af kosttilskuddet Femarelle, der indeholder det patenterede stof DT56a, som udvindes af en specifik sojabønne.

For 14 dage begyndte jeg at gnaske 2 piller om dagen. Ifølge forskningen kan jeg forvente, at jeg om 14 dage fra i dag kan se frem til et lykkeligt liv uden gener fra overgangsalderen. Lidt optimist har jeg vel lov til at være her midt i mine lidelser.

(Klumme til Dagbladet Ringkøbing-Skjern lørdag den 1. september 2018)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait