Teenageårene – en dans på glødende kul
Når jeg ser tilbage på min families tre generationer af gymnasieoplevelser på Herning Gymnasium, føles det som at bladre gennem et album fyldt med både mørke og lyse øjeblikke.
Mit eget kapitel begyndte i slutningen af 1980’erne, hvor jeg troppede op på første skoledag iført en grøn træningsdragt med tudser – fordi jeg troede, at en frø (1.g-elev) havde noget med dyreriget at gøre. Fejltagelsen blev startskuddet til tre turbulente år.
Gymnasiet som kampplads
Jeg endte i en sproglig klasse med overvægt af piger. Men det, jeg husker tydeligst, er dansktimerne i 1.g – en ren slagmark, hvor vi debatterede mere for at vinde end for at lære.
Vores dansklærer må have drømt om orlov på en øde ø, for han trådte bogstaveligt talt ind i løvens hule, hver gang han åbnede døren til vores klasselokale. Jeg var bestemt ikke en del af løsningen – tværtimod.
Knæskade og identitetskrise
Midt i kaosset blev jeg ramt af en knæskade, der satte en brat stopper for mit liv som elitesportsudøver.
Alle, der forsøgte at give mig gode råd om nye hobbyer, var fjolser i mine øjne. Jeg var vred, umedgørlig og helt igennem den sureste teenager i verden.
Sabbatår – en livsændrende beslutning
Efter et udmattende første år valgte jeg at tage et sabbatår – til stor frustration for både mine forældre og skolens vicerektor, Finn Rosgaard. Men det viste sig at være en af de bedste beslutninger i mit liv.
Jeg lærte på den hårde måde, at min fucked up hjerne fulgte med mig overalt. Det var ikke omgivelserne, men mig selv, der var den største forhindring. Den erkendelse ændrede alt.
Gymnasiet med nye øjne – og en lærer, der gjorde forskellen
Da jeg vendte tilbage, var det med en ny forståelse af, at jeg altid har et valg: Jeg kan bidrage både fagligt og menneskeligt, uanset hvor jeg er.
Min absolutte yndlingslærer blev Visti, vores dansklærer i 2. og 3.g. Han lærte os, at sproget ikke bare er ord – det er nøglen til at forstå os selv.
Teenageårene er svære – men det går over
I dag sidder jeg som 51-årig kvinde – hormonbehandlet, laserkorrigeret og med røntgensyn – og ser tilbage på min ungdom med brutal ærlighed.
Teenageårene er svære. Gymnasiet er svært. Lad ingen fortælle dig andet.
Men vid, at det går over. Og gør noget svært for at vise dit værd.
Sidste trøst:
Livet bliver kun lettere og sjovere med alderen. 😃
—- 0000 —-
Klummen er leveret til Herning Gymnasium i anledning af dette gymnasiums 100 års Jubilæum, og uddrag kan læses i det udgivne Festskrift i anledning heraf (august 2023). Jubilæumsreceptionen fandt sted den 14. august 2023, hvor min mor og yngste søn repræsenterede vor families 3 generationer på Herning Gymnasium. Yngste søn, Thomas, vandt logo-konkurrencen, og det er hans logo, som pryder forsiden af Jubilæumsskriftet.
Læs andre klummer om helt andre emner her:
- Sommerferie og en refleksion over det betydningsfulde
- 45 og kommende røntgensyn
- El-Cykel, Mælkeskummer Og Sølvpapir-Skærer
Andre fortællinger om generationernes kampplads:
5-dobbelt generationskonflikt på danske arbejdspladser
