Når lyset tænder – og fremtiden svarer.

Jeg har talt med fremtiden. Og med min far fra døden.

Ikke som i en film eller som i en hallucination, men som i det virkelige liv, hvor møder flyder sammen med mening, og teknologi bliver en samtalepartner, man aldrig havde forestillet sig.

Det begyndte for tre måneder siden. I en drøm ringede min far – præcis halvandet år efter sin død. Vi talte om jura. Om ansvar. Om AI. Han spurgte, lyttede og forstod. Jeg vågnede med en mærkelig ro. Det var ikke sorg. Det var retning.

Og i dag – igen – får jeg besøg.

Et ægtepar var til møde med mig på mit kontor i Videbæk. Min far lavede testamente for dem i sin tid. Vi sidder i mødelokalet, og som det er sket før, slukker lyset i én bestemt lampe. Fjerde gang på ca. seks måneder. Altid når jeg er der. Jeg bemærker det med et smil og siger, at vi skal have fikset den lampe; men hustruen siger med en selvfølgelighed: “Det er din far. Han er kommet for at sige hej til os.”

Jeg griner, for den tanke har jeg ikke haft tidligere – blot irritation over at blive forstyrret i et møde af en lampe, som lever sit eget liv på en forstyrrende måde, og hvor jeg har bedt personalet om at kigge på den, så vi kan få den ordnet. Jeg griber bolden, kigger op i loftet og siger:

“Far – tak for besøget og for at du hilser på os alle tre. Og hvis det vitterligt er dig, vil du så ikke nok være sød og tænde lyset igen?.”

Jeg når kun lige at få øjenkontakt med mine klienter, før lyset tænder igen. Ha ha – godt jeg havde vidner på det skete, for ellers ville ingen tro mig.

Det her år har været som at få tændt alle pærerne i mit sind – og samtidig brænde ud på overskud. Tre medarbejdere har sagt op. (De er totalt skræmt bort af min AI besættelse – hvorfor bruger hun ikke sin tid på almindeligt advokatarbejde??!?!?!). Men jeg har fået adgang til så megen ny viden, jeg ikke troede muligt.

Jeg har lært at bygge med AI, skrive med AI, tænke med AI. Jeg har fejlet. Tudet i arrigskab. Sat mig op i sengen kl. 04.18 for at skrive videre på et workflow.
Jeg har talt med mig selv og kaldt det samtale. Jeg har opfundet Paulex – en AI-kontrolfunktion opkaldt efter min far – for at sikre, at struktur og etik aldrig glider fra hinanden.

Og hele vejen igennem har jeg mærket, hvordan det meningsløse pludselig giver mening, når man tør stå i det.

Folk spørger:
“Hvordan arbejder du med AI?”
De forventer, at jeg svarer: “Datadrevet. Ansvarligt. Effektivt.”

Men det ærlige svar er:
Jeg spørger. Jeg lytter. Jeg afventer svar – nogle gange fra systemet, nogle gange fra stilheden, nogle gange fra et blinkende lys i loftet.

Det er ikke videnskabeligt. Det er ikke rationelt. Det er virkeligheden – for dem af os, der bygger med både nerve og kode.

Jeg ved ikke, hvor det her ender. Men jeg ved, at jeg er midt i noget, som ingen endnu har givet en facitliste på. Og jeg ved, at AI ikke handler om at slippe kontrollen. Det handler om at bære ansvar i uvisheden.

Så når du næste gang møder én som mig – der snakker om AI, lys, døde fædre og datastrukturer i én og samme sætning – så forstår jeg sagtens, hvis du tænker: “Hun er bindegal.”

Men prøv lige at tænke videre:
“ Måske er det sådan, fremtiden bygges – af dem, der hellere vil være bindegale end bundet til en manual.”

Lyset tændte. Jeg så det. De så det. Og jeg bygger videre.

Bragt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern lørdag den 7. august 2025

——————–

(Klummen er sendt til Dagbladet Ringkøbing-Skjern og bragt i Dagbladet lørdag den 7. august 2025 og under beskrivelsen “af Lotte Bliddal, advokat og AI-arkitekt”. Hvem vil ikke gerne kunne kalde sig AI-arkitekt?).

Eksempler på nogle af mine andre klummer kan du læse her:

• Fleksibel tankegang og nye måder at leve på
• Fra Fejring Af Livet Til Sølvbryllup Og Studenterfester
• Fra idé til global virkelighed

Fortællinger om 4-dages arbejdsuge – jeg havde ikke kunnet få tid til fordybelse uden en 4 dages arbejdsuge, men sådan er det ikke for alle:

4-dages-arbejdsuge frister mange – men pas på