I dag har jeg fået offentliggjort min i påsken udarbejdede kronik.
Jeg er glad for, at jeg fik fingeren ud af gaskanalen og illustreret mine tiltagende bekymringer om, hvad der foregår i systemet.
Kronikken er offentliggjort på Folkets Avis, men er tillige kopieret her, så den ikke forsvinder ud i det blå på et tidspunkt:
SYSTEMET FØR MENNESKET?
af Lotte Bliddal, advokat
Før påske havde jeg i egenskab af advokat to forskellige sager inden for to forskellige retsområder, som her i min påskeferie har givet mig anledning til at reflektere over vore regler og systemets brug – eller mere korrekt anført misbrug – af disse. Mine refleksioner er nu endt ud i grumme konstateringer og en påstand fra min side om, at vi almindelige borgere rent faktisk risikerer at blive udsat for “magtmisbrug”, og at der sidder ansatte og ledere i det offentlige, som i al for høj grad sætter “systemet før mennesket”. Det lader til, at alt for få mennesker i systemet har modet til at tage selvstændige og rimelige beslutninger baseret på menneskelige sund fornuft. Til gengæld virker det som om, at systemet sættes før mennesket og før den borger, som systemet er sat i verden for at betjene. Det er mit ønske at illustrere mine påstande i håb om, at mit indlæg her også giver anledning til selvrefleksion hos ansatte i det offentlige.
At straffe offeret og lade den pædofile gå
Den ene sag omhandlede en 15 årig drengs brug af porno, som var endt ud i en tiltale rettet mod den unge for besiddelse af børnepornografi (6 nøgenbilleder af piger under 18 år med fokus på kønsorganerne). Det, der ikke var gjort noget ud af fra systemets side – formentlig grundet manglende økonomiske midler, eller fordi sporet var endt blindt – var, hvordan den unge var kommet i besiddelse af de pågældende billeder.
Jeg får sådan en trang til at skrige. Umiddelbart ligger en sådan sag til højrebenet, for nej, selv om man er 15 år og 2 måneder, så må man ikke være i besiddelse af pornografiske billeder af unge under 18 år, og man må faktisk ikke engang gøre sig bekendt med sådanne billeder. (Hvor mange, der så ved det, er en helt anden sag – jeg vidste det ikke selv, og jeg har kun mødt en person, endda en advokatkollega, som vidste det, og han indrømmede, at det kun var tilfældet, da han tidligere selv havde haft en sag om børneporno i egenskab af forsvarer).
Trangen til at skrige kom, da jeg fik de nærmere omstændigheder at vide: Den unge, som aldrig har haft et seksuelt fuldbyrdet samleje med nogen, var blevet misbrugt af en pædofil. Misbruget foregik på den måde, at den pædofile havde udgivet sig for at være en jævnaldrende ung pige. Via chat havde “pigen” (læs den pædofile) gjort min klient seksuelt opstemt ved at sende nøgenbilleder af sig selv og sine veninder og til sidst lokket ham til onani med udløsning, mens min klient var blevet filmet uden accept. Den pædofile/unge pige fulgte opskriften på “grooming”: Skab tillid til et ungt menneske, smigr det unge menneske, kom ind på seksuelle emner, afprøv grænsen for relationen ved at komme med seksuelle forslag, tru det unge menneske med repressalier, hvis den unge ikke vil medvirke, og kør relationen ud. En pædofil kan have kortvarigt magt over det unge menneske og i grove tilfælde magt gennem længere tid, som i værste fald kan ende med fysiske møder og fysisk misbrug af den unge.
I sagen her kan man ikke finde frem til gerningsmanden/den pædofile, og selv om min klient i samråd med kommunens SSP-medarbejder og forældre selv anmelder sagen til politiet med henblik på at finde frem til den reelle gerningsmand, så ender det med, at min klient er den, som bliver tiltalt for at være i besiddelse af 6 pornografiske billeder! Noget, som starter med en ung drengs udforskning af sin egen seksualitet på et tidspunkt, hvor han aldrig selv har haft et seksuelt fuldbyrdet forhold til nogen, ender med, at systemet betragter ham med den voksnes erfarne og vidende øjne og nu vil dømme ham for besiddelse af børnepornografi. Noget, som den unge selv – på gerningstidspunktet – oplever som besiddelse af nogle billeder af en potentiel kommende kæreste og hendes bekendte. Og hvilket, han slet ikke vidste, var kriminelt at modtage uopfordret.
Tanker om den første sag
Hvor er logikken i en sådan sag? Hvorfor vælger systemet at kriminalisere den unge, som er røget i en pædofil fælde, misbrugt og “skadet” på sin tillid til andre mennesker?
Straffen i en sådan sag er ikke blot en bøde på 1.500 kr. Nej, straffen er også, at sagen kommer til at figurere på den unges straffeattester: 2 år på den private (som dog kun er en notering ved førstegangsovertrædelse af straffeloven), 10 år på den offentlige straffeattest og hele 15 år på børneattesten. Sidstnævnte betyder, at min klient ikke vil kunne agere som leder i en forening, som indebærer kontakt til unge mennesker.
Det skal bemærkes, at alle omkring min klient så ham som offeret, og her taler jeg om ganske almindelige mennesker så som drengens skoleleder, SSP-medarbejderen, politibetjenten som efterforskede sagen, forældrene, psykologen, øvrige familiemedlemmer og undertegnede. Men anklagemyndigheden – hvad ser de ansatte jurister der? Åbenbart en hardcore kriminel 15 årig, som skal straffes!!!! Hvorfor?, spørger jeg igen. Tjaaaa, det spørgsmål stillede jeg så anklageren under selve straffesagen. “Der er nul-tolerance, når det kommer til børneporno”, var svaret. Mine refleksioner i min ferie har så gjort, at jeg har undret mig over, hvorfor man i så fald ikke bruger noget krudt på at finde den reelle gerningsmand/-kvinde, som måske i netop dette samme øjeblik bruger samme opskrift på at komme i kontakt med enten mine egne 3 drenge på henholdsvis 9, 13 og 15 år eller andres børn og taler bukserne af dem og filmer dem under meget private omstændigheder?
Hvorhenne i systemet er begreberne om almen menneskelighed, mennesket før systemet, proportionalitetsprincippet (det mindste indgreb skal anvendes på at opnå et givet mål, eller populært sagt: Man skal ikke skyde gråspurve med kanoner), evnen til at sondre og vurdere på baggrund af den konkrete helhed, hvordan får vi gode samfundsborgere ud af hinanden, og hvordan bevarer vi tilliden til hinanden og systemet?
Tvangsfjernelse på baggrund af (forkerte?) tolkninger
Den anden sag, som jeg havde inden påskeferien handlede om en kommunes ønske om at tvangsfjerne et nyfødt barn fra sygehuset. Allerede lige efter barnets fødsel blev jeg beskikket som advokat for forældrene. Denne advokatbistand er gratis, da en tvangsfjernelse af et barn er et af de allerstørste indgreb, staten kan gøre i et menneskes og families liv. På sygehuset lige efter fødslen fik vi afværget tvangsfjernelsen i første omgang derved, at familien lod sig indskrive på en institution, så forældreevnerne og det nyfødte barn kunne observeres i faste rammer og under forhold, hvor familien trods alt kunne være sammen med barnet.
Også i dette forløb undrede jeg mig tiltagende over det faktum, at de ting, som pædagogerne på det pågældende opholdssted så, vurderede og konkluderede, var så forskellige fra de ting, som blev observeret af tredjemænd så som forældrene selv, bedsteforældre, venner, sagsbehandleren hos kommunen og læger og sygeplejersker på hospitalet. Hvis jeg ikke selv havde været advokat på denne sag, så ville jeg tænke – hvis jeg blev fortalt historien – at der blev holdt noget skjult for mig.
I sådanne sager har jeg altid haft en oplevelse af, at det handler om at ville samarbejde med kommunen. Det at være i stand til at erkende, at man som forælder muligvis har brug for støtte, hjælp og vejledning, er ofte første skridt på vejen til en løsning af en families udfordringer. Her blev åbenheden og ønsket om samarbejde fra forældrenes side misbrugt af institutionen, hvilket resulterede i, at nærmest alle situationer blev beskrevet fra en vinkel, som satte spørgsmål ved forældrenes og specielt moderens egnethed. For mig som udenforstående undrede jeg mig over beskrivelser, hvor pædagogerne bekymrede sig om forhold hos barnet, og hvor det i sidste instans viste sig, at moderens intuition og handlinger over for barnet var korrekte. Eksempler: Barnet virker ikke træt på personalet; men mor lægger barnet til at sove, hvorefter barnet sover. Barnet virker ikke sultent, mor laver en flaske, barnet spiser grådigt. Barnet virker utryg og utilpas i en massagesituation, mor tager barnet op, det bøvser, barnet virker fortsat utilpas i massagesituationen, hvorefter mor handler og afbryder massagen og lægger barnet i barnevogn, hvorefter barnet sover et par timer. Mor har haft en vred diskussion med en pædagog, mor går ind på værelset til sit barn og virker nu helt rolig, hvilket er mærkværdigt. (nej, hallo, det er meget mere bekymrende, hvis mor havde ladet sin vrede gå ud over barnet. I min ikke-pædagogiske verden, altså…). Mor kan kun holde øjenkontakten med barnet i op til 20 sekunder ifølge pædagogerne. Alle andre oplever langvarig øjenkontakt mellem mor og barn i op til 5 minutter ad gangen i samværssituationer på op til 30 minutter. Barnet begynder at sitre i armene og virker bange ifølge pædagogerne. Mor er ikke nervøs. Barnet indlægges på hospitalet. Lægerne vurderer efter 1 uges observation den pågældende sitren som ivrighed/begejstring og oplever derudover et aldersvarende pludrende barn på nu 4 måneder i normal udvikling med god kontakt til både mor og plejere.
Når jeg i sådan en sag spørger kommunen til, hvad det hele handler om, så får man svar som: “Det er det svingende kontakttilbud til barnet, som er bekymrende ifølge opholdsstedet”. OK, hvordan kan man gøre noget ved en sådan påstand, når alle tredjemænd oplever en god kontakt mellem mor og barn? Ja, man kan forsøge at skaffe sig beviser ved at “pudse” bedsteforældre, venner og øvrige familiemedlemmer på mor og bede dem filme samværet og bede dem komme med udtalelser om, hvad de ser. Hvis mor vitterligt ikke har kontakt til sit barn, så kan denne viden også bruges konstruktivt efter en eventuel anbringelse, hvorfor en sådan involvering af netværk efter min opfattelse oftest ikke er til nogen skade. Heldigvis ser de involverede tredjemænd en god kontakt mellem mor og barn. Men det store spørgsmål er: Hvordan kan de se noget helt andet end pædagogerne? Hvis der vitterligt var problemer, ville barnet så ikke vise sin manglende tilknytning til mor og generelle manglende egenudvikling over for andre end pædagogerne på opholdsstedet?
Tanker om den anden sag
Frustrationer, oplevelsen af misbrug af mennesker i en yderst sårbar situation skriger op fra sagsakterne, når jeg læser materialet, og følelsen af at noget uretfærdigt vil komme til at ske, fordi ingen professionelle signalerer, italesætter eller viser forståelse for den totalt stressende og overvågende situation, som familien befinder sig i. Hertil kommer den ret grænseoverskridende følelse af, at jeg som advokat bliver nødt til at tage midler i brug, som i bund og grund burde være unødvendige i et retssamfund, hvor systemets pligt til at belyse sagerne objektivt fra en neutral vinkel er en fundamental offentlig retsgrundsætning, og hvor en dommer for Børn- og Ungeudvalget nu skal sættes på en irriterende prøve fra min side ved at skulle forholde sig til nye sagsakter fra mig i form af skriftlige udtalelser fra tredjemænd, journalakter med konklusioner fra et hospital og mundtlige erklæringer fra bisiddere på selve mødet i Børn- og Ungeudvalget.
Hvad handler denne sag så om? I sagen her havde forældrene på et tidspunkt bedt kommunen om støtte og lukket familiebehandlere ind i deres hjem. Fra min side af bordet kan jeg ikke lade være med at tænke, at de fleste mennesker – også offentligt ansatte – helst så, at vi alle levede det rigtige liv med de rette valg. Hvad det så end går ud på. Det betyder, at der sættes ord på emner, som både bringes på banen OG defineres af det offentlige system. Med andre ord lever virkelige familier i Danmark på vidt forskellige måder og oftest på en helt anden måde end den pågældende familiebehandler.
Igen tænker jeg overordnet på proportionalitetsprincippet, manglen på helhedsbetragtninger, fejltolkninger og frustration over, at vi ikke er i stand til at løse komplekse sager på en bedre måde.
Hvad endte de to sager med?
I begge sager var jeg beskikket advokat for henholdsvis den tiltalte unge fyr og for forældrene til det nyfødte barn, og i begge sager blev jeg rystet i min grundvold over den misbrug af magt fra systemets side, som sagerne repræsenterede. Hvis jeg ikke havde været advokat og dermed haft adgang til sagsakterne og oplevet disse sager med egne øjne, så ville jeg simpelt hen have troet, at det var løgn, og at fortælleren ikke fortalte mig hele historien.
Dommeren i den første sag havde heldigvis pondus, erfaring og en hel del portion menneskelig forståelse. Sagen endte med, at min klient blev fundet skyldig i besiddelse af 6 pornografiske billeder. Da det kom til straffen, tilkendegav dommeren, at min klient havde fået straf nok ved at være røget i kløerne på en pædofil. Han fik ikke en gang en advarsel. Til gengæld fik han at vide, at sagen ikke ville komme på hverken den unges private eller offentlige straffeattest og heller ikke på hans børneattest. Det offentlige skulle endda betale mit honorar.
Dommeren i den anden sag blev (som ventet og frygtet) tilpas arrig og irriteret på mig over det faktum, at jeg – samme dag som sagen skulle for, og fordi det først var på selve dagen, at jeg modtog disse – fremlagde sagsakter fra hospitalet og udtalelser fra tredjemand som et supplement til kommunens sagsakter, hvorfor han udsatte sagen, så medlemmerne af Børn- og Ungeudvalget af retssikkerhedsmæssige årsager kunne få lejlighed til at studere disse nye bilag. Heldigvis valgte man IKKE at tvangsfjerne barnet fra sine forældre efter en times drøftelser og overvejelser i Børn- og Ungeudvalget .
Hvad er mit budskab og konklusion?
Desværre kan jeg ikke slutte dette indlæg af med at konkludere, at hvis vi blot har tillid til systemet og hinanden, så ender alt lykkeligt på fornuftig vis. Nej, min erfaring og dermed ulyksalige budskab og bekymring er faktisk, at hvis du eller dine børn har brug for hjælp, støtte og vejledning, så bør du kraftigt overveje at holde dig langt væk fra systemet! Det offentlige kan ende med at ville tvangsfjerne dit barn, og anklagemyndigheden kan undlade at efterforske det, som du anmelder, men i stedet vende på en tallerken og ende med at rejse tiltale mod dig.
Smukke grundsætninger som officialmaksimen (= det offentlige system har pligt til at undersøge og belyse sagerne på et neutralt og objektivt grundlag) og proportionalitetsprincippet (= brug det mindst indgribende middel til at nå målet/man skal ikke skyde gråspurve med kanoner) virker til at være byer i Rusland, og de to sager her er bekymrende illustrationer på, hvordan systemet fuldstændigt får tilsidesat hensynet til mennesket.
På mig virker det som om, at systemet lever sit eget liv parallelt med det liv, som almindelige mennesker lever i. I den virkelige verden findes porno, og det, at systemet straffer virkelighedens ofre, som ikke kender straffelovens regler, og som udnyttes af pædofile, øger ikke de unge menneskers eller pårørendes tillid til systemet, specielt ikke når systemet af ressourcemæssige årsager lader de reelt kriminelle gå fri. I den virkelige verden findes også forældre, som har brug for hjælp, støtte og vejledning, og det, at systemet uden holdbare faglige vurderinger, forsøger at tvangsfjerne børn uden et tilstrækkeligt grundlag, resulterer heller ikke i, at tilliden til systemet forbliver, hvor den oprindeligt var.
Og nu hvor vi nærmer os enden skal I lige have et par insinuationer herfra: Kan det eventuelt være bonusordninger til politidirektøren, som er årsag til sagen om den 15 årige? (Ifølge politidirektørens resultatkontrakt skal fokus for 2015 ligge på IT-kriminalitet og for at vise politiets effektivitet, så knalder vi alle med pornografiske billeder af unge under 18 år på deres computer). Og er det angsten for en eventuel ny Brønderslev-sag eller Tønder-sag, som får pædagoger til at se ting, som andre ikke kan se? Eller er det ønsket om at bekræfte tidligere vurderinger af en familie, som driver pædagogerne, når de observerer en familie?
Uanset hvad: Bland aldrig det offentlige ind i dine eventuelle problemer. Søg hellere hjælp hos familie eller netværk i stedet. For risikoen for at det kan gå grueligt galt er i allerhøjeste grad til stede, når systemet lever sit eget liv uden blik for det menneske, som søger hjælp.
Til sidst: Jeg ved godt, at der også sidder dygtige mennesker i det offentlige; men det er så bekymrende, at ingen af de fornuftige mennesker i systemet får sagt stop i tide, så vi undgår sager, som de af mig her beskrevne, som danner baggrund for rådet om at løbe skrigende bort og løse dine problemer selv, hvis sådanne måtte opstå.
ONSDAG DEN 29. APRIL 2015 – OPFØLGNING: Link til Folkets Avis
Lige efter påskeferien fik jeg offentliggjort en kronik på Folkets Avis.
Denne omhandlede mit kendskab til og beskrivelse af 2 sager, hvor jeg havde været inde over i egenskab af advokat. I begge tilfælde havde mine klienter søgt hjælp hos det offentlige, og i begge tilfælde var sagerne endt med, at mine klienter kom i fedtefadet. I den ene sag blev offeret/min klient gjort til den kriminelle på trods af, at han var blevet udnyttet af en pædofil, og i den anden sag forsøgte man at tvangsfjerne et nyfødt barn, efter at forældrene havde søgt hjælp, støtte og vejledning hos en kommune.
Min kronik skabte en del røre på nettet, og jeg blev via henvendelser fra nær og fjern bekræftet i, at jeg ikke er den eneste, som har oplevet sådanne grænseoverskridende ting.
Meningen med dette korte indlæg er egentligt blot at fortælle, at sagen mod den på gerningstidspunktet 15 årige og 2 måneder gamle dreng er blevet anket til landsretten.
Begrundelsen for anken er teknik. Hvor fantastisk. Teknik. Statsadvokaten siger, at byretsdommeren ikke har kompetence og myndighed til at afsige den menneskeligt korrekte dom. En dommer kan og må ikke bestemme, hvad der skal stå i børneattesten og i de øvrige straffeattester. En dommer må kun afsige en dom, hvor han enten finder personen skyldig eller uskyldig. Er personen skyldig skal han straffes, og her kan dommeren vælge at lade straffen bortfalde; men en dommer kan ikke frifinde en person for straf, som dommeren valgte at gøre i denne sag, fordi han fandt, at den unge havde fået straf nok ved at falde i kløerne på en pædofil.
Som bekendt blev den 15 årige af byretsdommeren fundet skyldig i at have været i besiddelse af 6 pornografiske billeder af børn under 18. Dette indebærer ifølge statsadvokaten, at sagen SKAL figurere på børneattesten. I hele 15 år. For det har lovgiver bestemt. Det skal en eller anden tilfældig byretsdommer ikke ændre på. Heller ikke i den konkrete sag.
Altså skal landsretten nu til at tage stilling til, om den 15 årige er skyldig eller ej, for min klient har valgt at kontraanke sagen og har nedlagt påstand om frifindelse.
Sagen fortsætter med andre ord. Hvad en sådan sag koster samfundet, tør jeg knap nok regne på. Men noget som efter politiets og øvrige interessenters opfattelse skulle være endt for lang tid siden med en advarsel til den unge i SSP-regi (= samarbejdet mellem skole, sociale myndigheder og politi), er nu endt i et forløb, som ikke kan stoppes i systemet, eftersom ”teknik” og jagten på den juridisk rigtige dom er vigtigere end den menneskeligt – og i den konkrete situation – rigtige dom. Alt sammen på grund af en anklagemyndighed, som er af den opfattelse, at der skal være nul-tolerance på børnepornografi-området. Også selv om den ”kriminelle” unge oprindeligt var offeret.
Og hvis du tænker på, hvad der skete i den anden sag med babyen, som ikke blev tvangsfjernet, så kan jeg oplyse, at vi her en måned efter den mundtlige afgørelse i Børn og Ungeudvalget fortsat ikke har modtaget nogen skriftlig afgørelse i sagen…
Min oprindelige kronik kan læses her: http://www.folkets.dk/node/612
