Fire spørgsmål der kan ændre dit liv (klumme)

Mandag efter efterårsferien var jeg bestilt til at holde et foredrag på Videbæk Bibliotek. Jeg skulle fortælle om, hvilke bøger der har haft betydning for mig og mit liv. Da jeg i foråret blev spurgt, om det var et arrangement jeg ville medvirke til, svarede jeg straks ja. Bøger er en fantastisk ting. Jeg har altid elsket at læse, siden jeg var barn.

Hvilken lystbetonet opgave det var at finde frem til de afgørende bøger, som har gjort et stort indtryk på mig. Rækkevidden af en bogs lære og betydning kan nogle gange være livsforandrende, mens andre bøger har en mere subtil indvirkning på en.

Den for mig vigtigste bog har været og er fortsat uden den mindste tvivl og uden nogen værdig sammenligning ”Elsk det som er” af Byron Katie. Jeg har læst bogen flere gange og med nogle års mellemrum, siden jeg i 2005 blev introduceret for bogen af min ægtefælles søster. Jeg er hende evigt taknemmelig for det tip.

Historien dengang var, at min ægtefælle og jeg havde vore vanskeligheder med vor mellemste søn på 3 år. Fra han blev født vidste vi, at han i et eller andet omfang var handicappet og havde særlige udfordringer og behov, og at han på mange områder reagerede anderledes end normale børn. På trods af vor intuitive forståelse for hans vanskeligheder, forsøgte min ægtefælle og jeg at få ham til at passe ind i rammen for normal adfærd, uden at det lykkedes os at ændre på virkeligheden, som naturligvis var, at han var, som han var.

Det var derfor den største befrielse at læse bogen og tage den viden, som bogen indeholder, ind. Denne bog overgår alle selvhjælpsbøger i verden. Jeg læste den på en weekend. Min ægtefælle læste den bagefter. Den satte en stopper for al lidelse i vor relation til vor mellemste søn.

Arbejdsmetoden hedder ”The Work” og består af fire simple og effektive spørgsmål. Ved at besvare de fire spørgsmål oplevede vi en simpel måde at skære gennem den forvirring af fejltagelser og overbevisninger, vi havde bygget op omkring det at have børn, og hvordan det ideelt burde være. Erfaringen var, at vor tro på usande tanker ikke medførte andet end lidelse og smerte.

Bogen hjalp os til at holde op med at skændes med virkeligheden og opnå indre ro midt i kaos. Det sjove ved den transformation var, at da vi fandt ro i os via svar på de fire spørgsmål, da fandt vor søn ro i sig. Han viste sig at være et spejlbillede af os.

Bogen blev læst igen inden mit foredrag på biblioteket, og selv om jeg jævnligt har kigget i den og fortsat fundet inspiration og ny viden og dermed forståelse for, hvordan tingene hænger sammen, blev jeg forundret over, hvor voldsomt bogen ramte mig igen. Den bog har simpelt hen haft en afgørende og positiv indvirkning på vort familieliv i alle henseender.

Jeg kan derfor i høj grad anbefale denne bog. Specielt vil jeg anbefale den til alle de forældre, som står i den situation, at deres egne mere eller mindre sårbare og/eller handicappede børn måske skal flytte skoler på grund af kommunalbestyrelsens varslinger om en eventuel nedlæggelse af specialcentrene. Denne bog kan hjælpe os alle til at finde fred i os selv og til at blive klare i vore tanker og argumentation, hvis vi ønsker at påvirke politikerne til at træffe de beslutninger, som vi tror på vil være bedst for vore børn.

Til sidst vil jeg dele en anbefaling af bogen, som jeg har fundet på nettet, og som jeg ubetinget kan tiltræde i sin helhed:
”Hvis jeg kunne give en bog til hele verdens befolkning skulle det være denne. Jeg er indviet kristen præst, og jeg ville give denne bog før selv biblen. Det er bogstaveligt talt nøglen til at sætte en stopper for al lidelse. Den viden den indeholder, kan erstatte alle selvhjælpsbøger. Så forvandlende er den.
– J.B., Nemacolin, PA (på Amazon.com)”

(Klummen er bragt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern lørdag den 24. november 2018 og kan også læses her:
https://dbrs.dk/klumme/Fire-spoergsmaal-der-kan-aendre-dit-liv/artikel/354868)

Share and Enjoy:
  • Print
  • Digg
  • StumbleUpon
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Yahoo! Buzz
  • Twitter
  • Google Bookmarks

Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *