Et brev fra millionøsen Ninka

I dag har jeg modtaget en mail fra Ninka. I ved forfatteren til “Kernesund Familie”. Hun har været rigtig ked af det, og jeg vil gerne dele noget af indholdet af Ninkas nyhedsbrev med dig, for måske er det her vejen frem til at få endnu mere gang i mit 8 ugers projekt… Det i anførselstegn anførte har jeg tilladt mig at klippe ud fra Ninkas mail, og copyright til det citerede ligger hos Ninka – for ikke at overtræde Ninkas ophavsrettigheder ved at overskride grænsen for citatretten citerer jeg alene en del af indholdet:

“I det her brev vil jeg fortælle dig, hvorfor jeg har været ked af det. Og hvorfor jeg har sommerfugle i maven nu. Sommerfuglene håber jeg at slippe løs i din mave lige om lidt.

Jeg har været ked af det fordi:
En YouTube-video (ja, den var lam) om Kernesund Millionøse-workshoppen blev spredt på internettet. Og jeg lærte en masse. Efter at have grædt i 3 dage over at blive kaldt sindssyg, grim, dum, transvestit, mentalt forstyrret og midaldrende desperado, vel at mærke. For selvom jeg har lært en masse, betyder det ikke, at det ikke er smertefuldt at tage de tæsk, der uddeles, når man indtager scenen.

Jeg har også været ked af det fordi:
Budskabet (som er det, der giver dig sommerfugle i maven om lidt) druknede i den video, hvor vi glemte at fortælle om vores sårbarhed og lange vej til succes. Og så bliver det ulideligt at høre på vores resultater.
(…..)

Nu til sommerfuglene:
For de er klar til uddeling. At være kernesund handler om at unde sig selv og sin familie DET ULTIMATIVE liv i kærlighed, nærvær, strålende sundhed og i respekt for naturen.

Hvad har rigdom og penge nu med det at gøre? Da jeg havde lært at leve i pagt med min krop og lytte til min mavefornemmelse, fik jeg et godt liv. Men mit arbejdsliv haltede. Jeg arbejdede for meget, og det gik ud over mit helbred og min familie. Sidste skridt var at skabe en kernesund karriere, der gav tid og overskud til det liv, jeg gerne ville leve.

Det viste sig, at vejen til den frihed var PRÆCIS den samme, som den jeg havde gået med kost og krop. DET fik jeg ikke formuleret i videoen. Det, der giver mig sommerfugle i maven er tanken om at ALLE kernesunde nu kan dele den rejse (og frihed) med mig. Præcis som vi har delt den kernesunde livsstil.
(….)

Fra på tirsdag kan du opleve magien og komme i gang derhjemme med vores smukke succes-kit: ”KERNESUND MILLIONØSE”.

Vær sikker på at blive blandt de første, der får information om vores HJEMME-WORKSHOP “KERNESUND MILLIONØSE”, ved at klikke her: og indtaste dit navn og din e-mailadresse.”

— 000 —

Selvfølgelig har jeg skrevet mig op til at modtage mere information om konceptet – det mangler da bare efter alt det – måske unødige – arbejde jeg har haft i løbet af den sidste uge. Måske finder jeg her materialet til at skyde en lille genvej, så jeg ikke selv behøver opfinde den dybe tallerken. Hvem vil måske ikke gerne skyde genvej???? Hvem vil ikke gerne nøjes med at arbejde 4 timer om ugen og tjene det samme, som andre der arbejder mindst 37 timer om ugen????

Faktisk har jeg allerede modtaget den første mail fra pigerne, som lover, at jeg vil høre fra dem, lige så snart der er nyt fra dem. Mon ikke det er i morgen?

Jeg ser helt vild frem til at få oplyst prisen på deres FANTASTISKE millionøse-kur. Indrømme vil jeg også gerne, at jeg har været så fræk at sende Ninka en mail, hvor jeg spørger pigerne om de ikke er friske på at donere hjemme-workshoppen til en galning (læs mig), som er i gang med et 8-ugers-eksperiment på egen hånd og som simpelt hen må have brug for hjælp, og som endda gider bruge sin fritid på at dokumentere processen på ærlig vis? Denne mail har jeg endnu ikke fået noget svar på…

I dag har jeg således brugt min time på at studere mere om millionøsemetoden via Ninkas mail. Jeg er slet ikke i tvivl om, at pigerne scorer kassen. Det må da være det fedeste at producere en masse CD-rommer, som du og jeg køber i håb om at lære, hvordan vi både bliver smukke, rige og lykkelige. Pengene tikker ind på pigerne bankbog imens – hatten af for det – for når CD-rommerne først er produceret, så er der altså tale om en fremtidig passiv indkomst. Godt gået siger jeg bare. Vi andre er de rene amatører.

Nu er det så op til alle os, der måtte købe CD-rommerne at finde vor egen vej til passiv indkomst, så vi får tid til at være vildt meget sammen med vore børn og ægtefæller OG penge nok til at rejse til f.eks. Filippinerne og besøge min lillesøster og bo der et års tid SAMTIDIGT med, at alt hvad vi har herhjemme i form af hus, bil, virksomhed, medarbejdere m.m. passer mere eller mindre sig selv. Godt for skattefar, den danske velfærd og mindre godt for de mennesker, som måtte have en interesse i at vi producerer og arbejder i mindst 37 timer i ugen.

Glem alt om Helle og Villys parole om, at vi løser alle Danmarks problemer ved at arbejde 12 minutter om dagen. Nej, her løser vi alle Danmarks problemer ved at arbejde 4 timer om UGEN!!!! Hvis altså lige vel og mærke, at konceptet bag Millionøse-metoden viser sig at holde vand 🙂

Uanset pris (havde jeg nær skrevet!!!) så bliver jeg vist nok (bemærk venligst forbeholdene) nødt til at investere i millionøse-pigernes HJEMME-WORKSHOP “KERNESUND MILLIONØSE” – ellers ville mit eksperiment ikke være helt ærligt, ville det det? Jeg kan da ikke tillade mig at påstå, at jeg er i gang med et 8-ugers-eksperiment inspireret af millionøsepigerne uden at foretage en økonomisk investering, som helhjertet forsøger at leve op til konceptet, vel? Det ville da ikke være i orden over for millionøse-pigerne og dig, som gider bruge tid på at følge med i min følgeton. Eller måske ville det alligevel være det, for jeg deler jo ud af mine egne erfaringer ganske gratis, og hvis det lykkes, så vil du jo kunne læse historien om det her – uden at skulle betale for det… Den endelige beslutning har jeg med andre ord ikke taget endnu.

Hvis jeg vælger at investere skal jeg altså være villig til at løbe en risiko med fare for at blive latterliggjort som en af mange kvinder, som hopper på den af nogle påståede “bondefangeri” af uskyldige, ubehjælpsomme, dumme, godtroende, naive og forførte piger/kvinder, som jagter intet mindre end det perfekte i form af skønhed, rigdom og lykke…. Jo, jo – nu har jeg jo trådt i spinaten utallige gange, og denne gang vil jeg dele det med dig LIVE 🙂

Livet er da fantastisk, underholdende og et stort mysterium. Welcome to my life… Nyt vil følge i morgen.

P.S. Hvis du har input eller forslag til, hvad jeg kan eller skal gøre, så skal du være meget velkommen til at smide en kommentar. Måske du kan inspirere mig?

Kærlig hilsen
Lotte

7 kommentarer til “Et brev fra millionøsen Ninka”

  1. Det evige dilemma, når man vil være nysgerrig på noget man er næsten sikker på er en rigtig rigtig rigtig god idé – her i hvert fald en rigtig god idé for følsomme Ninka (er det i øvrigt ikke en Kanin???) der er sikker på at få ret i, at man kan blive millionær på – ja skal vi være helt ærlige – ingen ting – eller det tror jeg i hvert fald, men skal jeg undersøge det, må jeg hoste op. Således blev milionøsen en “plov” rigere, jeg fattigere, og næppe klogere på andet end hvad jeg ved i forvejen – den kloge narre den mindre kloge.

    Jeg vil støtte dig i din nysgerrighed!

    Gør’ed!
    Viser det sig ikke at skabe en genvej, så kommer der dog det positive ud af det, at der (om gud og Lotte vil) her kommer en seriøs kritik af indholdet af millionøsernes kur.
    Det kan så gøre det endnu mere attraktivt at være “kernesund milionøse”, eller, det kan spare os der læser med for omkostningen til kuren selv, hvorefter det ville klæde os at sende en skilling til en velgørende fond. Måske en fond “til støtte for nysgerrige og uformuende advokøser i Vestjylland”
    go girl!

  2. Kære Kløve

    Tusind tak for dine kloge kommentarer, som netop illustrerer mit dilemma på fornem vis… Og mange tak for din opbakning til projektet – ideen med en velgørende fond til nysgerrige og uformuende advokøser i Vestjylland er intet mindre end genial 😉

    Nu skal jeg betro dig en tanke, jeg har gjort mig: I går begyndte jeg at læse i en bog af Werner Tiki Küstenmacher, som hedder “Ryd op i dit liv – og giv plads til nye ideer og muligheder”. Jeg har en ret klar fornemmelse af eller mistanke om, at millionøsernes “hemmelige” vej til skønhed, rigdom og lykke er mere eller mindre en kopiering af bogens principper… Lev enkelt principperne i denne bog har jeg øvet mig på nogle år, og det er de universelle sandheder, som anføres, og som også er helt klart anvendelige.

    Jeg skal selvfølgelig også indrømme, at jeg er NYSGERRIG efter at konstatere, hvorvidt jeg har ret eller tager fejl, og det er jo endnu et argument for at kaste mig over investeringen….

    Tak for støtten – jeg sætter stor pris på din kloge hilsen.

    Kærlige hilsner
    fra Lotte

  3. Pingback: Advokat-branchen: Hvad sker der? · Store flyttedag – at få lettet røven…

  4. Kære Rikke

    Jeg valgte IKKE at købe kittet. Men jeg gennemførte 8 ugers eksperimentet, som blandt har resulteret i, at jeg har udgivet min egen DVD 😉

    Du kan læse mere om mit eksperiment her: http://www.leoshop.dk/product.php?id_product=21

    Og jeg ville elske, at du var en af deltagerne og studerede produktet nærmere. Det koster ingenting, hvis du blot giver DVD´en videre inden 14 dage eller returnerer samme 🙂

    Kærlig hilsen
    Lotte

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top