Her hjemme på Jasminalle har vi altid gang i mærkværdige projekter. Den 29. december 2017 besluttede min kære ægtefælle f.eks., at han alene ville spise en gang i døgnet. Da der var gået et par uger sådan, satte han sig en søndag aften for, at han først ville indtage føde fredag aften efter 5 døgns faste. Hold op hvor bliver en madglad person som jeg provokeret af sådanne beslutninger. Hvad bilder han sige ind at være så viljestærk, når et menneske som mig ikke kan gå forbi bageren uden at købe mindst 3 studenterbrød?
Det væsentligste for mig at få afklaret i relation til hans latterlige beslutning var naturligvis, om han fortsat ville lave mad til mig og drengene? Det ville han heldigvis. Hver dag i den pågældende uge lavede han hver aften et lækkert aftensmåltid til os. Når vi skulle spise satte han sig ind i stuen og lod os spise i køkkenet. Helt let har det ikke trods alt ikke været at leve op til sit eget løfte.
I løbet af en måned havde han tabt 11,5 kg. Indrømmet: Det er imponerende. Vil man tabe sig, skal man blot holde op med at spise! Længere er den ikke. Livet er simpelt.
Fra sidelinjen kunne jeg observere ham. Mit eget mål for det nye år var blot at fortsætte med at gå 10.000 skridt om dagen. Så begyndte Videbæk Sunder Sig i januar, og pludselig var hele advokatkontoret involveret i det projekt. Vi fik anskaffet os et gå-bånd, en kontorcykel, elastikker og andet træningsudstyr. For at være 100 % ærlig, så havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg nogensinde skulle sidde på en cykel.
Jeg startede ud med 20 km, så 25 km og pludselig en dag havde jeg cyklet hele 100 km i arbejdstiden. Så fik jeg besked om, at der var en medarbejder i Lån og Spar Bank, som sad på kontor-cykel-rekorden med 101 km. Havde jeg vidst det inden, havde jeg naturligvis cyklet 102 km! Fra den viden om, at en bankansat et sted i Danmark havde cyklet 101 km, kom ind i mit hoved, var jeg ramt og kunne ikke længere sove: Jeg måtte have den rekord.
Efter 2 døgn uden søvn stod jeg en morgen i samme uge ud af min seng, gik på arbejde og cyklede 111 km. Jeg blev dermed indehaver af kontorcykelrekorden og kunne heldigvis igen sove som en baby.
På 2 dage i samme uge havde jeg cyklet hele 211 km. Til gengæld må jeg desværre tilstå, at jeg fik et hold i min lænd og var kvæstet i hele marts måned. Bare jeg kiggede på den kontorcykel, kom holdet tilbage. Det eneste jeg lykkedes med i marts måned var at fejre min rekord hver aften med 200 gram chokolade. Alt andet var den rene ynk…
Så blev det som bekendt april. Dette blev måneden, hvor jeg fra den ene dag til den anden besluttede mig for at hoppe på min kære ægtefælles projekt med alene at spise en gang i døgnet. Det har vist sig at være overraskende let. Jeg spiser i tidsrummet mellem kl. 18 og 20, og så spiser jeg, hvad jeg har lyst til. Det mærkværdige er, at jeg oplever, at jeg spiser mindre, end jeg plejer, når jeg spiser. Til gengæld smager maden så meget mere fantastisk. Det må skyldes, at jeg alene får et måltid i døgnet. Så kan jeg godt glæde mig til aftensmåltidet. Dette eksperiment kan med andre ord i høj grad anbefales. Det bedste er, at man slet ikke skal spekulere over, hvad man skal spise, hvordan man skal spise, eller hvornår man skal spise: Spis hvad du vil i tidsrummet mellem 18 og 20. Mere simpelt bliver det ikke.
På min ægtefælles arbejdsplads er nogle af hans arbejdskollegaer begyndt at eksperimentere med faste. Også min mands fætter spiser kun en gang i døgnet nu. Det her smitter åbenbart. Min ægtefælle og jeg er begyndt at drøfte, hvad vi skal finde på næste gang, og jeg kan allerede nu afsløre, at vi har en plan: Vi vil øve os på ikke at trække vejret. Stik lige den 🙂
(Bragt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern lørdag den 27. april 2018)