Længe leve nytårsfortsættere – jeg elsker dem

2009 er skudt i gang, og jeg er 100 % sikker på, at dette nye år bliver et fantastisk og spændende år. Jeg glæder mig sindssygt meget til, at vor nye medarbejder Berit starter den 1. februar. Berit er fortsat jurastuderende, og imens Berit arbejder hos os, skal hun have lavet sit speciale inden for insolvensretten og et valgfrit og alternativ speciale, som træder i stedet for et kursusfag, hvor hun omkring en masse spændende ting. Når de 2 opgaver er afleveret og godkendt skal Berit starte som advokatfuldmægtig hos os.

Det har været en lang juleferie, og kender du ikke den der med, at man bliver rastløs, som ferien skrider frem? Det gør jeg i hvert fald. Jeg får jo pludselig tid til at tænke, og det er jo altså ikke altid en god ting. Jeg konfronteres gang på gang med alle mine uafsluttede projekter, og ting som jeg lige skulle kigge på og lige skulle gøre noget ved osv.

Nå, men under alle omstændigheder så besluttede Martin og jeg den 29. december os for vor nytårsfortsætter: Januar måned skal være fjernsynsfri her i huset.

Ved et beklageligt uheld og helt uden at vide noget hjalp vor gode ven, Kaj Bang, os nytårsaften med at komme godt i gang med vor nytårsfortsætter. Da han ankom her til vor lille nytårsfest kl. 17.00 med sin dejlige hustru og 4 unger og naturligvis nytårskyts til en værdi af en bondegård hamrede han 2 rør ned i jorden ude ved vor postkasse. Tænk engang: det lykkedes Kaj at banke rørene ned i kablet til TV-antennen, og siden da har vi hverken kunnet komme på nettet eller se TV…

Altså nu gik nytårsfortsætteren jo ikke ud på, at jeg ikke skulle kunne komme på nettet, så spørg lige, om jeg ikke kan mærke mine Facebook-abstinenser? Jo, tak skal du have… Egentlig konfronteres jeg også med, at jeg faktisk bruger en del tid på Facebook, og en facebookhader ville sikkert tilføje LIGEGYLDIG tid.

Nu er det så, at jeg seriøst overvejer, om Facebook også skal være omfattet af min nytårsfortsætter eller ej. I hvert fald er det sikkert, at hvis venlige Kaj ikke havde hakket vor kabel over, så kunne man måske have været kommet til at bryde sin nytårsfortsætter allerede et par dage inde i det nye år J

Hvad er det så lige, at vi skal bruge den vundne tid på? Ja indtil videre er det lykkedes os at få ordnet alle mulige og umulige ting. Det er derfor med spænding og tankevækkende begejstring, at jeg forudser, at vi kommer til at udrette mangt og meget i den kommende måned.

Herfra ønskes I et godt nytår med håb om, at I får holdt jeres egne nytårsfortsættere med eller uden hjælp fra udefrakommende personer.

Der er som bekendt aldrig noget, som ikke er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det har i hvert fald jeg konstateret også denne gang.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top