Vi er ved at dø af enten kedsomhed eller nysgerrighed. Når det kommer til nysgerrigheden er den ikke af den sunde, undersøgende slags – men den, der opstår, når vi for 37. gang ser en overskrift, der lover at “ændre alt, hvad du troede, du vidste.”
Vi klikker. Vi scroller. Vi får aldrig svaret.
For vi er fanget i det, jeg kalder teaser-helvedet.
“Du gætter aldrig, hvad der skete bagefter!”
Jo, det gør jeg.
Der skete absolut ingenting.
Eller også blev det solgt som en revolution, mens det i virkeligheden var et ”affiliate-link” og en dårlig undskyldning for at stjæle endnu fire sekunder af mit liv samtidigt med, at jeg ved, at jeg nu er i gang med endnu en overspringshandling i stedet for at bygge mit AI-kloster helt færdigt i angsten for min egen fiasko.
Det moderne internet er ikke bygget på information. Det er bygget på afbrudte løfter. Et landskab, hvor alt bliver ”teaset”, men intet bliver fortalt. Hvor meningsfuldt indhold er pakket ind i clickbait, og hvor sætninger kun eksisterer for at føre dig væk fra dig selv og de for dig virkeligt vigtige ting og gøremål.
Vi lever i et samfund, hvor selv empati skal teaser-redigeres:
“Hun mistede alt på én dag – og det, hun gjorde bagefter, vil overraske dig.”
Spoiler: hun græd. Eller tog på retreat. Eller blev influencer. Ingen blev klogere. Og jeg nåede ikke det, som jeg havde sat mig for i dag.
Hvor er vi på vej hen?
Vi taler ikke længere med hinanden – vi sender hooks.
Vi tænker ikke længere – vi placerer os.
Alle er deres egen overskrift. Ingen læser hinandens indhold.
Og jeg? Jeg er træt. Ikke bare træt som i “mandag morgen uden kaffe.”
Træt som i: Jeg nægter at være med i et system, hvor min værdi afhænger af, om jeg kan formulere mig som et udsalgsskilt.
“Læsetid: 4 minutter.”
Ja, og derefter to timer med eksistentiel tomhed. Kombineret med selvhad og følelsen af utilstrækkelighed og total dumhed.
Jeg savner det langsomme. Det eftertænksomme. Det, der ikke råber. Det , der selv tager ansvaret for at skabe. For at blive en bedre og mere reflekteret tænker.
Det skrevne, hvor ordene ikke er skrevet for at fange mig – men for at følge mig og udvikle noget i mig.
Jeg har brug for et nyt sprog. Og for en ny forståelse. En, som konfronterer mig med virkeligheden. Konstant.
Jeg har brug for skrift, der ikke blot er korrekt, men konsekvent. Og ansvarligt og muligt at vertificere.
Jeg har brug for ro, rytme og disciplin – og modet til at sige det, der ikke nødvendigvis bliver liket, men måske afprøvet og erfaret.
Et nyt eksperiment
Derfor skriver jeg det her.
Ikke for at få dig eller andre til at klikke – men for at få dig til at blive og til at handle.
Ikke for at gå viral – men for at dokumentere og grave et spadestik dybere.
Det her er ikke en opskrift. Det er min reflekterende sandhed. Mit spejl rettet mod et medielandskab, der har gjort opmærksomhed til valuta, og nærvær til niche.
Mod platforme, der vil have mine tanker pakket som en Netflix-serie med 12 sekunders intro.
Det er en påmindelse.
Til mig selv.
Og måske til dig og andre:
Det virkelige klik, det er det, der sker inde i dig, når noget giver mening. Ikke bare mening som i “nu forstår jeg det,” men mening som i “nu føles det sandt.”
Skrevet uden hashtags. Uden hook. Uden håb eller ønske om et viralt indhold.
Men med et greb om min egen disciplin og med ønsket om, at jeg forbliver på min sti rettet mod skabelsen af mit eget AI-kloster.
Andre blog-indlæg om det personlige og samfundets indretning:
Refleksioner om stil og forandring
Læs hvad andre skriver om det samme emne:
Ny analyse: Unge med høj afhængighed af sociale medier har lavere trivsel
