Dag 3 har været ret så spændende. I nat kunne jeg ikke sove, for mit eksperiment fyldte lidt for meget i knolden på mig. Den var 02.15, da jeg sidst kiggede på vækkeuret; men så faldt jeg endeligt i søvn og vågnede igen kl. 5.00. ”Aaaarghhhh – læg dig til at sove igen. Du skal på arbejde kl. 8.00. Sov!”
Da jeg kom ud af sengen var jeg egentlig fortrøstningsfuld, og glædede mig over, at forsøget nærmest lever inden i mig. Jeg lovede dog mig selv, at jeg i aften – så skal jeg tidligt i seng!
Martin spurgte mig, hvornår jeg kom i seng, og han konstaterede blot, at jeg skal passe på ikke at brænde mit lys i begge ender. Helt alvorligt: Jeg har da bare verdens klogeste mand. Intet mindre kan gøre det 😉 Og så smuttede han ellers en tur til København, hvor han skulle til eksamen på Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor han er ved at tage en master i ledelse.
Jeg besluttede mig, inden jeg tog på arbejde, for, at dagens 1 times handling skulle bestå i at færdiggøre gårsdagens mediationsprojekt med udarbejdelse af hjemmesidetekst, fastsættelse af priser på min mediatorydelse og udarbejdelse af en mediationsaftale, som kunderne skal have tilsendt inden mødet. Eller i hvert fald ville jeg i det mindste påbegynde dette arbejde…
Lidt over kl. 12.00 blev jeg kontaktet af journalist, Jesper Ibfeldt, fra TV Midt Vest, som havde fået adgang til en undersøgelse, som viser at alene 55 % af vestjyske virksomhedsledere er aktive på de sociale medier, herunder Facebook. På landsplan er tallet oppe på 65 %. Han ville høre, om jeg ville kommentere på undersøgelsens tal. De af jer, som kender mig, ved, at jeg er meget aktiv på Facebook og af og til smider et indlæg ind på denne blog,
Mit budskab er kort og godt, at Facebook giver mig adgang til spændende mennesker med noget på hjerte. Mennesker som inspirerer mig, tipper mig med underholdende, anderledes og lærerige artikler, nyheder, politiske budskaber og anderledes vinkler på ting, som jeg selv ofte på forhånd havde en fast holdning til, men efter en dialog om emnet har jeg pludselig flyttet mig. Jeg bliver med andre ord klogere, og jeg oplever, at mine ideer ofte bliver bedre, hvis jeg har fået nogle tip fra mine ”venner” på Facebook.
Altså fik jeg besøg af journalist og lydmand og min kære ”nabo” hotelejer Bent Graakjær fra Westergaards Hotel i Videbæk, som spillede rollen som erhvervspersonen, som ikke helt har fået gang i Facebook endnu. Vi skulle drøfte mulighederne i Facebook. I alt blev der anvendt 1 ½ time på kontoret på projektet, og resultatet blev et 2 minutters indslag i nyhederne kl. 19.30 på TV Midt Vest. Indslaget kan ses her.
Senere på eftermiddagen fik jeg den lykkelige meddelelse fra min kære ægtefælle, at han havde fået et totalt blæret 12-tal i sin eksamensopgave, og at han var på vej hjem. Og her kommer så noget meget underligt ind i billedet: Jeg var nede og handle ind, og så fik jeg mig taget sammen til at købe en ”Tillykke-gave” til minmand! Igen fik jeg lejlighed til at iagttage min hjernes forsøg på overspringshandlinger. Min hjerne sagde, at det da ikke var nødvendigt med en gave til Martin, og det er også så vanskeligt at vælge mellem alle de mange ting, og han er alligevel ligeglad osv.
Thomas på 4 fik besked om, at vi SKULLE finde en gave til far, inden vi forlod butikken, og faktisk lykkedes det os at finde 2 fine krus til Martin. Jeg var nærmest lykkelig, da jeg forlod forretningen – det er altså første gang nogensinde, at jeg har købt noget til min mand, hvor det altså ikke lige var en fødselsdags- eller julegave!! (Ja, jeg ved at det siger ret meget om mig, og at jeg skulle skamme mig). Bedre sent end aldrig.
Da Martin kom hjem, havde ungerne og jeg lavet mad, plukket blomster i haven og haft besøg af mormor, som også havde købt en stor buket roser til ham. Og så var det ellers, at Martin fik sagt den berømte sætning; ”Hvor er det fedt at blive overrasket.” Ja, han har ret. Det er da fedt, og det er vel i bund og grund det, som livet drejer sig om. At vi tager os tid til at gøre overraskende ting for hinanden.
Den opmærksomme læser vil måske synes, at det er en naturlig ting, at hustruen køber en gave til manden i en sådan situation og har aftensmaden klar, når han kommer hjem fra København. OK, siger jeg bare: Fremover bliver der muligvis tale om en naturlig ting, men sådan har det altså ikke været, før jeg gik i gang med mit spændende 8 ugers projekt…
Kærlig hilsen en fortsat optimistisk
Lotte 🙂
