tvangsadoption

You are currently browsing articles tagged tvangsadoption.

Regeringen siger, at børnene skal sættes først. Alt efter sammenhængen bliver de behandlet vidt forskellig.

Vor behandling af børn i myndighedsregi er vidt forskellig, har jeg gennem længere tid erfaret. Det er mærkværdigt, som tilgangen til børn kan ændre sig alt efter udfordring og kontekst.

Hvis et barn udsættes for vold eller incest, og mor og far bor sammen, så skal der i nogle tilfælde blot en underretning til, og vupti: Børnene kan blive tvangsfjernet hjemmefra, hvilket kan være med til at leve op til regeringens målsætning om at få fjernet op til 50.000 kr. børn fra deres forældre. I en sådan sag tror vi på, at Staten kan agere mor og far på den helt rigtige måde og erstatte et par uduelige forældre. Når et barn er fjernet hjemmefra, kan barnet få samvær med mor og far typisk nogle timer hver 4. uge. Tiltroen til myndighedernes underretninger og observationer er store, for hvorfor skulle myndighederne have nogen som helst interesse i at lyve eller fordreje noget?

Ønsket om at gribe tidligt ind har endda ført til, at Staten kan benytte sig af tvangsadoption. En mor kan føde et barn, og på fødegangen kan barnet risikere at blive taget fra hende og få en ny mor ved brug af tvangsadoption. Her er det åbenbart ikke så vigtigt at kende til sit biologisk ophav, for i sådanne tilfælde skal der naturligvis ikke være samvær. Barnet har qua tvangsadoptionen fået nye forældre, må vi forstå, og navlestrenge til hele den biologiske familie er for evigt klippet over.

Taler vi om voksne mennesker, som inderligt ønsker sig et barn, men som ikke kan levere et sådant uden brug af enten æg eller sæd fra en donor, så er der mulighed for, at donor kan være anonym. Også i det her system vægter man barnets ret til at kende sine biologiske forældre mindre af årsager, der primært tilgodeser det forældrepar, som har valgt at få dette barn ved hjælp fra en donor. I andre lande har barnet ret til at kende det biologiske ophav på trods af, at barnet har fået juridiske forældre, der har draget omsorg for barnet.

Nu kommer vi så til smertensbarnet og det system, som behandler børnene helt anderledes end de tre ovenfor anførte kategorier: Skilsmissebørnene. Her er der – uanset hvilke traumatiske oplevelser et barn selv har haft eller set en forælder blive udsat for – nærmest altid adgang til samvær med den krænkende forælder.  I to forskellige sager inden for de sidste to måneder har jeg oplevet to forskellige børnesagkyndige i henholdsvis Jylland og på Sjælland give udtryk for den samme holdning: At et barn, som har været udsat for et traume, skal udleveres til krænkeren. I begge sager har jeg spurgt den børnesagkyndige, om jeg har forstået forskningen på området korrekt: At 80 %, der har været udsat for traumatiske oplevelser, risikerer retraumatisering i situationer, der trigger traumet, f.eks. hvor et barn er alene med sin krænker, og at alene 20 % formår at vende traumatiske oplevelser til noget positivt. I begge tilfælde fik jeg bekræftet, at jeg havde forstået forskningen korrekt. På trods af den store risiko for retraumatisering var begge børnesagkyndige af den opfattelse, at et barns ”farlige” tanker om den anden forælder kan gøre skade på barnets fundament, hvorfor det er vigtigt, at barnet udleveres til den anden forælder med henblik på at få realitetstestet deres opfattelse af den anden forælder. Jeg lyver ikke. Det er sandt. Det siger de.

Siden den 1. april 2019 har forældreansvarsloven haft sit primære fokus på barnets ret til trivsel og beskyttelse. Også selv om dette kan være på bekostning af forældrerettigheder. Det hensyn er bare ikke slået igennem, eller også skyldes det, at min ikke-psykolog-hjerne simpelt hen ikke kan få ind i knolden, hvordan en retraumatisering hver 2. uge kan være en beskyttelse af barnet og leve op til kravet om barnets ret til trivsel. Det forbliver mig en gåde. Det kommer jeg aldrig til at forstå.

Alle I læsere, som ikke har været i nærheden af en højkonfliktsag enten som enten barn, forælder eller nærmeste pårørende, vil sikkert tro, at disse sager er usande. De fleste tror nemlig på, at systemet virker, og at det må være muligt at finde frem til sandheden om, hvad der er bedst for barnet. Fra min pind erfarer jeg, at det nærmest er umuligt, og at systemet pr. automatik udleverer børn til samvær og oftest for enhver pris. Selv når børn fortæller, at de ikke vil på samvær hos den anden forælder, fortolker børnesagkyndige ofte, at det må være den anden forælder, der får barnet til at sige sådanne ting. Den store tillid til, at folk rent faktisk fortæller sandheden, findes der ikke i dette system. Canadisk forskning viser, at 2 % fortæller usandheder i sager om skilsmissebørn. Overføres den forskning til Danmark, så må vi konstatere, at 98 % fortæller sandheden. Det tager systemet på ingen måde højde for.

Hvad er budskabet så fra min side? At det eneste forudsigelige i disse sager er, at alt er uforudsigeligt. Kan vi virkeligt tillade os at have et så uigennemskueligt system i Danmark, samtidigt med at regeringen proklamerer, at man vil være på børnenes side i disse sager? Mener man det alvorligt, så skal systemet ændres. Lige nu gør det ikke godt for børnene.

(Klumme bragt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern den 13. juni 2020)

Tags: , , , , , ,