Jeg troede, jeg var speciel – det var jeg ikke
Overgangsalderen er ikke en joke, det er et livs- og arbejdsvilkår. Jeg har lige læst de foreløbige resultater fra den undersøgelse, jeg selv har deltaget i: 153.800 danske kvinder har svaret. Konklusionen? Næsten alle mærker noget, og de fleste mærker det markant. (97 % oplever symptomer; 83 % har mindst ét symptom i moderat–meget alvorlig grad).
Ha! At være kvinde kan føles som at trække en nitte. Vi får former og menstruation, bliver gravide, føder børn, ammer – og lige når vi tror, vi kan give den gas i jobbet, fordi børnene er fløjet fra reden, så kommer overgangsalderen. Velkommen til tågehjerne, hedeture og et humør, der kan fælde et mødelokale – mens systemet mumler: “Det er nok stress… eller din indstilling.” Det er så bekvemt at psykologisere kvindens reaktion i stedet for at tage hendes biologi alvorligt.
Tankevækkende, ikke? Vi opdrager piger til at bide tænderne sammen, vi opdrager drenge til at tage rummet – og så lader vi alt for ofte kvinder forlade arbejdsmarkedet før tid, fordi vi insisterer på, at overgangsalderen er “noget, man lige går igennem”. Resultatet? Erfarne medarbejdere glider ud i stilhed. De år, hvor børnene er flyttet hjemmefra, og hvor vi har tid til at fordybe os i jobbet, forsvinder – ikke i mangel på ambition, men i mangel på behandling og forståelse. Det er både personlige tragedier, ligesom det er et samfundstab, et vidensdræn, og en rigtig dum forvaltning af menneskeliv. Overgangsalderen er ikke for børn – og når systemets grundtese er “minimér hormoner for enhver pris”, så betaler både kvinder og arbejdsmarked og hele samfundet regningen.
Og nu til magien. Et fucking lille plaster. Jeg fik mit liv tilbage den 17. december 2021 takket være en fremsynet gynækolog. Det plaster to gange om ugen giver mig min søvn, koncentration og arbejdsglæde. Det er ufatteligt, hvad et mikroskopisk stykke kemi kan gøre for krop og kognition: generne væk, energien tilbage, personligheden tilbage – og ja, meningerne tilbage, til stor fornøjelse for min mand, der hellere vil leve med en hvas kvinde end en halvdød zombie.
Når tågehjerne møder et system i benægtelse
Det, der bør vække alles opmærksomhed, er ikke kun hvor mange der er ramt – men hvornår. For mange starter symptomerne år før sidste menstruation (omkring 52 i gennemsnit) og kan vare ved. Det er ikke noget, man bare “går igennem” på en weekend. Det er en fase, der kræver sprog, viden og – for nogle – behandling.
Herfra ønsker jeg mig, at praktiserende læger tidligere spørger kvindelige patienter til cyklus, søvn og symptomer – og at “tågehjerne” ikke oversættes til “tag dig sammen”, men til en konkret samtale om evidens og muligheder. Det er ikke raketvidenskab; det kan begynde med et opslag i venteværelset med de mest almindelige symptomer. Én ting er i hvert fald sikker: placebo løser ikke problemer med nattesvedeture og kognitive udfald.
Fem lavpraktiske råd til dig, der vil fastholde kvindelig erfaring
Og så er der os som arbejdsgivere. Hvordan støtter vi kvinder i tide? Hvis 83 % har mindst ét symptom i moderat–svær grad – mange allerede fra midten af 40’erne – kan vi i det mindste starte her:
- Anerkend overgangsalderen som et legitimt arbejdsvilkår (ligesom småbørn, skader og stress).
- Giv flekstid til læge- og gynækolog-tider uden bøvl.
- Stil viden til rådighed: en times faglig briefing slår hundrede hvisken-i-krogene. Invitér gerne en medarbejder, der har været igennem det, til at dele erfaringer
- Vis hensyn til perioder, hvor symptomerne raser – og husk på, at det er en fase, ikke en dom
- Tilbyd, at virksomheden dækker udgifter til hormonplastre (for dem, hvor en læge vurderer, at det er relevant) via en frivillig, anonym og fortrolig sundhedsordning. Det er penge, der er godt givet ud – på livskvalitet og på fastholdelse.
Plasteret der gav mig livet – og arbejdslivet – tilbage
I mit eget liv har jeg taget en beslutning om, at jeg vil tage et hormonplaster på, så længe det giver mening. Jeg har 100 % erkendt, at der ikke er noget ædelt i at lide i stilhed, når der findes løsninger. Mod er ikke et højstemt aktivistisk kampråb – i min verden er det et apotekbesøg og et plaster på huden.
Resten er logistik. Resten er liv. Mit liv.
— 000 —-
Bragt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern den 1. november 2025
Link til artiklen om den nationale undersøgelse om kvinders overgangsalder.
Mine andre artikler om overgangsalderen kan læses her:
