Der har været meget tumult i medierne de seneste uger omkring Moderaterne – eller som vi nu kender dem: den Sexistiske Klovnebus. Et folketingsmedlem fra partiet har selv døbt partiet sådan, og man må give dem, at de ikke er bange for at indrømme, når skibet er sejlet direkte ind i kaos. Men hvad har vi egentlig at gøre med? Et politisk cirkus, hvor man fyrer alle medarbejdere, men lader ledelsen, dem der i princippet skulle have styr på bussen, blive siddende. Ja, det virker som en tragikomisk forestilling – eller skal vi sige en sort komedie?
Jeg har ikke kunnet lade være med at trække på smilebåndet mange gange de sidste 3 uger over denne cirkusforestilling. Vi har et system, hvor politikere vedtager love, der skal sikre, at vi alle overholder regler, også når det gælder arbejdsmiljø og ansvar. Men når det kommer til dem selv? Ah, så gælder der åbenbart andre spilleregler. Moderaterne sender en hel stab af medarbejdere på porten, men dem der bærer det egentlige ansvar, sidder tilbage og ser til, som om intet var hændt. Som om det at lede et partis sekretariat ikke kræver ledelsesmæssig ansvarlighed.
Det minder mig lidt om den gode gamle historie om socialdemokraten Jeppe Kofod, hvor han som 34 årig havde sex med en lige fyldt 15 årig. Jeppe Kofod endte med at blive udnævnt af statsminister Mette Frederiksen til Udenrigsminister, selv om han havde tilsidesat Socialdemokratiets egen ungdomsorganisations interne regler. Heller ikke dengang havde ledelsens hykleri nogen grænser. Dengang kaldte jeg Jeppe Kofod for en liderlig socialdemokrat – nu står vi med en hel fuld sexistisk klovnebus, og den ansvarlige for det politiske sekretariat, hvor alt slingrer derudaf, Caroline Stage Olsen, er endda blevet udnævnt til Digitaliseringsminister. Der er en vis ironi i, at klovne ofte opfattes som morsomme figurer, men nogle mennesker har faktisk klovnefobi – og det kan jeg godt forstå, hvis man har arbejdet for Moderaterne i denne tid.
Vi taler så meget om trivsel på arbejdspladserne, arbejdsgiveransvar, og hvad vi som samfund skal gøre for at fremme sunde arbejdsforhold. Men når skeletterne vælter ud af skabene, ser vi pludselig, at alle de smukke ord blot er tomme floskler. Og er vi egentlig overraskede? Vi lever i en tid, hvor den unge generation taler højt om, at alle kroppe er gode kroppe – men samtidig er de selv fuldt fokuserede på at opnå en slank krop som det eneste ideal. Det er præcis sådan, vi ser på ansvarlighed i det politiske landskab: Vi hylder åbenhed, men når det brænder på, skubber vi det ubehagelige ud af syne. Og når den nuværende ansvarlige politiske leder/partisekretæren, Kirsten Munch Andersen, stopper hos Moderaterne, så sker det ”efter eget ønske” og med en fratrædelsesaftale i hånden. Alle på gulvet afskediges.
Den sexistiske klovnebus er ikke kun Moderaternes problem. Det er et symptom på et bredere samfundsproblem. Vi taler om ansvar, men tager det ikke. Vi taler om trivsel, men handler ikke. Og så er det, at cirkusset fortsætter – måske med lidt færre klovne i kulissen og i bussen, men stadig med samme tragikomiske forviklinger.
Mon ikke underholdningen hos Moderaterne fortsætter de kommende uger?
— 000 —
Bragt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern lørdag den 28.09.2024