Skal man bede om tilladelse eller tilgivelse?

I denne juletid har jeg lyst til at fortælle en lille anonymiseret julehistorie fra samfundets skyggeside, som er baseret på virkelige begivenheder fra mit virke som advokat.

Der var engang en psykisk syg mand, som boede i et lille hus ude på landet. Manden havde nogle år forinden mistet sit job, fordi han ikke længere kunne bestå arbejdspladsens krav til jobbet ved de årlige helbredsundersøgelser.

Efter opsigelsen gik det kun nedad bakke for manden. Manden overgik til kontanthjælp. Han isolerede sig i sit hus, han begyndte at høre stemmer, fik lidt for meget at drikke og blev mere og mere ensom. Hans ejendom voksede til i aviser, papkasser, tøj, flasker, madrester, emballage, bøger, elektronik og alt muligt andet, som hurtigt blev til ragelse, fordi det fik lov til at hobe sig op omkring ham.

Til sidst kunne manden kun komme ind og ud af sit hus ved at kravle hen over alle sine ting, som nu lå overalt i op til flere meters højde. Han kunne ikke længere have besøgende i sit hus. Dertil kom, at varmeforsyningen og vandforsyningen til ejendommen stoppede, og manden var nu uden vand og varme og levede mildt sagt et liv, langt væk fra det som du og jeg i vor vildeste fantasi overhovedet kan forestille sig.

Manden havde svært ved at overskue tingene, og han holdt derfor på et tidspunkt op med at læse den post, som han modtog. Tingene var nu bogstaveligt talt vokset langt over hovedet på manden.

Den første kontakt, manden fik til myndighederne, kom som en følge af, at han holdt op med at betale udgifterne vedrørende ejendommen. Ejendomsskatter, vand, el, varme, forsikringer m.m. blev ikke længere betalt. Dette forhold resulterede i trusselsbreve fra myndighederne og fra de forsyningsselskaber, som manden skyldte penge.

Da manden heller ikke reagerede på disse henvendelser, blev sagerne sendt i fogedretten med henblik på at få mandens ejendom bortsolgt på auktion. Fogedretten undersøgte sagen, og en medarbejder fra fogedretten besøgte manden på ejendommen og fik sig sit livs chok, da hun konstaterede, hvordan manden boede – og så endda i et velfærdssamfund som Danmark, hvor mere end 50 % af borgernes indtægter gik til offentlige myndigheder i form af skatter og afgifter, og hvor det høje skatte- og afgiftstryk blev retfærdiggjort med sætninger som ”Danmark tager sig af de svageste”, ”Danmark har et sikkerhedsnet under alle, hvis dette måtte blive nødvendigt” osv.

Medarbejderen i fogedretten kontaktede straks efter besøget mandens bopælskommune for at meddele, at manden havde hårdt brug for hjælp.

Der gik et par måneder, og på ny erfarede fogedretten, at mandens ejendom var blevet begæret solgt på auktion. Da fogedretten ikke havde hørt fra mandens kommune, vurderede fogedretten, at manden skulle have beskikket en advokat, så manden en gang for alle kunne få hjælp til primært at få afværget auktionen, sekundært til at få kontakt til kommunen og tertiært til at få styr på sit hjem.

Fogedretten tænkte på en advokat, som påstås at være stædig, engageret og i stand til at tale med de fleste mennesker. Advokaten besøgte manden på sin ejendom og kunne straks bekræfte fogedrettens oplevelse af situationen. Manden havde i allerhøjeste grad brug for hjælp. Manden havde i nogle måneder slet ingen indtægt haft, idet kommunen havde stoppet udbetalingen af mandens kontanthjælp, fordi han ikke var mødt til de samtaler hos kommunen, som han var blevet indkaldt til, fordi mandens psykiske lidelser havde forhindret ham heri.

Sammen med manden blev der nu taget kontakt til kommunen, til mandens bank og til samtlige mandens kreditorer med henblik på at finde løsninger. Der blev drukket kaffe og spist småkager i advokatens bil, og mandens situation og behov blev forsøgt klarlagt. Advokaten fik fuldmagt til at forsøge at finde ordninger på mandens vegne.

Tiden gik, advokaten fik afværget auktionen, afdragsordninger blev indgået, og mandens sagsbehandler hos kommunen lovede at ville arbejde på at finde løsninger i relation til mandens levevilkår i form af oprydning og genetablering af forbrugsforsyningerne til ejendommen.

6 uger efter første besøg hos manden, kom advokaten til manden på ejendommen på ny for at meddele manden resultatet af forhandlingerne med kreditorerne. Advokaten konstaterede beklageligvis og lidt rystet, at der ikke var sket noget: ejendommen lignede fortsat noget, som var løgn, og manden havde fortsat ingen varme eller noget vand på ejendommen. Manden havde dog fået genoptaget udbetalingen af kontanthjælp, så han lige netop kunne klare sig økonomisk og overholde sine forpligtelser over for kreditorerne.

Igen blev der drukket kaffe og spist småkager i advokatens bil. Manden var blevet i bedre humør, for han havde haft besøg flere gange af den venlige sagsbehandler ved kommunen, og han blev nu opsat på, at han selv ville påbegynde en oprydning af ejendommen. Alt, han ønskede sig, var en container, så han kunne komme i gang, for manden var meget flov over og ked af, at huset så ud, som det gjorde. Manden ønskede sig nemlig, at han en skønne dag kunne invitere et andet menneske på besøg inde i sit hus og drikke en kop kaffe dér.

Endvidere viste det sig, at manden gav udtryk for at være motiveret for at læse en bog, som han måtte låne af advokaten. Aftalen blev, at hvis manden fik ryddet huset op og gjort denne beboelig på ny inden 1. november, så ville advokaten sponsorere en computer til manden. Det viste sig nemlig, at manden havde store kompetencer inden for dette område, og når snakken faldt på dette emne, så blomstrede manden op og fik en fantastisk glød i øjnene.

Advokaten kørte efter mødet begejstret hjem på sit kontor, ringede til sagsbehandleren i kommunen og spurgte, om det var i orden, at der straks blev bestilt en container til en værdi af 1.995 kr. til manden på ejendommen, så manden kunne få ryddet op på et tidspunkt, hvor manden var motiveret og rig på initiativer. Sagsbehandleren meddelte, at advokaten ikke måtte bestille noget, uden at dette var bevilget af kommunen inden. Aftalen blev derfor, at advokaten skulle få styr på den sidste aftale med en kreditor, og til gengæld ville sagsbehandleren gøre, hvad hun kunne for at få sagen igennem hos kommunen i relation til containeren og varmen på ejendommen, og hun ville sørge for, at bogen til manden blev afhentet hos advokaten og udlånt til manden.

I denne uge konstaterede advokaten, at der fortsat ikke var sket noget hos manden. Der havde til gengæld efter sigende været afholdt en del møder hos kommunen med deltagelse af en masse velmenende mennesker så som mandens læge, en psykiatrimedarbejder, den venlige sagsbehandler, diverse chefer, bevillingspersonale m.m., og hvor man var nået frem til, at kommunen ikke kunne hjælpe manden, da han fortsat var ejer af fast ejendom.

Advokaten havde fået afværget auktionen, fundet en løsning med kreditorerne og nu måtte manden kunne klare sig selv på en – efter advokatens og fogedrettens opfattelse – ubeboelig ejendom uden varme og vand…

Snip snap snude – gid at denne historie havde været langt ude…

— 000 —

Kun fremtiden vil vise, hvad der kommer til at ske i mandens tilfælde; men med dette læserbrev finder jeg det relevant at synliggøre en af historierne fra samfundets skyggesider. Samtidigt giver læserbrevet mig anledning til at overveje principielle ting, så som om det ikke ville have været bedre at bestille den container og dernæst have bedt om tilgivelse? Med min naive forestilling om, at enhver kunne se, at det ville være en genial ting at bestille den container, bad jeg om tilladelse, og prøv lige at se, hvilke forfærdelige ting denne anmodning har udmøntet sig i.

Virkeligheden er som bekendt, som den er, så måske sidder der mennesker et eller andet sted på Christiansborg, hos kommunen og/eller i deres små hjem, som klapper i deres hænder og lykkeligt råber:

”Længe leve den danske lovgivning og tilsidesættelse af al menneskelig sund fornuft og næstekærlighed. Hurra for paragrafrytteriet og tidsrøvende møder med deltagelse af mange mennesker, som alle skal have løn og dermed anvende vore skattekroner på at tage stilling til super-vigtige ting som bevilling af under 2.000 kr. til en psykisk syg mand, som var motiveret for handling.”

Sådan tænker jeg ikke, må jeg tilstå, og jeg håber ikke, at jeg nogensinde kommer til at tænke på den måde. Min lille og begrænsede hjerne har simpelt hen SÅ svært ved at fatte og acceptere, at der ikke er plads, råderum eller tillid nok i systemet til at takle en sådan sag på en langt bedre og meget mere værdig måde.

Kunne man f.eks. forestille sig, at man overlod beslutningskompetencen til den venlige sagsbehandler, som jo var den, som havde det fulde overblik efter meldinger om mandens situation fra både fogedretten og fra mig og efter sine egne besøg ved ejendommen og samtalerne med manden selv?

Vil en sådan uddelegering af ansvar og beslutningskompetence til sagsbehandleren ikke leve op til kommunens værdier om at være ordentlig, handlekraftig og dynamisk? Ville en hurtig beslutning og en hurtig opfølgning på sagen ikke også samtidigt spare kommunen for en masse møder og dermed ressourcer og penge? Ville skattekronerne med hurtige besøg hos den trængende og efterfølgende fornuftige beslutninger og handlinger ikke også meget mere end i dag gå til den trængende i stedet for til systemet og alle administratorerne selv?

Hvordan mon selv samme sag ville have stillet sig, hvis den container blot var blevet bestilt med det samme? Hvordan mon mandens liv ville have udartet sig, hvis han oplevede at han blev mødt i sine ønsker og dermed kunne komme i gang med en tiltrængt oprydning, fik hjælp til at få varme og vand i ejendommen, fik hjælp til at holde huset i stand, fik besøg af sagsbehandleren inde i huset og fik en computer af advokaten, så han kunne bruge sine kræfter og ressourcer på ting, hvor han fortsat havde kompetencer i behold?

Som svar på mine egne tanker om, hvad jeg selv kan gøre anderledes fremover, dukker følgende muligheder op:

1. Jeg fortæller en kommende kunde, at min opgave godt nok er defineret i den retning, at jeg skal hjælpe ham med at få afværget en auktion; men nu siger jeg i stedet for følgende: Vi lader din ejendom gå på auktion, du kommer til at sidde med en masse gæld, men til gengæld ejer du intet. Når du ikke har noget hjem, så er kommunen forpligtet til at hjælpe dig. Glem alle forsøg på at finde fornuftige løsninger, for det er i henhold til min erfaring på området 100 % spild af tid. Synes du ikke, at det lyder det som en rigtig god idé? (Så er jeg heldigvis i den lykkelige situation, at mennesker på samfundets skyggesider sjældent fyrer deres advokat for uduelighed – det har de ofte slet ikke overskuddet til…)
2. Jeg gør det samme, som i historien, men med den forskel, at jeg denne gang blot selv bestiller containeren til manden uden at spørge kommunen om lov. På den måde flytter jeg konflikten og diskussionerne væk fra manden og over på mig selv, og så må jeg tage de øretæver, som bagefter måtte komme med kommunen og bede om tilgivelse efterfølgende. Kunden bliver mødt, jeg handler og er med til at gøre en forskel, som jeg kan glæde mig over og være stolt af, imens jeg venter på at modtage mine øretæver.
3. Jeg kan også helt droppe henvendelsen til kommunen og bare tage sagen i egen hånd. Finde et par frivillige og idealistiske sponsorer som mig selv til manden, så skulle vi nok sammen få den container bestilt, ryddet op og installeret en computer til manden. Så kan vi lave en gruppe af erhvervsdrivende, som går mod strømmen og retter vore sponsoratmidler mod de individer, som lever på samfundets skyggesider. Hvilken interessant sponsor-strategi. Vore penge ville virkeligt gå til trængende mennesker, og vi kunne sammen glæde os over, at vi havde gjort en forskel.

Hvad tænker du som læser?

Skal vi i erhvervslivet fremover lege sponsorer for de mennesker, som egentlig skulle hjælpes af vort velfærdssystem? Er det rimeligt, at vi har et så højt skattetryk i Danmark, når vi ved selvsyn kan konkludere, at de mennesker, som systemet er sat i verden for at betjene, gang på gang svigtes? Bliver du provokeret ved tanken om, at det åbenbart er nemmere og i sidste ende mere omkostningsbesparende at bede om tilgivelse frem for tilladelse?