#MeToo- kampagnen har her i huset givet anledning til en del drøftelser og diskussioner. Der er sagt og skrevet meget i alle medier om fænomenet, som forsøger at sætte fokus på tavsheden og tabuet omkring seksuelle overgreb eller uønskede tilnærmelser mod mænd og kvinder og ofte i forbindelse med misbrug af magt fra krænkerens side.

I Sverige har kampagnen konkret resulteret i fremsættelse af en ny samtykkelov: Den svenske regering vil sikre sig, at sex sker frivilligt, og med loven i hånden vil det ikke længere være et krav, at en gerningsmand har brugt vold eller trusler for at kunne blive dømt for voldtægt. Her tager man skam #MeToo-kampagnen seriøst, kan det konkluderes.

For at være ærlig er jeg ret nysgerrig på det samtykke. Skal det være skiftligt, og skal man på forhånd tilkendegive, om man er til missionærstillingen, oral-sex, anal-sex eller S/M? Og hvad så hvis man fortryder eller bryder ”kontrakten” i kampens hede?

Den samtykkelov kan man godt umiddelbart more sig over. Når man så er færdig med det, bliver man nødt til at gøre sig nogle tanker om, hvordan vi fremadrettet vil beskytte den svage part og sikre os alle sammen retten til vor egen krop. For kigger vi på statistikkerne og mørketallene, så har vi intet at være stolt over i Danmark, når det kommer til beskyttelsen af ofrene og straffen til gerningsmændene.
Faktum er nemlig, når vi taler om voldtægt i Danmark:
At kun 1 ud af 60 voldtægter fører til en dom
At 3.600 kvinder bliver voldtaget hvert år i Danmark, mens kun 60 mænd dømmes, hvilket betyder, at 1,6 % af gerningsmændene får en dom, mens hele 98,4 % går fri
At det kun er 1 ud af 9, der anmelder sagen til politiet svarende til ca. 395 årlige anmeldelser i Danmark (i Sverige modtager politiet i øvrigt hele 10 gange flere anmeldelser end i Danmark)

Er jeg den eneste, som bliver rystet over disse tal? Det er IKKE tal, vi kan være stolte af. Hvad hvis det var din søster, bror, datter, søn, ægtefælle eller kæreste, der blev udsat for en voldtægt i Danmark, og gerningsmanden så gik fri bagefter? Sandsynligheden for en dom er alene 1,6 %.

Personligt hoppede min kæde fuldstændigt af, da jeg i denne uge læste om en sag fra Sverige, hvor en kvinde er blevet voldtaget af 20 mænd i en trappeopgang, og hvor mændene netop er blevet frifundet, fordi de i retten fortalte, at kvinden havde frivillig sex med dem. I en trappeopgang. Tænk over det: Mere romantisk bliver det ikke!

Med den varslede samtykkelov ville de 20 mænd være blevet dømt i den pågældende sag, hvis de ikke havde været i stand til at fremvise et samtykke fra kvinden. Og det ville have været helt i orden med mig. Så rabiat er jeg blevet.

I samme uge fraråder man kvinder at gå ud alene om aftenen i Malmø. Her har der nemlig været 3 gruppevoldtægter af kvinder inden for den seneste måned. Senest er det en 17 årig kvinde, der er blevet voldtaget af flere gerningsmænd og samtidigt udsat for anden vold, som politiet kalder hensynsløs og grusom. Sandsynligheden for at denne kvinde kommer til at opleve retfærdighed er 1,6 %. Lyder det fair?

Også i Danmark har domstolene frifundet tiltalte gerningsmænd på grund af bevisets stilling inden for de sidste par år, og hver eneste gang er vi blevet rystet i vor grundvold og har givet udtryk herfor på Facebook, mens intet har ændret sig. Ændringer kommer nu.

Sveriges samtykkelov bliver interessant at følge, og ja, jeg vil kunne leve med, at straffen blev gjort mildere, fordi den nuværende straffeprocent på 1,6 % er for latterlig og pinlig med de i Danmark eksisterende tal.

#MeToo-kampagnen og diskussionerne i kølvandet herpå har for mig på ny understreget, hvor tabubelagt det fortsat er at anerkende en seksuel krænkelse eller et seksuelt overgreb og skulle tale om det. Min egen kulturelle forståelse omkring køn ligger nemlig så dybt i mig og sikkert også i dig, at vi er tilbøjelige til at dømme os selv og andre på baggrund af, hvordan vi går klædt, hvordan vi opfører os, hvornår vi går ud, hvem vi går ud sammen med, hvorvidt vi drikker alkohol osv., hvorfor vor oplevelse af egen skyld og skam gør, at vi højst sandsynligt heller ikke ville dele et overgreb med nogen.

Med andre ord: Vi er både ofrene og de skyldige – krænkeren er kun juridisk ansvarlig i 1,6 % af tilfældene.

Til sidst skal vi huske, at ikke alt er skidt – i morgen er det juleaften, og så skal vi have gaver ☺

(Klumme til Dagbladet Ringkøbing-Skjern lørdag 23.12.2017)