Udviklingsfredag og andre velmenende kidnapningsforsøg
Klokken er 23.27. Jeg burde sove.
Jeg burde i hvert fald gøre det, voksne mennesker med ansvar gør: børste tænder, sætte en alarm og lade som om, jeg ikke kan mærke min hjerne skrive videre af sig selv.
I morgen har jeg “Udviklingsfredag” med mine medarbejdere. 1 ½ time. Ni gange om året.
Det er sådan noget, man siger med et smil, men mærker i kroppen som et lille, velmenende kidnapningsforsøg af min ugentlige fordybelsesdag.
Jeg kan næsten ikke rumme det. Ikke fordi jeg ikke kan lide dem. Jeg kan godt lide dem.
Jeg kan bare ikke lide det, der sker med min hjerne, når den skal være drivkraft i en situation, jeg ikke har overskud til, fordi jeg allerede er forsvundet ind i noget andet.
Heldigvis kan mine medarbejdere tænke selv. Jeg er ikke uundværlig. Ingen er.
Bagefter kører jeg mod Billund til et investormøde.
En klient – en iværksætter jeg har fulgt i årevis – skal præsentere sit projekt for mennesker, der kan få ting til at ske med et nik, en underskrift og en timing, der altid lyder tilfældig, men aldrig er det.
Det er ham, der skal stå der og være modig. Brænde igennem.
Men det er mig, der får lyst til at gemme mig under bordet.
For mens jeg hjælper ham med at invitere penge og mennesker ind, sidder jeg med mit eget projekt – mit AI-kloster, mit stille værksted, min selvfinansierede lille frihed – og tænker:
Hold nu kæft, hvor vil jeg ikke have nogen ind i det.
Det er her, min ægtefælle (ham der spiser rigtigt, træner og går i seng på tidspunkter, der giver mening – og som prøver at få mig til det samme) kigger på mig og siger:
“Så… det er dit projekt, du skriver om.”
Ja. Det er det.
Når maskinen føles mere Friktionsfrie end menneskene
Jeg har i den senere tid stillet mig selv et spørgsmål, jeg ikke bryder mig om:
Er jeg i stand til at blive i det langsomme – det upersonlige, det skalerbare – eller falder jeg altid tilbage i det meningsfulde slid og jagten på timer?
Der er rigeligt at lave. Klienter, sager, ansvar. Alt det, der normalt bekræfter, at man er nødvendig. Og jeg er god til det.
Problemet er bare, at jeg er begyndt at opdage, hvor meget min “dygtighed” også kan ligne en afhængighed, jeg ikke kan skrue ned for.
For det er ikke kun arbejde. Det er identitet.
Jeg fakturerer timer. Jeg løser problemer. Jeg reagerer. Jeg redder.
Jeg kan pege på min kalender og sige: Se. Jeg gør nytte. Jeg er et ordentligt menneske. Jeg er værd at betale for.
Men jeg kan også mærke, at jeg er ved at blive fyldt op af det.
Det moderne arbejdsliv har gjort os afhængige af afbrydelser. Af tempo. Af at svare. Af at være “på”. Af at være tilgængelige, så andre kan føle sig trygge.
Og så skete der noget: Jeg opdagede på ny, at jeg lettere får klarhed i dialogen med en maskine end i relationen til mennesker.
Maskinen brokker sig ikke over min tankerække og mit flueknepperi.
Den siger ikke “kan du lige…”.
Den kræver ikke et møde “bare 20 minutter”, som bliver til 47 og ender med, at jeg på magisk vis har fået tre nye opgaver – ikke fordi jeg ikke kan sige nej. Jeg kan sagtens sige nej. Det er bare sjældent det, der ender i min kalender.
Maskinen er ikke klogere end mennesker. Den er bare friktionsfri.
Og friktionsfrihed føles lige nu som luksus.
AI-klosteret og spørgsmålet ingen tør stille højt
Det siger noget ubehageligt om vores arbejdsliv: at vi har bygget en kultur, hvor fordybelse føles som en forbrydelse. Som noget, man skal forsvare – også over for sig selv.
Vi får betaling for at være hurtige. For at være til rådighed. For at håndtere ting, når de opstår.
Men det arbejde, der ville gøre os mindre udmattede på sigt – systemer, der forebygger, strukturer, der skaber ro, løsninger der først virker senere – det står sjældent på en faktura.
Og det er netop der, mit AI-kloster bor: i idéen om at bygge noget, der gør mig mindre nødvendig.
Det lyder sundt. Næsten nobelt.
Indtil man mærker den anden sandhed: Hvis jeg ikke er nødvendig… hvem er jeg så?
Måske er mit problem ikke, at jeg er bange for succes.
Måske er jeg bange for den version af succes, der kræver mennesker.
Fordi mennesker betyder: samarbejde, kompromiser, forventninger, tempo, følelser, misforståelser – og små politiske slagsmål forklædt som “alignment”.
Og ja, jeg ved godt, det er smukt at skabe noget sammen.
Men jeg ved også, at mange menneskelige kokke kan fordærve en ret på rekordtid – og mit hoved alene er allerede nok til at skabe forvirring, så tænk at skulle være flere om det.
Erkendelse er gratis – handling koster
Og så er der rollen, jeg helst ikke indrømmer, hvor meget jeg elsker: hende der ikke behøver nogen.
Ikke fordi jeg ikke kan elske mennesker. Jeg elsker min ægtefælle og mine børn.
Men fordi jeg elsker roen, kontrollen, friheden, fordybelsen – og retten til ikke at spilde mit liv på overfladiske samtaler og koordinering, der mest af alt føles som støj.
Det mest foruroligende ved tanken om at trække mig tilbage fra brandslukningen er ikke frygten for, at noget bryder sammen.
Det er erkendelsen af, at næsten intet gør.
Ingen dør. Ingen går i stykker. Systemer finder andre veje. Folk lærer at vente.
Og så står jeg der uden mit sædvanlige bevis på værdi: min tilstedeværelse i andres akuthed.
Overgangsfaser er sjældent dramatiske. De er stille. De ligner ingenting udefra.
Indefra føles de som et opgør uden klare svar – og en irriterende mistanke om, at man er på vej et sted hen, man ikke helt tør sige højt.
Jeg ved ikke endnu, hvor det fører hen.
Men jeg ved, at mit næste arbejdsliv ikke nødvendigvis findes ved at løbe hurtigere, svare hurtigere, levere mere og kalde det professionalisme.
Måske findes det ved at blive i det langsomme længe nok til, at noget nyt kan tage form.
Derfor: Én dag om ugen. Fredet. Som en klient.
Og så er der det irriterende spørgsmål: Hvis erkendelse er så let, hvorfor følger handling så ikke automatisk efter?
Måske fordi erkendelse er gratis. Og handling koster.
Nogle gange en milliard.
Bragt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern lørdag den 17. januar 2026
Nogle af mine andre klummer om AI, kan du læse her:
Andre fortællinger om brugen af AI:
