Når man taler med fremtiden kl. 03.17 – om klarhed efter kaos
Det er torsdag. Jeg har printet 27 sider ud. Ikke kontrakter, ikke domme – men tanker, erkendelser og spor efter en nat, hvor jeg forsøgte at forstå det, der ikke kan kontrolleres: fremtiden.
Jeg ved ikke, hvad der kommer. Det har jeg aldrig gjort. Men de sidste mange måneder har gjort det særlig tydeligt. Fordi jeg har kastet mig ud i noget, der ikke har en facitliste. Kontrol. Frihed. AI. Automatisering. Nye måder at arbejde og tænke på. Ikke bare som teknologisk værktøj – men som en ny forståelsesramme.
Og midt i det hele: Mig. En kvinde på 53, med en advokatforretning, medarbejdere, en eksperimenterende tilgang i forsøget på at gøre noget bedre – og en fortsat voksende fornemmelse af, at jeg ikke længere kan bruge fortiden som kompas.
Når natten bliver tænketid – refleksion kl. 03.17
Det har været kaotisk. Jeg har haft nætter med skam, uro og selvbebrejdelse. Med medarbejdere, der har forladt kutteren. Med spørgsmål jeg ikke kunne besvare. Med Excel-ark og AI-agenter, der ikke kunne redde hinanden.
Men så skete der noget. Ikke magisk. Ikke endeligt. Men reelt.
Jeg begyndte at forstå, at det ikke handler om at styre udviklingen – men om at tage ansvar i den. At AI ikke er en løsning, men et spejl. Og at fremtiden ikke kommer med GPS, men måske med en anden form for retning: en intention.
Min intention er ikke at være den første. Ikke den bedste. Ikke den, der får ret.
Min intention er at forstå. At være en af de få, der ikke gemmer sig bag forsigtighed eller floskler, men som tør stille sig frem og sige:
“Jeg prøver. Jeg famler. Jeg lærer.”
Kontrol og frihed: Et liv midt i AI’s krydsfelt
Hvis nogen tror, jeg er blevet frelst eller har fået en decideret åbenbaring af at tale med en algoritme klokken 03 om natten, må de om det. Udefra set opleves jeg under alle omstændigheder som en besat. Det kan virke skræmmende.
Men jeg ved, at jeg er på vej til at finde noget brugbart og ægte – og at det var min egen nysgerrighed, der førte mig derhen. Ikke AI’en.
Og måske er det dér, vi skal begynde vores næste fælles fortælling:
Ikke i frygt. Ikke i kontrol. Ikke i en forud defineret plan. Nok mere i et erkendt kaos – og med en stålsat vilje til at lære det sprog, fremtiden forsøger at tale til os i.
AI som spejl – ikke som svar
Jeg ved vitterligt ikke, om det her anførte giver nogen som helst mening for andre end mig selv. Til gengæld er jeg bevidst om, at alt typisk giver mening, når man engang i fremtiden kigger tilbage på det levede liv set i bakspejlet og i overskrifter.
Lige nu går min intention ud på at erkende, at kontrol og frihed er hver sin side af samme mønt. AI er et værktøj. Jeg er arkitekten. Og det er mit arbejde at give værktøjet retning, dybde og mening.
For mig begynder fremtiden ikke med sikkerhed, men med modet til at blive klogere – i selskab med det, jeg endnu ikke forstår.
Bragt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern lørdag den 17. maj 2025
Nogle af mine andre klummer om AI, kan du læse her:
Andre fortællinger om brugen af AI:
