Kronik: Er retssikkerhed og fri proces en fis i en hornlygte?

Af Lotte Bliddal, advokat og medindehaver af Advokatfirmaet Bliddal & Holmstrøm (skrevet den 23.4.2013)

Politikerne barsler med en ny offentlighedslov, som skal styrke magthaverne og begrænse kritiske journalisters adgang til aktindsigt i, hvad der foregår mellem politikere og embedsapparat. Samtidig opleves det, at adgangen til fri proces indskrænkes, og at vor retssikkerhed er under pres.

Retssikkerhed er en vanskelig størrelse. Kort og godt siges retssikkerhed at være fundamentet for et demokrati. Smukkere bliver det ikke. Selvom retssikkerhedsbegrebet dækker over mange ting, vil jeg bestræbe mig på at koncentrere mig om adgangen til fri proces set fra min egen hverdag som advokat i Vestjylland.

Hvordan ser virkeligheden så ud? Som advokat oplever jeg, at adgangen til fri proces er blevet sværere. For borgere, som har en meget lav husstandsindkomst, er fri proces den eneste mulighed for at føre en retssag. Alt, hvad jeg oplever, har givet mig det indtryk, at der i allerhøjeste grad er en sammenhæng mellem det offentliges forsøg og bestræbelser på at spare penge og den svære adgang til domstolene via fri proces-systemet.

Når man først har ventet fire til otte måneder på at få afgørelsen, om man kan få fri proces fra Civilstyrelsen, er det kun få, der har tålmodighed, tid eller penge til at klage over afgørelsen, der jo i sagens natur burde være korrekt. Derfor er det så meget mere iøjnefaldende, at Procesbevillingsnævnet, som er klageinstans på fri proces-området, har omgjort næsten hver femte sag, de fik ind i 2011.

Konkret modtog jeg torsdag i sidste uge en afgørelse fra Procesbevillingsnævnet. Min klient blev efter afslag i Civilstyrelsen imødekommet i sin ansøgning om fri proces til anlæggelse af en retssag, som hun vurderedes til at have rimelig grund til at føre. Min klient har et ret stort tilgodehavende på godt 400.000 kr. En større sum, vil nogen sikkert give mig ret i – specielt når den eneste mulighed for at kunne føre sagen økonomisk er fri proces.

Denne afgørelse fra Procesbevillingsnævnet er den femte afgørelse i streg, hvor jeg i egenskab af advokat for fem forskellige klienter har oplevet, at Procesbevillingsnævnet har omgjort Civilstyrelsens afgørelser om afslag på ansøgningerne om fri proces og altså givet tilsagn til at føre retssager med økonomisk rygdækning til mine klienter. Jeg har på vegne af mine fem klienter været forfatter og afsender af ansøgningerne, så vurderingsmaterialet var fyldestgørende for juristerne i Civilstyrelsen.

Hvordan kan det være muligt at få afslag i fem forskellige sager og dernæst få omgjort alle fem afgørelser i næste instans? Det er den samme uddannelse, de samme bøger, den samme retspraksis og den samme bevisbedømmelse, der danner baggrund for det skøn, der skal foretages ved vurderingen af en fri proces ansøgning.

Min rabiate og totalt udokumenterede påstand er, at der må være tale om enten politisk pres eller pres fra regnedrengene i Finansministeriet over for de ansatte i Civilstyrelsen. Jeg nægter simpelt hen at tro på, at de jurister, som arbejder i den pågældende styrelse skulle være dummere end byretsdommere, landsdommere, advokater og redningsfolkene i Procesbevillingsnævnet. En påstand, der også underbygges af, at der i 2010 er blevet behandlet mere end 600 færre fri-proces-sager i Civilstyrelsen end i 2007, mens udgifterne i samme periode er steget med mere end 150 millioner kroner!

Jeg har arbejdet i advokatbranchen siden 1998. I vor vestjyske advokatvirksomhed sætter vi en ære i at behandle vore klienter ordentligt. Det betyder, at vi ikke takker nej til fri proces-sager, hvis vi vel at mærke har vurderet, at de har haft en sag, som kunne føre til et gunstigt resultat for dem. Det er måske dumt af os set fra et indtjeningsmæssigt perspektiv – specielt hvis min rabiate og udokumenterede påstand rent faktisk måtte vise sig at holde stik.

I så fald tager jeg nytteløst klienter og sager ind i huset, hvor jeg bruger tid på at skabe en relation til min klient, spørge ind til sagen og dens problemstillinger og undersøge juridisk litteratur og domspraksis på området, inden jeg ansøger om fri proces i sagen med dokumentation for min påstand og mine anbringender. Alt dette arbejde er totalt spildt og værdiløst, hvis min påstand holder stik, idet mange klienter ikke orker at påklage en afgørelse til Procesbevillingsnævnet efter et afslag. Det betyder med andre ord, at ens vedholdenhed ikke alene skal omfatte besværlige regler og myndigheder, men også ens egen klient, som naturligt nok i perioder kan tvivle på sin advokats dømmekraft og omsorgsfulde ord, eftersom sagen jo blot har resulteret i en masse arbejde, sorger, venten, usikkerhed og dernæst i et ikke ventet afslag på fri proces. At en forløsning skal komme i form af et Procesbevillingsnævn, havde nok ingen set komme på forhånd.

Hvis der vitterligt er pres på Civilstyrelsens ansatte, så kan vi efter min opfattelse godt glemme alt om retssikkerhed og gennemsigtighed. Der er i så fald oprettet en hemmelig sti, som betrædes af embedsfolk. Den er ikke synlig for os praktikere ude i den virkelige verden. Formentlig heller ikke synlig for politikerne på Christiansborg, som derved kommer til at agere nikkedukker, når embedsvældet forsvarer de sindssygt svære og komplicerede regler på området.

Men burde vi i virkeligheden ikke kunne regne med, at Civilstyrelsen giver en rigtig og retfærdig vurdering fremfor at skulle opfylde målsætninger?

Med den nye offentlighedslov, der sandsynligvis snart bliver vedtaget, vil Regeringen og Folketinget samtidig besværliggøre at finde frem til, om der er belæg for mine påstande. Åbenhed og retssikkerhedsmæssige garantier er alfa og omega i et demokrati, og vi er lige nu ved at give køb på disse garantier!

Allermest gruopvækkende i relation til min historie her finder jeg justitsminister Morten Bødskovs udtalelse i et samråd om den nye offentlighedslov den 11. april 2013:
”Det er efter min opfattelse rimeligt, at en minister og dennes embedsmænd, uanset om de arbejder i et departement eller i en styrelse, gives et rum, hvor der kan være fortrolighed omkring de politiske processer.”

Efter min opfattelse ville det være mere ærligt at ændre på f.eks. fri proces reglerne og melde klart ud, at man for at spare penge ikke længere ønsker at stille sådanne muligheder til rådighed for de mennesker. Og drop hemmelighedskræmmeriet.

Måske burde jeg ikke beklage mig. Jeg har jo fået medhold i Procesbevillingsnævnet alle fem gange, og det er jo et tydeligt bevis på, at klagesystemet virker. Men prøv at tænke på den række af mennesker, der ikke vil vente de ekstra måneder på Procesbevillingsnævnet, som ikke har råd til at betale advokaten, hvis de får endnu et afslag, eller simpelthen ikke har nerver til at vente yderligere. Endvidere skal man huske på, at en klageinstans alene skal have karakter af en kontrolinstans og dermed være en retssikkerhedsmæssig garanti for, at min sag er blevet prøvet reelt og ordentligt i to instanser, hvorefter jeg vil være i stand til at kunne leve med et eventuelt afslag. Det ville alt andet lige spare både tid, penge og nerver, hvis vi kunne få den rette afgørelse i første hug.

— 000 —

Ovenstående kronik blev sendt til Politiken den 23. april 2013. Her fik jeg en tilbagemelding, der lød på, at det skrevne var for kort til at udgøre en kronik og for lang til at udgøre det for et læserbrev. Så tænkte jeg lokalt. Herning Folkeblad kunne få historien. Derfra fik jeg meddelelse om, at man ville bringe kronikken, men da dette ikke er sket endnu (grundet ulvedebat, lærer-lockout, lægekonflikt og andre vigtige ting), offentliggør jeg nu mit skriv her på min blog. Må dele med jer så jeg kan få den kronik ud af hovedet og ud i universet…