I dag har det altoverskyggende mål været at få en god dag og få mulighed for at komme tidlig i seng, for jeg begynder at mærke, at jeg er i søvnunderskud, og at jeg egentlig har brugt en masse energi og tankevirksomhed på dette eksperiment.
Strukturen og formålet er fortsat overhovedet ikke på plads, men mon ikke en weekend og en mulighed for evaluering af 1. uge kan få rettet op på det?
Min ene time i dag blev brugt på at læse i en bog af Byron Katie, som jeg havde reserveret på biblioteket. Den har den helt vildt optimistiske titel: ”Om at forandre sin tankegang og forvandle verden.” Hvis bogen kan lære mig dette, så må den pågældende bog være yderst relevant for mit projekt, som jo netop går ud på at undersøge, om det er muligt at opnå det, som millionøse-kvinderne forsøger at sælge os: Skønhed, rigdom og lykke – vel at mærke på 8 uger! Som jeg tidligere har fortalt, så har det ikke været mig muligt at finde opdrive bogen Millionøsemetoden, og det er derfor, at jeg leder efter inspiration andre steder. (For helt alvorligt så har jeg endnu ikke så megen tiltro til mig selv, at jeg vil være i stand til at udarbejde den formel alene…)
Som baggrundsinformation kan jeg oplyse, at forfatteren Byron Katie har skrevet ”must read”-bogen ”Elsk det som er”, som er intet mindre end FANTASTISK i min optik. Hvis du vil vide mere om Byron Katies principper, kan du læse her.
Byron Katie er i min optik den klogeste kvinde ever. Jeg er sikker på, at jeg i dag er i gang med en denne gang meget relevant handling, selv om denne ikke er udadrettet. Her vil jeg kunne finde indre styrke til at udrette de ting, som jeg sætter mig for i tillid til, at jeg vil gøre det, som jeg skal gøre i det øjeblik, jeg gør det. Logik for burhøns – man gør tingene, når man gør dem, hverken før eller senere.
Jeg har besluttet mig for at læse bogen fra start til slut, og hver gang jeg læser Byron Katie får jeg en oplevelse af, at hun taler til ”noget” inde i mig. Hun har fat i den lange ende, og heldigvis for mig, deler hun ud af sine dyrekøbte erfaringer med os andre via sine bøger.
Hvis man ikke har opnået forståelse for Byron Katies mission, kan hun være svær at sluge. Nogle af mine kunder er nærmest blevet stiktosset på mig, når jeg har anbefalet dem at læse ”Elsk det som er”, fordi Byron Katie er af den opfattelse, at intet uden for dig selv nogensinde kan give dig, hvad du søger! Provokerende da mange tror, at hvis de fik en sød partner, nogle søde børn, en ny bil, et bedre job m.m., så vil de blive lykkelige, og så er alt perfekt.
Da du naturligvis er en opmærksom læser, så vil du måske tænke: “Jamen, hvordan kan det være, at Lotte siger, at hun vil forsøge sig med et 8 ugers eksperiment, som netop går ud på at opnå ydre ting, samtidigt med at hun fortæller om verdens klogeste kvinde (= Byron Katie), som siger, at intet uden for hende selv nogensinde kan give hende det, som hun søger?” Godt spørgsmål og til det vil jeg blot med et af Byron Katies sætninger svare: “Det er et privilegium at give alt, hvad du har”.
Lige nu lever eksperimentet i mig, og mit ønske er at forsøge at bevise eller modbevise, hvorvidt det er muligt at opnå det, som millionøse-kvinderne påstår på 8 uger 🙂
Jeg håber, at du fortsat hænger med, og måske kunne det være, at du gjorde dig nogle tanker om, hvad du kan bidrage med, som kan forandre dit liv eller andres til noget bedre. Kunne det ikke være fantastisk, hvis vi var en masse mennesker, som kastede os over tilsvarende 8 ugers projekt i håb om at forbedre vort eget og andres liv til noget bedre? Sammen kunne vi redde velfærden i Danmark og være med til at gøre en forskel.
Tænk over den – vi ses i morgen.
Kærlig hilsen
Lotte