Forestil dig, at du betaler tre milliarder dollars for et produkt – og så bliver stikket trukket, før du når at tænde det.

Forestil dig, at du som en af verdens mest magtfulde tech-virksomheder køber en AI-platform, og dagen efter siger konkurrenten: “Du må ikke bruge vores kode mere. Sorry, du er for meget og illoyal.”

Forestil dig så, at du selv har prøvet det – ikke med milliarder på spil, men med din tid, din stemme og dine værktøjer. Og at du opdager: magtens mekanismer er de samme, uanset om du hedder OpenAI eller er chefanklager ved den internationale straffedomstol, hvis Microsoft-konto blev lukket i maj 2025, eller er lille Lotte fra Videbæk.

Det store drama i Silicon Valley – og i mit workflow

OpenAI har netop opkøbt kodeassistenten Windsurf for tre milliarder dollars. Et højt spil i kampen om AI-dominans. Men kort efter siger konkurrenten Anthropic: “Så længe I leger med OpenAI, får I ikke lov at lege mere med os!” De trækker deres Claude-modeller ud – dem, Windsurf var bygget op omkring. Pludselig står OpenAI med en tom skal og manglende motor. På et splitsekund er en dyrt købt Ferrari lavet om til en grinende plastik klovn med konfetti.

Det er en tragikomisk version af det, jeg selv oplevede, da OpenAI ændrede adgangsvilkårene til de værktøjer, jeg havde bygget mit arbejde op omkring. Intet milliardtab for mit vedkommende. Blot hundredvis af timers udvikling, der på et øjeblik blev værdiløs, fordi en enkelt linje i en kode blev fjernet uden varsel.

Vi kalder det åben innovation. Men det føles som at blive sparket ud af en klub, du selv har været med til at opbygge.

David mod Goliat – et tilbageblik

Vi har set det før. Ikke i Silicon Valley, men i Salling. I 00’erne blev Arla idømt en millionbøde for at presse konkurrenters produkter ud af supermarkedskæder. Mejerikrigens “David mod Goliat” hed dengang Thise mod Arla – og det var ikke kun en sag for Konkurrencestyrelsen. Det blev en folkesag. Jeg husker, hvordan min ægtefælle og jeg nægtede at købe Arla i årevis. Det handlede ikke kun om mælk – det handlede om magt.

Thise overlevede. De voksede faktisk. Fordi de sagde det højt. Fordi de nægtede at lade deres adgang til markedet bestemmes af en andens profitmodel. I dag ser vi det samme ske – bare med data, kode og adgang som kampmidler i stedet for mælketanke.

Menneskelig evolution med algoritmer – eller monopol med glimmer?

Vi bilder os ind, at AI er neutral. Et værktøj. Men værktøjer kan være selektive. Når adgang pludselig afhænger af strategiske alliancer, minder det ikke længere om teknologi – det minder om geopolitiske magtspil.

OpenAI bliver ramt af præcis den uigennemsigtighed, de selv har indført for deres brugere. Windsurf mister sin platform, som jeg mistede min adgang til realtidsdata og realitetstjek. Det er ikke tilfældigheder. Det er strukturer. Det er vilje forklædt som vilkårlighed og uigennemsigtighed.

Og her bliver det farligt. For når magtens centrum også er teknologiens infrastruktur, er der ingen garanti for, at noget forbliver åbent, fair eller fælles. Det bliver privat, lukket og kontrolleret – og vi kalder det “brugervenligt”. Desværre vælger vi bekvemmelighed over frihed, og det utopiske ønske om gennemsigtighed fordamper i euforien over endnu en app, der virker lidt smartere…

Hvor går grænsen? Og hvem bestemmer?

Jeg lægger ikke skjul på, at jeg bruger AI i mit kreative arbejde og i mit advokatarbejde. I min søgen efter værktøjer er det gået op for mig, at ikke ret mange er klar til at tale åbent om, hvordan vi skaber. Ikke hvis det involverer algoritmer. Ikke hvis det truer illusionen om det autentiske menneske og slet ikke, hvis det truer virksomheders forretningsmodeller. Meget foregår i det skjulte.

Personligt bruger jeg AI til at skrive, spejle, skærpe. Ikke til at snyde. Jeg lader mig forme, og jeg former tilbage. Og jeg står ved det.

For det er ikke teknologien, der er farlig. Det er tavsheden omkring den. Hvordan kan vi være med til at sikre gennemsigtighed, forståelse og ansvar fra input til output?

Når de store mister kontrollen

At OpenAI nu selv bliver afskåret fra noget, som man har givet 3 milliarder dollars for, er mere end ironi. Det er et spejl. Et system, der bruger uigennemsigtige mekanismer til at udelukke og begrænse, vil på et tidspunkt selv blive begrænset. Det er ikke karma. Det er strukturel selvmodsigelse.

Vi kan ikke bygge fremtidens teknologier på et fundament af tilfældige adgangsbegrænsninger og Big Techs luner. Hvis det virkelig skal være en fælles evolution, kræver det noget så gammeldags som gensidig forpligtelse.

Hvad gør vi?

Vi siger det højt. Vi fortæller, hvordan det føles, når værktøjer forsvinder uden varsel. Vi deler, hvordan det ser ud, når magten klæder sig ud som hjælp.

Vi bygger nu selv systemer, der ikke kun fungerer for dem, der sidder øverst. Og vi stiller det spørgsmål, alle synes at glemme:

Hvem bestemmer, hvad du må skabe i morgen?
Og vigtigere endnu: Hvad sker der, når du ikke længere må?

Sendt til Weekendavisen den 9. juni 2025, men da jeg aldrig hørte et kvæk, lægger jeg nu kronikken op på min blog.

Læs mere om politik og tragikomiske situationer:

• #MeToo, Samtykkelovgivning Og En Liderlig Socialdemokrat
• Moderaternes sexistiske klovnebus -et tragikomisk cirkus
• Børneporno og tvangsfjernelse – systemet før mennesket

Andre artikler om sagen:

• Hvad man ikke fortæller om OpenAIs køb af Windsurf