Jeg forstår godt, at der er krig i verden.
Efter kommunalvalget i Ringkøbing-Skjern behøver jeg bare at kigge på, hvordan voksne mennesker opfører sig, når der står magt på spil.
Kristendemokraternes Kristian Andersen fik flest personlige stemmer i hele kommunen. Nummer to var Mads Fuglede. Tilsammen stod de for 22 procent af alle dem, der rent faktisk gad lette måsen fra sofaen og gå ned og stemme. Det er ret høje personlige stemmetal i kommunal sammenhæng.
Vælgerne sagde med al tydelighed:
“Vi vil noget andet. Vi vil noget nyt.”
På valgnatten lå der også en klar politisk aftale: et flertal med blandt andre Danmarksdemokraterne, Kristendemokraterne, SF, Konservative, DF og Liberal Alliance. Fokus på en ny politisk kultur, “det gode liv” og en genopretning af tilliden til landdistrikterne. Der var håndtryk, smil og ord.
Og så begyndte telefonerne at ringe.
SF og Konservative sprang fra aftalen.
Pludselig var “det gode liv” ikke så vigtigt som “det gode spil”.
Det formelle flertal og det moralske mindretal
Ja, jeg ved det godt: Et flertal er et flertal, når 15 mandater peger samme vej. Sådan er demokratiets matematik.
Men demokratiet har også en moral. Og det er lige præcis den, der er ved at blive udhulet.
For hvad er det egentlig, vi siger til vælgerne, når:
- De fravælger et gammelt flertal.
- De stemmer på to personer med rekordmange personlige stemmer.
- Der laves en aftale om nyt samarbejde.
- Og så ender vi alligevel med, at gamle magtpartier laver rævekager, indtil nogen løber fra deres ord – og alt lander nogenlunde, som det plejer?
Så kan vi godt gemme os bag, at “sådan er spillet”.
Men vi kan ikke både tale om “vælgernes tydelige signal” og samtidig gøre os umage for at omgå det i praksis.
Et ja er et ja.
Medmindre du er i politik, åbenbart.
Vestjylland, ordentlighed – og det ikke-vestjyske
Det mest absurde er næsten, at det foregår her. I en kommune, der bryster sig af ordentlighed, jordnærhed og klare, vestjyske værdier.
Her plejer en aftale at være noget, man kan hænge sin hat på.
Et håndtryk betyder noget.
Man løber ikke fra det, man har lovet – i hvert fald ikke uden at skamme sig en lille smule.
Alligevel står der nu politikere, som er lettede og stolte over at have været arkitekter bag, at andre sprang fra en mundtlig konstitueringsaftale på valgnatten. Det er ikke bare u-vestjysk. Det er direkte usmageligt.
Det er ikke ulovligt.
Men det er uærligt.
Og når Lone Andersen smilende fortæller på tv, at “det startede hjemme i mit køkken i går”, og DF’s Susanne Kristensen samtidig fortæller, at der blev lagt planer i det køkken om at fjerne flertallet bag Mads Fuglede, så er billedet desværre ret klart:
Det afgørende slag om magten blev ikke kæmpet i byrådssalen, men ved køkkenbordet.
Og jeg kan ikke lade være med at tænke:
Hvis man er så stolt af sine manøvrer, hvorfor var det så lige, vælgerne stemte på noget andet?
Kristian og Mads giver ikke op – og det skal de heller ikke
Midt i det hele står Kristian Andersen og Mads Fuglede med deres nogenlunde enslydende opslag på Facebook.
De taler om ny politisk kultur.
Om et fælles projekt for det gode liv.
Om at ingen af dem vil opgive det, vælgerne har kvitteret for.
Der er noget dybt anstændigt i den stædighed.
Det er næsten gammeldags – og jeg mener det som en kompliment.
For hvis ikke nogen insisterer på, at ord betyder noget, og at aftaler ikke er elastik, vi kan strække efter behov, så ender vi i en politisk kultur, hvor kynisme er den eneste logik, der kan betale sig.
Og så kan vi godt glemme alt om at “genskabe tillid”.
Partihoppere, køkkenmøder og demonstrationer
Den formelle konstituering er først den 9. december. Det er der længe til, hvis man er valgt til den nye kommunalbestyrelse og går og overvejer, hvilket parti man egentlig helst vil skifte til, eller hvilken stol man gerne vil sidde på.
Jeg siger det lidt grinende, men det er faktisk ikke sjovt.
For helt ærligt:
Når vælgerne oplever, at det vigtigste ved deres stemme er, hvordan den kan omregnes til taktiske manøvrer i lukkede rum – eller i et privat køkken – hvorfor skulle de så blive ved med at stemme?
Det er sådan, tillid dør. Ikke med ét stort brag, men i små, klamme og slimede skridt:
- Et løfte, der ikke blev holdt.
- En aftale, der “måtte genovervejes”.
- Et valgresultat, der blev tolket og genfortalt ihjel.
At der nu er oprettet en Facebook-gruppe med titlen “Demonstration mod kup i Ringkøbing-Skjern Kommune”, og at i skrivende stund 484 borgere melder sig ind, er ikke bare et surt opslag eller to. Det er symptomet på, at folk oplever, at deres stemme er blevet reduceret til kulisse for et magtspil, de ikke er inviteret ind i.
Derfor skal jeg aldrig i politik
Når jeg ser på det her forløb, bliver jeg mindet om, hvorfor jeg aldrig selv skal ind i politik.
Jeg kan ikke sige med ro i stemmen, at “vælgerne er blevet hørt”, når deres ønske om forandring ender som baggrundsstøj for endnu en runde i magtens korridorer eller Lones køkken.
Jeg kan ikke stå og smile, mens jeg forklarer, at det er “helt normalt”, at man springer fra aftaler, når presset bliver stort nok.
Det normale er ikke nødvendigvis det rigtige.
Det er bare det, vi har vænnet os til.
Derfor stemmer jeg oftere på partier end på mennesker.
Partier kan skuffe – men mennesker med magt kan skuffe på et helt andet niveau.
Siden mørklægningsloven i 2013 har jeg ikke kunnet stemme på de gamle magtpartier. Når de én gang har stemt for mere mørke og mindre indsigt, skal der meget til at vinde min tillid tilbage. Indtil videre gør de sig ikke voldsomt umage.
Respekt for demokratiet – eller bare respektløst?
Jeg sætter pris på demokratiet.
Netop derfor gør det så ondt at se, når det teknisk set fungerer, men ånden i det bliver trampet på.
Min respekt for demokratiet handler ikke kun om at tælle til 15.
Det handler om at tage vælgernes ønske alvorligt – også når det ikke passer ind i de gamle vaner og magtstrukturer.
Når vælgerne siger “nok er nok”, og magten svarer “det finder vi en vej udenom”, så er det ikke bare et politisk spil.
Det er et svigt.
Så ja, jeg forstår godt, at der er krig i verden.
Når vi ikke engang kan håndtere uenighed anstændigt i en kommune, hvordan skal vi så forvente, at nogen kan det på globalt plan?
Indtil videre gør jeg det eneste, jeg kan:
Jeg skriver. Jeg husker forløb som det her.
Og næste gang jeg står i stemmeboksen, tænker jeg ikke kun på politik.
Jeg tænker på karakter. Og moral. Ikke på, om jeg kan tælle til 15.
Sendt til Dagbladet Ringkøbing-Skjern under “Synspunkt” søndag den 23. november 2025 kl. 12.28
TV Midt Vest skriver også om status, så du kan følge med på linket her:
Læs mere om politik og tragikomiske situationer:
- #MeToo, Samtykkelovgivning Og En Liderlig Socialdemokrat
- Moderaternes sexistiske klovnebus -et tragikomisk cirkus
- Henrik Sass Larsen og 8.000 filer: En bog sletter ikke børneporno
Her kan du læse om mærklægningsloven fra 2013:
