Det var med en blanding af spænding og skepsis, at vi i Advokathuset Bliddal for et år siden tog springet ind i eksperimentet med en 4-dages-arbejdsuge. Visionen var enkel: Mere frihed og fleksibilitet skulle ikke kun øge trivslen, men også produktiviteten. Men hvad sker der, når forventninger kolliderer med virkeligheden, og friheden pludselig vejer tungt?

At komprimere en fem-dages arbejdsuge ind i fire dage er intet mindre end et højintensivt sats. Hver dag er blevet til et sprint: Mandag til torsdag smelter sammen til en udfordrende maraton, og torsdag går man hjem fra arbejde og er pænt brugt. For mine medarbejdere synes denne balanceakt at være en naturlig rytme, hvor fredagen lokker som en fortjent belønning efter en uges hårdt arbejde. De tager hjem til tiden, nyder deres lange weekend, og ja – de forventer endda stadig lønstigninger, som om intet har ændret sig fra tidligere.

Men lad mig ikke lige sådan glemme: De fik ikke et lønnedslag, da vi overgik til 4 dages arbejdsuge. De fik derimod en belønning – 20 % mere (privat)liv.

For mit eget vedkommende har dette år været en prøvelse. Jeg har altid arbejdet meget. Eksperimentet har krævet en jernvilje og en urokkelig tro på, at hvis jeg bare presser mig selv hårdt nok, kan jeg holde kutteren på ret kurs, mens jeg giver mine medarbejdere fri. Ha ha – det er jo sindssygt!! Jeg har måttet konfrontere mig selv med den ubehagelige sandhed, at mens jeg ser mig selv som en modig og stædig idealist, er jeg også den, der bærer den tungeste byrde.

De fredage, hvor jeg har givet mig selv lov til at trække vejret, har jeg brugt på at forfølge en dybere passion: at give noget tilbage til mit lokalsamfund og arbejde for et større formål – synliggørelsen af Videbæk. Selv på mine fridage søger jeg en mening og en hobby, der rækker ud over regneark og retssale. Og det har jeg fået.

Og nu står jeg ved en skillevej. På den ene side ønsker jeg at opfylde mine medarbejderes ønsker om lønstigninger – trods alt har de været i stand til at opnå den frihed, vi alle drømte om. På den anden side, er der en stille stemme, der hvisker om ansvar, omsætning og fælles resultater. Med en overskudsdeling på 30 % baseret på Kuttermodellen, ønsker jeg at vores succes er en fælles rejse.

Det kræver mod at stå ved roret i disse tider, og endnu mere mod at give slip på det. Men sådan er det at være en naiv optimist og kaptajn på en kutter. Man må lejlighedsvis svømme mod strømmen, selv når hver fiber i ens krop skriger efter det sikre og det kendte.

Så jeg vælger at “go with the flow” – jeg overgiver mig til processen og håber, at mine beslutninger bærer frugt. Ja, det er grænseoverskridende, men hvad er livet som leder, hvis ikke en konstant dans på grænsen mellem kontrol og tillid?

Til mine medarbejdere: Tak fordi I har taget denne rejse med mig og presser mig til at blive en bedre udgave af mig selv. Jeg vælger fortsat at tro på, at det kan lykkes – med jeres hjælp. Og til mig selv: Husk at trække vejret – 2024 må være året, hvor jeg kommer ned på en 37 timers arbejdsuge fordelt på dagene mandag til torsdag. En har vel lov til at drømme.

——————–

(Klummen er sendt til Dagbladet Ringkøbing-Skjern og bragt i Dagbladet lørdag den 20. januar 2024 og under beskrivelsen “af Lotte Bliddal, advokat, strikkedesigner og muligvis naiv optimist”. Jeg satser på at blive realist den dag, det her projekt rent faktisk lykkes).