Et dødt elefantøre og en levende erkendelse
Jeg har været besat af rum de sidste to måneder.
Ikke på den pæne måde med nye møbler og indretningsplaner, men på den, indrømmet, Lotte-maniske måde, hvor jeg begynder at flytte rundt på det, jeg allerede har, som om svaret gemmer sig i vinklen på et bord.
Jeg købte én plante. Et smukt elefantøre.
Den døde kort efter.
Mere retning, mindre støj
Som for at understrege, at det her ikke handlede om pynt. Og heller ikke om hype. Den kunne være kommet direkte ud af et magasin, men den kunne åbenbart ikke leve hos mig. Det kan man vælge at tage personligt. Det gjorde jeg næsten også.
Alt det andet stod allerede i huset. Møbler bygget af Martin. Ting samlet over et liv. Erfaringer, vaner, løsninger og minder, som ikke er købt hjem i en trendbølge, men blevet til over tid, fordi de havde en funktion, en historie eller en nødvendighed.
Og måske var det netop derfor, jeg begyndte at flytte rundt på det hele.
For når man står et sted i sit liv, hvor noget er ved at forskyde sig, så opdager man pludselig sine omgivelser med nye øjne. Ikke fordi der mangler noget. Men fordi man ikke længere kan holde ud, at alt bare står, som det altid har stået.
Det er fristende at tro, at løsningen er noget nyt. En plante. En metode. Et system. Et smart lag ovenpå det eksisterende, så man kan føle, at der sker noget, uden at man behøver tage stilling til det væsentlige.
Men det væsentlige er sjældent nyt.
Det væsentlige er som regel det, der allerede er der, og som man enten har glemt at værdsætte eller ikke helt har turdet stå ved.
Det, der allerede står der
Det har jeg også kunnet mærke i mit arbejdsliv.
Jeg tror, det er derfor, jeg har flyttet så meget rundt. Ikke fordi mit hjem trængte til at ligne noget andet, men fordi jeg selv gør. Jeg er ved at glide væk fra en rolle, jeg har båret længe, men som ikke længere skal fylde det hele. Jeg har ikke lyst til at bruge resten af mit arbejdsliv på kun at vedligeholde det, jeg allerede kan. Jeg vil bygge noget, der peger fremad. Noget med mere retning og mindre støj. Måske begyndte jeg at forstå det i rummene, før jeg forstod det i sproget.
Ikke som en kritik af det, jeg har bygget op. Tværtimod. Jeg står på mange års erfaring, ansvar og arbejdskraft. Jeg har ikke lyst til at smide det væk. Jeg har lyst til at bruge det rigtigt. Bygge ovenpå. Skære støjen væk. Lade erfaring få mere plads end performance. Lade retning fylde mere end drift.
Det minder om et hjem, mere end man skulle tro. For også i et arbejdsliv findes der ting, der bare står og tager plads, fordi de altid har stået der. Opgaver. Vaner. Roller. Forventninger. Noget af det er stadig nødvendigt. Noget af det er bare gammelt inventar.
Nogle ting tager energi, bare ved at være der. Andre giver ro, uden at man helt kan forklare hvorfor. Nogle ting skal flyttes. Noget skal have mere plads. Og noget skal man holde op med at tro, man mangler, bare fordi man har vænnet sig til at tro, at det er det rigtige.
Hvad holder til et virkeligt liv?
Det er måske noget af det, der sker med alderen. Man holder op med at tro, at løsningen er noget nyt, man lige mangler. Og begynder i stedet at kigge på det, man allerede har – og spørge, om det bliver brugt rigtigt.
At man langsomt holder op med at ville passe ind og i stedet begynder at spørge: Hvad virker faktisk her? Hvad holder? Hvad er mit? Hvad er bygget til et levet liv og ikke bare til et flot øjeblik?
Elefantøret var smukt. Men det var også lidt af en dramaqueen.
Den plante, der står der nu, kan efter alt at dømme ikke slås ihjel. Den kræver ikke opmærksomhed hvert femte minut. Den står bare der og gør sit arbejde. Robust. Uden forestillinger om sig selv.
Jeg kan godt lide den slags mere og mere.
Måske fordi jeg efterhånden har fået en dyb respekt for det, der kan holde til et virkeligt liv. Både i et hjem, i et menneske og i et arbejdsliv.
At bygge videre på det, der er ens eget
Man kan ikke købe sig til tyngde. Man kan ikke købe sig til erfaring. Man kan heller ikke købe sig til et liv, der føles som ens eget.
Det må bygges.
Lag for lag. Beslutning for beslutning. Rum for rum.
Så nej, oprydning er ikke overflade.
Det er strategi.
Det er en måde at sige til sig selv, at man godt må stå ved sit liv, sine ting, sine erfaringer og det, man er ved at bygge videre på. Ikke fordi det ser rigtigt ud. Men fordi det faktisk er ens eget.
Og nogle gange begynder den erkendelse med noget så latterligt og så afslørende som en plante, der ikke overlever.
— 000 —-
Bragt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern den 18. april 2026
Link til artiklen om den nationale undersøgelse om kvinders overgangsalder.
Mine andre artikler om overgangsalderen kan læses her:
