Iværksætteri og drømmeplaner

Nedenstående indlæg er skrevet af til Dagbladet Ringkøbing-Skjern og bragt i erhvervssektionen tirsdag den 8. marts 2011:

I november 2010 var jeg i Århus til iværksættermesse sammen med 12 virksomhedsejere, som alle havde været meddeltagere i et kursus- og netværksforløb i Ringkøbing-Skjern kommune. Her fik vi alle den ultimative oplevelse. Vi hørte et foredrag af Jesper ”Kasi” Nielsen, Pandora-smykke-galningen med det kæmpe drive. På vej hjem i bussen til Lem var vi totalt høje og berusede af oplevelsen. Overmodige og 100 % påvirkede af ”Kasi” Jespers inspirerende tale, vilde udstråling og hypnotiserende karisma var det, at vi forpligtede os over for hinanden: Vi ville alle lave vor egen Drømmeplan 2015. (Den, som ikke afleverede, ville vi andre smide i Stauning Havn en vinterdag i februar, så konsekvensen ved manglende indfrielse af vore løfter til hinanden var krystalklar…)

Jeg kan afsløre, at det var en KAMP at skrive min drømmeplan. Den ene dag var jeg euforisk og kunne gå på vandet, og den næste dag var jeg depressiv i min selvindbildte tro på, at intet i min plan nogensinde ville kunne lykkes for mig. Sådan svingede mit indre pendul mellem storhedsvanvid og selvdestruktion i de 2 måneder, hvor jeg jævnligt arbejdede med min plan.

Nu tænker du sikkert: ”Hvor svært kan det lige være?”

Det spørgsmål vil jeg gerne besvare ved at se tilbage på den måde, som jeg hidtil har drevet min virksomhed, og så vil du forstå, hvorfor drømmeplanen var så grænseoverskridende for mig at lave.

2006 var året, hvor jeg blev medejer af min fars advokatvirksomhed i Videbæk. De første par år var det i lighed med mange andre iværksættere min lyst og begejstring, som drev værket. Jeg havde med andre ord ikke nogen overordnet forkromet plan, men til gengæld foretog jeg mange projektorienterende handlinger, som alle havde grobund i mere eller mindre tilfældige ideer, som jeg opsnappede på min vej, og som – i takt med at jeg blev klogere – vækkede min lidenskab.

Ofte er jeg blevet spurgt, om jeg egentlig har eller har haft en plan med alle de ting, som jeg løber rundt og laver. Svaret har indtil den 1. februar 2011 befriende (og nogle vil sikkert mene ansvarsafstandstagende) været: ”Nej, jeg ser min virksomhed og mit liv som et skakbræt, hvor jeg flytter mine egne brikker i takt med, at muligheder opstår, og tingene omkring mig sker.”

Den 1. februar 2011 var derfor noget af en milepæl og en ambivalent dag. Det var nemlig den dag, hvor jeg i lighed med de øvrige 12 iværksættere i Ringkøbing-Skjern kommune fik afleveret min ”Drømmeplan 2015”. Planen er udarbejdet af mig selv og delt med de øvrige virksomheder. Konsekvensen er den, at jeg ikke længere kan sige, at jeg ikke har en plan. Planen er derudover delt med andre, hvorfor planen forpligter.

Vor nye ejendomsformidlingsafdeling, LeoBolig, som allerede har været omtalt i flere aviser og på vor hjemmeside, er således første initiativ ud af seks, som ser dagens lys med baggrund i planen.

Det handler for mig om at turde drømme. Og dernæst om at handle. Jeg har valgt den overbevisning, at drømmeplaner kan være midlet til at opnå målet om at skabe vækst og dynamik i vort område.

Ideen er nu givet videre.

P.S. Alle afleverede deres drømmeplan – altså var der ingen iværksættere, som røg i Stauning Havn i denne omgang 

Hvad er en drømmeplan?
I en drømmeplan tænker du dig selv og din virksomhed (eller din arbejdsplads) 5 år frem i tiden. I planen beskriver du, hvor du er, og hvad du ser. Hvilke medarbejdere har du ansat, hvilke ting beskæftiger du dig med, hvilke kunder servicerer du, hvilke produkter sælger du, hvilken forskel gør du og din virksomhed for andre, og hvordan er du og din virksomhed egentlig nået dertil, hvor I nu er? Drømmeplanen kan f.eks. skrives som en tale, som du holder for virksomhedens medarbejdere og bestyrelse. Alternativt kan drømmeplanen være udformet som et brev, hvor du fortæller en god ven, hvor du er i 2015, hvordan du kom derhen, og hvad du tænker om fremtiden efter år 2015.

2 kommentarer til “Iværksætteri og drømmeplaner”

  1. Pingback: Advokat Lotte Bliddal · Anmeldelse af DR P4/Midt & Vest

  2. Pingback: Advokat Lotte Bliddal · En ny “skæv” medarbejder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top