Vi har fået 7 ansøgninger til juriststillingen, og vi har valgt 3 personer ud til ansættelsessamtaler, og som har vidt forskellige ind- og tilgange til branchen.

 

Overordnet er det dejligt at konstatere, at der er så stor positiv respons og tilkendegivelser fra mange af ansøgerne med hensyn til vor noget anderledes måde at gribe stillingsannoncen an på, og dette har resulteret i 3 spændende ansættelsessamtaler i indeværende uge.

 

Vi var også i relation til juriststillingen på forhånd enige om, at vi ville vente med en ansættelse, indtil den rette person dukkede op, og derfor har jagten på den rette person været en proces, som specielt jeg har anvendt megen tid på og taget seriøst. Mit kriterium for succes var på forhånd, at mavefornemmelsen skulle være dér, førend jeg ville ansætte nogen. For mig består den rette mavefornemmelse af en oplevelse af, at 2 mennesker mødes, gensidig forståelse og respekt for hinanden opstår, og hen ad vejen udvikler samtalen sig, så der pludseligt viser sig nogle spændende og nye muligheder. Processen bagefter er i min verden endnu mere interessant, for nu kredser mine tanker mere eller mindre konstant omkring de opståede muligheder, og jeg forsøger at få de opståede visioner og muligheder ned på jorden ved at omskrive disse til konkrete handlinger og funktioner, så der kan arbejdes videre herpå i en ellers hektisk dagligdag, så alle får mest muligt ud af situationen.

 

Mavefornemmelsen begyndte allerede ved læsning af personens ansøgning, blev forstærket under min korte telefoniske samtale med hende, hvor vi blev enige om, at vi skulle mødes og dernæst endnu MEGET mere under vor 2 timer lange ansættelsessamtale. Mavefornemmelsen, begejstringen og troen på personen i relation til virksomheden og de muligheder, der ligger hos denne person har været der lige siden ansættelsessamtalen onsdag, hvilket bl.a. er årsag til at jeg ikke får sovet ret meget for tiden (kl. er 2.37 lørdag den 15. december, og jeg har siden kl. 1.00 – efter et par timers søvn – vendt og drejet mig i sengen, indtil jeg nu simpelt hen er stået op, har fået tøj på og har sat mig ved computeren ovenpå og er begyndt at få sat ord på denne proces).

Nu er det, at I sikkert tænker: `Hvad fanden er problemet – du har fundet den person, som du tror på, mavefornemmelsen er der, så ansæt hende nu, og så er den potte ude…´ Sådan har min ægtefælle, som er min allerstørste inspirator, og jeg det – qua min mavefornemmelse – også.

 

Som I sikkert ved, er der altid det berømte `men´. Problemet er i dette tilfælde, at personen først bliver cand. Jur. i sommeren 2009 (ja, jeg skrev rigtigt – jeg mener sommeren 2009 og ikke sommeren 2008). Dertil kommer, at personen sidder i en høj stilling i det offentlige, og der har hun altså grundet en lederuddannelse, flere spændende kurser og ikke mindst hendes menneskelige kvalifikationer (jeg tænkte flere gange under samtaler: `Nej, hvor må det være fedt at have en chef som hende´) en udfordrende stilling og en høj løn, og det allersidste, jeg vil påstå, er, at lønnen til en ikke-branchekendt medarbejder i vort område – og som endda heller ikke er færdiguddannet som advokatsekretær eller jurist – er høj…

 

Min kompagnon og meget rummelige far er tæt på at få pip af mine begejstringsperioder, som altså indtræder med jævne mellemrum (jeg har et meget afslørende træk, når jeg er inde i disse perioder: Jeg gnider mine hænder hurtigt mod hinanden, taler derudad, så ørerne falder af ham og alle andre, og så er det jo, at de, der kender mig, tænker `Åh, nej, nu kan ikke 10 vilde heste stoppe hende´ – min far og jeg har jo trods alt 35 års erfaringer med hinanden, så han ved, hvad han er oppe imod…).

I går efter den sidste ansættelsessamtale satte vi os ned – eller lad os blot sige, at jeg belejrede hans kontor kl. 17.30 for at drøfte, hvad der skulle ske. Min far var mest til det oplagte og meget sikre valg: en ung, ansvarlig, seriøs, ambitiøs, `jeg ved, hvad jeg vil´ og for nogle år siden færdiguddannet mand fra Århus Universitet, en person med en allerede fremadstormende og på ganske få år flot karriere inden for det offentlige bag sig og foran sig – hvis altså ikke lige vi eller en anden virksomhed ansætter ham – ekstremt flotte eksamenspapirer og så endda bosiddende i nærområdet. Kan man ønske sig mere?  … altså lige udover min snak om den rette mavefornemmelse, som jo ikke en gang er baseret på et specielt længerevarende kendskab til min kvindelige favorit?

 

Begynder I at ane et dilemma her? Hvis I er branchekendte og mænd over 45 år (sidstnævnte er min påstand, som står for egen regning) så tænker I muligvis som min far: `Tag ham – det er da oplagt, den ligger lige til højrebenet, og så kan du da bare ansætte hende, når hun bliver færdig om 1 ½ år, for med dine mange planer og ideer til udvikling af virksomheden, så har du sikkert nok at lave til en jurist mere til den tid.´ Ja, jeg ved det, og både min kære far og jeg vil kunne blive aflastet i en sådan proces, hvilket jo også var meningen med at ansætte en ny jurist.

 

Omvendt: Jeg læste på et tidspunkt og valgte bevidst at tro på følgende sætning: `Succes kræver 5 % talent og 95 % mod´. Er I ikke enige i, at en ansættelse af den kvindelige ansøger må siges at være det modige valg?

Når jeg sidder her og skriver disse ting, så oplever jeg, at jeg trods alt formår at distancere mig bare lidt fra situationen. Når jeg genlæser mit indlæg, så får jeg oplevelsen af, at det bare må være det helt rigtige og oplagte valg at ansætte den kvindelige ansøger. Livet viser os konstant muligheder, hvis vi vælger at lægge mærke til dem. Udfordringen er som bekendt at tage chancen, når mulighederne opstår. (Andre vil måske påstå, at det er den mandlige ansøger, der er muligheden, og kvinden der er distraktionen ;-))

 

Prøv ellers lige at tænke på dette: Det er da utroligt, at der rent faktisk opstår en situation, hvor vi i en lille by som Videbæk i Vestjylland – langt ude på `bøh-landet´ vel at mærke – får lov til at opleve, at vi faktisk skal vælge mellem 2 så ekstremt velkvalificerede ansøgere – det er da fantastisk og en utrolig givende oplevelse at få J  

Begynder I nu også at heppe på den kvindelige ansøger? Eller tænker I: Tag hende, så indfanger vi ham, he he he 😉

 

Måske er der også nogle af jer, som sidder bag skærmen og råber: `Ansæt da dem begge to´, men de af jer, som har fulgt denne blog, ved, at jeg allerede i sidste uge ansatte en sekretær, som skal fungere som SERVICE- og PROJEKT-ansvarlig, og den ansøger blev jeg jo også totalt begejstret for… I kan læse mere om denne ansættelsesproces her: https://lotte-bliddal.dk/2007/11/11/advokatadvokatfuldm%c3%a6gtig-og-elevsekret%c3%a6r-s%c3%b8ges/#comments 

 

Ellers er det da næsten grænseoverskridende, at jeg kan få den der mavefornemmelse 2 gange på 2 uger.

 

Årsagen hertil er helt sikkert, at vi i vor stillingsannonce netop har valgt at lægge vægt på de personlige egenskaber frem for de faglige, og så er det, at man pludseligt møder mennesker med drive, begejstring, smil og – for specielt nogle ansøgers vedkommende – EKSTREM positiv energi.

 

Man kan som bekendt ikke finde, hvad man ikke søger, og vi har derfor meget bevidst valgt at ansætte på baggrund af holdninger i den optimistiske tillid til, at vi på kontoret så selv er i stand til at give personerne den faglige kunnen.

 

Klokken er nu 5, og det er vist tid til at få lidt mere søvn, for om 1 time står vore 3 vanvidspoder op, og så er der gang i huset igen J