I januar måned var jeg sindssygt manio og intet mindre end besat. Det hele startede med en yndig japansk kvinde, som tonede frem på min Netflix skærm efter nytår og lokkede mig til at se først afsnit af oprydningsserien ”Tidying up with Marie Kondo”.

Søndag den 13. januar var dagen, hvor jeg blev hypnotiseret og gik amok. I løbet af få dage så jeg alle 8 afsnit, og så kunne jeg ikke dy mig mere. Jeg besluttede mig for, at hele huset skulle gennemgås, og at jeg skulle have fat i hver eneste lille dimsedut i huset for at tage stilling til om den pågældende ting gjorde mig glad. Hvis svaret var nej, sagde jeg farvel og tak for denne gang og lagde den pågældende ting i en sæk.

Hver eneste dag efter arbejde og i al min fritid frem til og med sidste weekend ryddede jeg op i galskab. Min kære ægtefælle var som altid solidarisk og kørte den ene sæk efter den anden på genbrugspladsen. Først blev alt tøj gennemgået (nu kan både vintertøj og sommertøj være i et skab), dernæst alle bøger i huset (vi fik sagt farvel til 90 % af vore bøger), så blev alle papirer gennemgået og kun de absolut vigtigste fik lov at stå tilbage (dåbsattester, pas, vielsesattest, skøde på fast ejendom, testamente og generalfuldmagter – resten kan jo findes digitalt). Kategorien ”komono” er alt andet end de allerede nævnte kategorier. Den del lykkedes det os også at komme igennem. De fleste skabe, skuffer og øvrige opbevaringssteder er nu mere end halvt tomme i modsætning til tidligere. Hvor mærkværdigt – det er ganske få ting, man har brug for, når det kommer til stykket. Her i huset mangler vi kun garagen, og lige den del tør min mand ikke overlade til mig, da han er sikker på, at alt blot smider alt ud, eftersom han er overbevist om, at jeg ikke kan finde glæde over et gammelt stykke træ eller et mærkværdigt gammelt rør. Og det har han helt ret i.

Måske tænker du: ”Hvad har kvindemennesket gang i?” Det korte svar er, at det handler om at finde meningen med mit liv. Marie Kondo fortæller nemlig, at når man har fået ryddet ud og taget stilling til hver enkelt ting i sit liv, så har man lært at mærke efter og tage de for en selv rigtige beslutninger. Hun påstår endda, at den læringsproces resulterer i, at man opnår klarhed og finder meningen med sit liv. Det er sandt. Det siger hun.

I hele processen har jeg naturligvis været vildt spændt på, hvilken åbenbaring og mening med livet, jeg ville opleve. Forestil jer lige, hvordan jeg gennem et tre ugers langt forløb har gået og troet på, at hvis jeg tog stilling til hver eneste lille dimsedut i mit hjem, så ville jeg ved den allersidste ting opleve, at lynet slog ned i mig, og meningen med mit liv ville stå lysende klart.

Hvad har jeg så oplevet? En spirende glæde indvendigt over at lykkes med det, som jeg har sat mig for. Lysten til at prøve at gøre noget nyt og tage noget andet ind i mit liv er dukket op. En nysgerrighed over, at der opstår en ny energi i huset og omkring os, som påvirker os alle. Drengene folder i øvrigt i lighed med Martin og mig deres tøj og rydder op på deres værelser og lader også til at nyde forandringerne.

Når det kommer til meningen med livet, må jeg indrømme, at jeg på det banale plan tænker, at meningen vel er at skabe et meningsfuldt liv. At tilbringe tid med mennesker jeg holder af. At tale sammen. Også om svære ting. Den del vil jeg opprioritere.

En ting, jeg til gengæld 100 % vil prøve på at nedprioritere, er pseudoarbejde. Arbejde uden mening. Der er skrevet en bog om fænomenet, og den bog hørte jeg via Storytell sidste weekend, mens jeg gik og sorterede, ryddede op og pudsede vinduer. Bogen ”Pseudoarbejde” af Dennis Nørmark og Ander Fogh Jensen er en sand gyser, og den gik rent ind hos mig. Her er noget at komme efter, for ærligt talt så foregår der ikke meget reelt værdiskabende arbejde i Danmark længere, og der bliver med årene, der kommer, endnu mindre at lave for os alle i Danmark. Alle, der går rundt og oplever, at de har travlt bør simpelt hen læse eller høre denne bog. Dens budskaber kan være med til at finde reel mening i det, som vi alle løber rundt og laver. Når vi frem til, at der ikke er mening i det, vi laver, så gælder det om at sadle om og begynde at gøre ting, der giver mening.

Mit projekt for februar måned er nu at lave en plan for, hvordan jeg kan undgå pseudoarbejde og skabe mest muligt tid til at finde mest mulig mening i mit liv. Februar bliver så spændende. Jeg glæder mig med andre ord til 1. marts – der har jeg deadline til at finde meningen med mit liv 🙂

(Klumme bragt i Dagbladet Ringkøbing Skjern den 16. februar 2019)