Angsten og eksperimentet

Den store dag er oprundet. I går virkede min ide til et nyt eksperiment jo nærmest intet mindre end genial. I dag ved nærmere eftertanke nærmere gal. Jeg vågnede op med puls på. Også mere end normalt efter 8 timers søvn. Mon ikke det var min første tanke omkring mit latterlige projekt, som fik min krop til at reagere? Mit kontrol-gen kæmpede for at komme på banen, men en del af dette forsøg går netop ud på ikke at have kontrol. Hvor skræmmende for sådan en som mig.

Baggrundshistorien er den, at millionøse-pigerne har haft en video smidt ud på Youtube, som simpelt hen har bragt pisset i kog på en stor del af den danske presse og mange andre mennesker på bl.a. Facebook, som var stedet, som gjorde mig opmærksom på debatten. Jeg har med flere personer drøftet pigernes salgstale om, at vejen frem til millionerne går ud på først at blive smuk, dernæst at tjene millioner, hvorefter du bliver fantastisk lykkelig. Du får tid, penge og overskud, hvis du betaler 25.000 kr. for et millionøse-tele-kursus. Du får ret til at lytte med pr. telefon 4 gange, mens de 3 smukke, rige og lykkelige kvinder taler til dig. Den sidste og 5. gang, når du klimaks: Du får lov til at stille pigerne et spørgsmål! Herefter får du 8 uger til at indtjene 10 gange din investering – med andre ord vil du på 8 uger øge din indkomst med 250.000 kr.

Egentlig blev jeg vildt provokeret af debatten, for helt alvorligt, hvis noget ser ud til at være for utroligt til at være sandt, så er det det som regel også. På hjemmefronten, på Facebook og andre steder forsøgte jeg at tune ind på, hvad folk gjorde sig af tanker om de 3 kvinder. Disse refleksioner, drøftelser og min egen nysgerrighed har nu resulteret i, at jeg vil udsætte mig selv for et eksperiment:

Jeg vil over de næste 8 uger forsøge mig med millionøse-metoden – dog min egen version baseret på de informationer, som jeg har kunnet læse mig til på nettet, for bogen er altså udsolgt fra alle forlag, og på biblioteket er der en ventetid på bogen på hele 4 måneder. Dertil kommer, at jeg vist ikke kan nå et millionøse-tele-kursus inden for de næste 8 uger, og når jeg nu har besluttet mig for, at det skal være nu, så gør jeg det altså nu på min egen måde.

For så vidt angår videoen på Youtube så er vi da vist ovre i en tankegang a la Simon Spies: Dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Den tror jeg da på, for bogen kan ikke opdrives lige nu.

De næste 8 uger vil jeg altså gøre nogle handlinger, beskrive disse handlinger og dernæst dele mine oplevelser med jer her på bloggen. Planen er lige nu 100 % ufuldstændig og uigennemtænkt, men ved at beskrive min proces på ærlig vis, øve mig på at arbejde uden for min komfortzone og samtidigt beskrive den mentale og følelsesmæssige rejse, så skulle jeg om 8 uger gerne have så megen råstof, at jeg kan komme med en konklusion: Er det muligt at blive ¼ millionøse på 8 uger?

I morges sprang jeg altså ikke – som ventet – ud af sengen fuld af begejstring over mit nye og spændende projekt. Tværtimod. Jeg var pisse bange, forvirret, irriteret, og jeg kunne mærke præstationsangsten, og undskyldningerne for at droppe mit projekt poppede op, mens jeg børstede tænder på badeværelset. I løbet af kort tid følte jeg mig ret uduelig, og hvis det altså ikke lige var fordi, jeg allerede havde forpligtet mig til mit eksperiment og over for min ægtefælle, ja, så ville jeg have droppet ideen og blot nydt denne søndag morgen.

Jeg fandt en ny notesbog (nu har jeg gang i omkring 7 stk. i alt) frem efter morgenmaden og begyndte at notere mig tanker omkring projektet ned i bogen. Er det realistisk med 2 handlinger hver dag og i så fald – hvad skulle disse bestå i? Disse blev i min notesbog præciseret til at omfatte uddelegering af en professionalisering af min blog. Min mand Martin fik talt med sin broder, som nævnte, at jeg skulle surfe lidt rundt og kigge på nogle temaer, hvilket jeg gjorde. Hold op, hvor frustrationen dukkede op. Hvad skal jeg tage stilling til? Ved jeg overhovedet nok? Bliver det nogensinde godt, og hvad skal jeg vælge og dermed fravælge?

Kl. 11.00 skrev jeg en statusopdatering på Facebook:
Lotte Bliddal er i gang med at udvikle en plan… den spiller ikke helt endnu… forvirringen råder… ideer dukker op…. angsten lurer… maven bobler… hvis jeg slet ikke forsøger at ramme målet, så er det da 100 % sikkert, at jeg heller aldrig scorer… må hellere komme videre…

Bagefter stillede jeg mig selv spørgsmålet: ”Hvilket godt råd kan du give dig selv, Lotte?” En ironisk stemme fra mit indre råbte: ”Tag strikken NU!!!” Heldigvis kom min kære mand hjem fra sin træning og reddede mig, og efter en tur rundt om søen ude i Præstbjerg Naturcenter med ungerne, fik Martin talt mig ovenpå igen: “Du er i gang med dag 1, og det vigtigste er, at du gør noget og ikke blot forholder dig passiv.” Tænk at så simple anvisninger fra min mand kan få mig i så meget bedre humør. I løbet af eftermiddagen fik jeg gjort mit første projekt færdigt, og projektet er skippet videre til min kære svoger, som nu skal se, om han har fået information nok fra mig til at løse opgaven.

Lige nu, hvor jeg har overstået projekt nr. 1 og har kastet mig over mit andet projekt, som går ud på at bruge mindst 1 time dagligt på at beskrive dagens oplevelser med eksperimentet, tænker jeg: Gad vide, om hele konklusionen bliver, at millionøse-metoden er Kejseren Nye Klæder, eller om det vitterligt er sandt, at jeg kan gå hen og blive ¼ millionøse på 8 uger?

Tænk lige hvis vi alle brugte energi på at bruge vor fritid i 8 uger på et sådant projekt? Så kunne vi da redde velfærdsstaten i Danmark med alle de millionøser, som ville komme til at betale en KÆMPE STOR skat til skattefar til gavn for vore skoler, syge, arbejdsløse og ældre. Ideen er da ædel og nogle gange må vi løbe en kalkuleret risiko.

Dagen i morgen bliver helt sikkert interessant… Og nyt vil naturligvis følge på min blog – hver dag de næste 8 uger…

P.S. Hvis du vil vide mere om de omtalte 3 millionøser, så kan du se videoen her.
Og hvis du vil studere Millionøse-arbejdsværktøjerne, som jeg har fundet på nettet, og som jeg i dag har ladet mig inspirere af, så kan du hente den Millionærøvelser.

3 kommentarer til “Angsten og eksperimentet”

  1. Kære Lotte,

    Skønt projekt du har gang i 😉 Jeg vil følge med herinde.
    Tænker bare over at det måske kunne hjælpe ekstra meget med bogen, og så ved jeg tilfædigvis at den kan købes her hos Millionøsedamernes sekretær: janne@millionoesemetoden.dk

    Har selv læst den, og vil sige at den er uundværlig i en proces som din!

    Alt held og lykke.

    Knus Louise

  2. Kære Louise

    Tusind tak for din hilsen. Jeg må da have fat i Janne for at høre, om jeg kan få fat i bogen – tak for hjælpen 🙂

    Har du selv nået skyerne efter at have læst bogen?

    I aften påbegynder jeg med uge 4 – jeg har nemlig valgt at holde ferie 100 % med familien de sidste 3 uger.

    Kærlig hilsen
    Lotte

  3. Hej igen Louise

    Janne var sød – hun har allerede sendt mig en faktura på 260 kr., som jeg netop har betalt, så nu går jeg ud fra, at hun kan se betalingen i morgen og sender mig BOGEN, så jeg har den inden weekenden.

    Glæder mig vildt.

    Tak for tippet og hjælpen.

    Kærlig hilsen
    Lotte

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top