Uge 3 er ikke startet mest heldig. Mandag vågnede jeg op med ondt i halsen, men kom igennem dagen og aftenen. Tirsdag efter arbejde var jeg smadret og totalt brugt og havde feber, ømme øjne, ondt i hovedet og halsen og var i det hele taget ret sølle. Kl. 19 var jeg den, der lå i min seng, og nu sidder jeg her kl. 3.00 om natten – jeg valgte at stå op efter at have ligget og hostet i sengen og generet min mand i et par timer – og deler mine tanker med dig.

Ofte er den modstand størst, som man møder indefra. Sygdom var ikke lige, hvad jeg havde kalkuleret med i dette eksperiment. Derfor er det måske slet ikke så tankevækkende, at jeg nærmest får dårlig samvittighed over, at jeg ikke har haft ressourcer til at udføre konkrete handlinger i hele 2 dage. Til gengæld har der været en masse indre modstand i form af ikke-visionære tanker om eksperimentet. Disse har haft karakter af bekymringer, tvivl, uklarhed og ængstelser. Hvad har jeg dog gang i? Hvad vil jeg med projektet? Hvad skal jeg overhovedet fylde timerne ud med, hvis der skal ske nogen større udvikling i det her forløb?

Når jeg møder større indre modstand kombineret med sygdom og træthed, så oplever jeg næsten altid og i hvert fald denne gang, at jeg totalt mister tilliden til min intuition og tvivler vildt på alt, hvad jeg har gang i. Jeg piner og plager mig selv med tanker, som jeg plejer at kunne håndtere og grine af, når jeg er rask. Det er jeg bare ikke lige nu…

Jeg trænger til ferie, og mine tanker forsøger at få mig til at lave overspringshandlinger. F.eks. opfordrer en af mine indre stemmer mig til at sætte eksperimentet i bero i sommerferien. En indre diskussion kører så i hovedet på mig. En anden stemme fortæller nemlig, at jeg ikke må sætte eksperimentet i bero, for så kommer jeg aldrig i gang igen efter sommerferien… Derudover kommer de indre diskussioner, som mest bærer præg af angst for fiasko og selvpinen og selvplagen.

Personligt (altså den tilbageblivende meget lille rationelle del af mig) vil jeg tage et skridt ad gangen. Egentlig er det vel, når alt kommer til alt, de indre lære- og forvandlingsprocesser, der er det vigtigste resultat i dette eksperiment. Og jeg er i disse 2 dage blevet meget opmærksom på, at denne opgave kommer til at kræve meget af mig, herunder at jeg forbliver fokuseret og anvender mine kræfter på at gennemføre projektet i stedet for at bruge energi på at finde undskyldninger for udsættelser m.m.

Kodeordene til mig selv må være følgende:
• Vær ærlig.
• Ingen kompromiser.
• Tillid til processen.
• Tro på eksperimentet.
• Der er en mening med galskaben.

Med denne refleksive tankerække vil jeg kravle ind i min seng igen og se, om det ikke er muligt at få nogle timers søvn, så jeg kan blive rask og genvinde min styrke. I længden og over længere tid er der nemlig ikke nogen, der gider høre på et TUDEFJÆS og én, der hele tiden kommer med undskyldninger for ikke at gøre noget, vel?

Natlige hilsner
fra Lotte