Når jeg tænker tilbage på min families tre generationer af gymnasieoplevelser på Herning Gymnasium, er det som at bladre igennem et fotoalbum af både mørke og lyse øjeblikke.
Mit eget kapitel i denne familiesaga begyndte i slutningen af 1980’erne. Mit teenageliv var ikke en dans på roser. Eller rettere sagt, det var en dans, men en af dem, hvor man konstant træder sin partner over tæerne og snubler i sine egne ben. Første skoledag mødte jeg op i en grøn træningsdragt med store tudser, for jeg tænkte mere på dyreriget end planteriget, da jeg blev bekendt med, at en første års gymnasium-elev blev kaldt en ”frø”. Så var linjen lagt.
Jeg kom i en sproglig klasse med mange piger og få drenge. Her 35 år efter husker jeg allermest dansktimerne i 1.g. som en decideret kampplads, hvor vi konstant diskuterede og kæmpede for vore holdninger, og hvor vi oftere gik mere efter ”pigen” end efter bolden. Jeg var selv en del af problemet og ikke løsningen, og jeg kan kun beklage over for min daværende dansklærer. Han fik aldrig et ben til jorden og må have drømt om at få orlov på en øde ø, for han trådte vitterligt ind i løvens hule hver eneste gang, han åbnede døren til vort klasselokale.
For at gøre ondt værre fik jeg en knæskade i 1.g., som gjorde, at jeg ikke længere kunne dyrke sport på eliteplan. Det var ikke en let periode, og når jeg kigger tilbage på mit daværende jeg, var jeg kampstridig, irriterende og provokerende, og velmenende råd fra voksne om at jeg blot kunne finde mig en anden hobby at fordybe mig i på trods af, at det var boldspil og sport, der havde fyldt alt i mit liv indtil da, prellede totalt af på mig. Alle andre var totale fjolser. Jeg var en skide sur og uomgængelig teenager.
Efter et udmattende første år besluttede jeg mig for at tage et sabbatår, hvilket hverken mine forældre eller skolens daværende vicerektor, Finn Rosgaard, var glade for. Heldigvis viste det viste sig at være en af de bedste beslutninger i mit liv. I løbet af dette år i udlandet lærte jeg kort og godt på den hårde måde, at min “f*cked up” hjerne fulgte med mig overalt, og at jeg selv var det største fjols. ”Elsk det som er – alt andet er spild af kræfter”. Denne indsigt ramte mig hårdt, men hjalp mig til at vende tilbage og færdiggøre gymnasiet med en større bevidsthed om, hvordan jeg selv er en del af et stort hjul, og at jeg altid kan vælge at bidrage både fagligt og menneskeligt lige præcis det sted, jeg nu engang befinder mig. Samtidigt kan man lige så godt stå fast og øve sig på at gøre sig fri af andres forestillinger om, hvordan ens liv skal være.
Min absolutte yndlingslærer var Visti, vor dansklærer i 2. og 3. g. Han var den, der fik os til at reflektere over vor egen selvforståelse og viste os, hvordan sproget kunne hjælpe os med at finde os selv med udgangspunkt i dyb dansk litteratur, som evnede at beskrive genkendelige følelser og tanker om alting og intet. Han var, uden tvivl, den bedste underviser, jeg nogensinde har haft, og han havde den største læringsmæssige indflydelse på min gymnasietid.
Så når jeg nu sidder her som en 51-årig kvinde – der i øvrigt er blevet både hormonbehandlet og laserkorrigeret og som følge af dette har fået det skarpeste røntgensyn og en klar hjerne – formår jeg at se min fortid i et klart og ærligt lys: Teenageårene er og skal være svære. Også årene i gymnasiet. Lad ingen overbevise dig om andet. Vid til gengæld at det går over. Og vis så dit værd ved at gøre noget svært.
Endeligt en trøst: Livet bliver kun lettere og sjovere med alderen 🙂
—- 0000 —-
Klummen er leveret til Herning Gymnasium i anledning af dette gymnasiums 100 års Jubilæum, og uddrag kan læses i det udgivne Festskrift i anledning heraf (august 2023). Jubilæumsreceptionen fandt sted den 14. august 2023, hvor min mor og yngste søn repræsenterede vor families 3 generationer på Herning Gymnasium. Yngste søn, Thomas, vandt logo-konkurrencen, og det er hans logo, som pryder forsiden af Jubilæumsskriftet.
