Efter en travl december måned, hvor højdepunktet helt sikkert var årets medarbejderjulefrokost med VINTERBADNING, sidder jeg nu her den 1. januar 2009 og tænker tilbage på denne helt specielle oplevelse. Med andre ord bliver jeg simpelt hen nødt til at dele vor julefrokostoplevelse med jer – og til de modige og beslutningsdygtige læsere derude kan jeg kun anbefale jer at prøve dette til december, hvis lysten til en stor oplevelse ikke allerede giver anledning til et arrangement her i januar, februar eller marts J
Egentlig blev jeg konfronteret med vinterbadning på Facebook, hvor min penneven og kollega Allan Ohms fra Roskilde jævnligt smider en kommentar om, at han har været ude at vinterbade. Kommentarerne fra Allan blev fra min side mødt med undren og et par bemærkninger i ny og næ; men aldrig med tanken om, at dét måtte jeg altså bare prøve.
Så kom julemåneden og den 4. december 2008 læste jeg en artikel i Børsen under overskriften `Sundhedsfremmende kolde gys´. En hjerneforsker, endda en anerkendt en af slagsen, nemlig Kjeld Fredens, udtalte noget i retning af, at det moderne menneske er på konstant jagt efter lykke, og at vinterbadning faktuelt resulterer i en lykkefølelse, der kan vare i op til 4 timer! Årsagen til, at vinterbaderen ifølge hjerneforskeren overvældes af lykkefølelse, er den, at hjernen bliver SÅ glad, når hjernen ved kroppens opstigning fra det meget kolde vand slipper for kulden. Hjernes tak til vinterbaderen – som modydelse for at slippe for det kolde vand – består i produktion af endorfiner og dopaminer, og så løber vinterbaderen bagefter rundt og er totalt lykkelig.
Hvem får ikke lyst til at prøve at vinterbade efter en sådan fortælling? Eller rettere – hvem får ikke lyst til at få overstået vinterbadningen? Hvis du ikke er blevet tændt endnu, så kan jeg altså kun anbefale dig at få fat i den pågældende artikel og læse endnu mere, for der var en masse andre fordele ved vinterbadning end nævnt her.
Tilbage til min fortælling:
Som bekendt er der en rigtig stor forskel på at være begejstret for noget selv og så på at få andre mennesker gjort begejstrede for den samme ting… Bare fordi jeg synes, at vinterbadning kunne gå hen og blive en total fed og grænseoverskridende oplevelse, så er det altså ikke ensbetydende med – og her taler jeg altså af erfaring – at jeg er i stand til at få solgt ideen til mine medarbejdere. Godt nok er de ved at være vant til lidt af hvert fra min side, men vinterbadning?
I et par dage var dette nærmest en undskyldning for, at jeg måske skulle kigge mig om efter noget andet til julefrokosten.
Hvis jeg skal være helt ærlig, og det skal jeg jo, så er jeg totalt kuldskær, og jeg er altid den første, der begynder at fryse i alle mulige og umulige sammenhænge. Jeg kan f.eks. gå fra et varmt bad, tørre mig og gå 15 skridt ind til min seng i soveværelset, og jeg er allerede hundekold…
Min kære ægtefælle, Martin, arbejder i Silkeborg, og han har vinterbadet nogle gange i Almind Sø. Efter en af hans julefrokoster i Silkeborg, kørte vi om søndagen ud for at hente hans bil, og så var det, at jeg fik mulighed for at besigtige forholdene. Lørdag den 6. december kl. 16.00 stod jeg på badebroen ved Almind Sø og kiggede ned i det sorte og kolde vand. Hold op hvor var det koldt – min hånd var ved at fryse til is, da jeg stak en hånd i vandet for at mærke på temperaturen…
Efter diverse overvejelser og drøftelser ude på badebroen blev Martin enig med mig om, at den gode historie helt sikkert ville være, at vi alle sammen sprang i søen onsdag den 17. december 2008 J
Efter beslutningen om vinterbadning var der hele 10 dage til julefrokosten. Jeg gennemgik 10 hele dage, hvor tanken om vinterbadning, medarbejdernes reaktion på projektet og dødsangst m.m. konstant lå i baghovedet på mig. Hver gang jeg kiggede ud af vinduet, så lå der et skrig på mine læber ved tanken om, hvad der ventede os. Om natten drømte jeg, at enten jeg selv eller en af mine medarbejdere fik hjertestop i det kolde vand, eller at alle mine medarbejdere ville sige op, når jeg meddelte dem nyheden om, hvad vi skulle.
Fordi emnet vinterbadning fyldte så meget i mit eget hoved, blev Martin og jeg enige om, at det nok ville være en god idé, at jeg ventede med at fortælle medarbejderne, hvad vi skulle til julefrokosten, så i første omgang fik de alene at vide, at julefrokosten ville komme til at foregå onsdag den 17. december fra kl. 15.00 til 23.00.
Dagen før, altså om tirsdagen, fortalte jeg, hvad der skulle ske. Jeg indledte med at fortælle, at jeg glædede mig rigtig meget til dagen, for jeg havde besluttet, at vi alle skulle prøve at være lykkelige i hele 4 timer samtidigt og sammen… Der var blot lige en lille bitte ting, som vi alle skulle gennemføre, inden vi kunne opleve lykkerusen, og som maksimalt ville tage 1 minut…
Ved du hvad? Jeg har bare verdens bedste medarbejdere. Den tog de i stiv arm: De kiggede først lidt underligt på mig og så på hinanden, hvorefter de begyndte at grine J
Alle på nær en tilkendegav, at den var de med på, og onsdag kl. 15.00 startede vi ud med kaffe og flødeskumskager på kontoret. Kl. 16.00 kørte vi alle 10 til Silkeborg, og vi ankom kl. 17.00, hvor Martin havde lavet et bål ved søbredden og sat 8 udendørs fyrfadslys op ude på badebroen. Det var totalt hyggeligt. Temperaturen lå omkring frysepunktet, og uden lyset fra bålet og fyrfadslysene ville det have været meget mørkt, faktisk sort nat…
Vi gik i store frakker, med huer, vanter og halstørklæder ud og kiggede på forholdene med badebro, trapper osv. Vi var så heldige, at vi mødte 3 mandlige vinterbadere, som kom trippende i ingenting, men med et lille håndklæde om livet. Mens vi fik lov at kigge på (… men ikke røre…) smed de håndklæderne og sprang i det meget kolde vand – jeg siger dig, at da de kom op, så kunne de lige så godt have været så piger, så koldt var det 😉
Derefter stod de og talte med os i ca. 5 minutter med – vi stod fortsat fuldt påklædte, og de stod i ingenting uden at fryse… Ja, jeg fattede det ikke; men modet var i hvert fald vakt til live hos os alle, så vi gik op i omklædningsrummene, som min kære mand havde varmet op med gasvarmere, og så fik vi os klædt om.
Michael var den første, som hoppede i bølgen sort, og derefter kom alle vi andre ned og hoppede ud i vandet fra badebroen via trappestigen. Det var en totalt befriende og grænseoverskridende oplevelse i positiv forstand. Alle tog mødet med det kolde vand og kuldechokket, som man ubetinget møder, med målrettede skridt – der var ingen tudeture, undskyldninger eller skrig og skrål.
Bagefter havde vi det herligt. Vi stod ved Martins bål, hvor vi fik varm hyldebærsaft med eller uden rom og var helt overstadige.
Klokken 18 gik vi ind i kvindernes omklædningsrum og satte os, og så fik vi alle julegaver fra firmaet, og som sædvanligt vakte julegaverne ubetinget begejstring, for vore medarbejdere får lige, hvad de har ønsket sig. (Det er en helt anden historie…)
Kl. 18.45 var vi inde på gågaden i Silkeborg by, hvor Martin havde bestilt mad til os alle på en thai-restaurant. Vi fik 5 retter mad, som man absolut ikke får til en traditionel dansk julefrokost.
Humøret var højt: vi fik lækkert mad, god betjening, sjove thai-øl, vi fik valgt to nye personaleforeningsrepræsentanter, og Martin fik den store ære at blive genvalgt til at arrangere julefrokosten til næste år. Med andre ord må jeg konstatere, at jeg absolut ikke var den eneste, som fandt, at vinterbadningen var et hit – ellers var Martin formentlig blevet fyret J
Dertil kommer, at vi alle blev enige om, at når og hvis vi skal lave grænseoverskridende ting og sager, så er det altså rarest, at man ikke får særlig lang betænkningstid, for flere havde oplevet, at heller ikke de kunne tænke på ret meget andet end den forestående oplevelse og det unaturlige i at være så tåbelig at udsætte sig selv for et frivilligt kuldechok…