Fleksibel tankegang og nye måder at leve på (klumme)

Jeg har netop fejret 25 års jubilæum i denne måned, og mine første 25 år i advokatbranchen har været lærerige og spændende. Det var den 1. februar 1998, jeg kom til Videbæk fra Aarhus som den store idealist med gode intentioner om at gøre en forskel og kæmpe til det sidste for retfærdighed. Tiden er gået, og med årene må jeg indrømme, at der gradvist blev skruet ned for idealismen til fordel for realismen. Denne kendsgerning kombineret med ændringer i mit liv i form af indefra kommende og meget generende overgangsalderssymptomer og udefra kommende corona-restriktioner gjorde mig til en halvdød zombie.

To ting vækkede mig op fra de døde i efteråret 2021. Mine medarbejdere tilkendegav, at de ville have mig tilbage som kaptajn på kutteren, og min ægtefælle fik mig med støtte i overbevisende forskning på området med på, at jeg skulle gå i hormonterapi.

De to beslutninger om at tage ansvaret for mit eget liv på mig – både i forhold til mit arbejdsliv og privatliv – satte mange tanker i gang hos mig. Jeg begyndte at drømme om en 4 dages arbejdsuge. Jeg blev så meget konfronteret med, at ”alle ønsker udvikling, men ingen ønsker forandring”, hvorfor jeg var helt klar over, at jeg skulle starte med mig selv, og at dette ville kræve en fleksibel tankegang.

Sætningen ”alle ønsker udvikling men ingen ønsker forandring” har levet i mig lige siden. Jeg er totalt opslugt af, hvordan vi kan få et lykkeligere arbejdsliv og privatliv med tid til både fordybelse og udvikling. Jeg er af samme grund også 100 % klar over, at jeg både skal forandre mig selv og udvikle min måde at arbejde på, hvis mine medarbejdere og jeg skal lykkes med at komme i mål med en 4 dages arbejdsuge. Det er et fælles ansvar og noget af et eksperiment.

Konkret var den 31. januar 2022 dagen, hvor vi i Advokathuset besluttede os for at etablere kuttermøder i vor fritid. Det foregik på den måde, at vi alle én fredag om måneden mødtes om eftermiddagen efter arbejde for at drøfte, hvordan vort ideelle og fremtidige arbejdsliv kunne komme til at se ud, hvis vi var villige til at investere os selv og en del af vor fritid i det projekt. Vi aftalte som det første, at vi ville benytte os af den belønnings- og motivationsstrategi, som er kendt under navnet ”Kuttermodellen”, som er udviklet af Kenneth Iversen fra Unimerco i Sunds. Vor idé var, at vi ville lege ”bestyrelsesmedlemmer” med det eneste mål at skabe udvikling og værdi for Advokathuset og os selv. For det udviklings- og opmærksomhedsarbejde får vi alle del i Advokathusets overskud, og den belønning kalder vi et ”bestyrelseshonorar”. Eneste krav er, at alt, hvad vi ønsker at gøre brug af, skal være forskningsbaseret og datadrevet kombineret med vor brug af sund fornuft.

I det sidste år – det er nemlig præcis et år i denne måned – har vi arbejdet utroligt meget og målrettet på at gøre os klar til at implementere en 4 uges arbejdsuge. Vi har øvet os og øvet os og øvet os på at anvende forskningsbaserede teknikker, og vi har taget nye værktøjer til os. Vor fælles drøm er at skabe et succesfuldt advokathus i konstant udvikling med baggrund i en 4-dages arbejdsuge. Vi tror på, at det er fremtiden, og at vor evne til at arbejde fokuseret, samtidigt med at vi får tid til at dygtiggøre os og udvikle os om fredagen, vil tiltrække glade og værdifulde kunder og dygtige kollegaer, fordi rammerne for et lykkeligt arbejdsliv med ansvar for egne sagsområder, kunder og sager vedvarende er til stede.

Og hvad skal jeg så bruge fredagen på? Jeg kunne f.eks. tage mig tiden til at blande mig i den offentlige debat, strikke et nyt sjal, bygge en udendørs sauna, efteruddanne mig, påtage mig en post som bestyrelsesleder eller knalde min ægtefælle 🙂

(Dette er en klumme, som er bragt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern lørdag den 11. februar 2023)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait