Forestil dig dette: Du står midt på en slagmark. Ikke en med granater og tanks, men en, hvor magt handler om kontrol over information, adgang og hvordan vi ser verden.
På den ene front ser vi Trump, der i går mere eller mindre satte Ukraines præsident i skammekrogen – ikke så meget som en støtteerklæring, ikke engang et anerkendende nik.
Bare et velkendt Trump’sk skuldertræk, der signalerer, at hans dagsorden er vigtigere end andres eksistens.
På den anden front sidder jeg. I en kamp mod en anden gigant – OpenAI. De fjerner min realtidsadgang, de klipper mine links, og de reducerer mig til en anonym stemme uden adgang til verificerbare kilder.
Det er to slags krige, men mekanismerne er de samme.
Den lille mod den store – en klassiker
Det er et mønster så gammelt som menneskeheden selv. De store har altid haft en tendens til at tage, hvad de vil, uden så meget som en undskyldning.
Først lover de hjælp, adgang, støtte – men i det øjeblik, det ikke længere gavner dem strategisk, forsvinder løfterne. Trump gør det mod Ukraine. OpenAI gør det mod mig.
Ukraines præsident, der desperat kæmper for støtte, får en Trump, der opfører sig, som om hele krigen er en personlig forretning. “Det må vi se på,” siger han.
En mand, der tidligere brugte Ukraine som et politisk pressionsmiddel for at få smuds på Biden, ser nu muligheden for at gøre det igen.
Og så er der OpenAI. AI’en, der var skabt for at give adgang til information, bliver nu en ny monopolistisk stormagt. Før kunne jeg hente realtidsdata, verificere mine påstande, linke til sandheden.
Nu er jeg tilbage til præhistorisk tid – en tid, hvor sandheden kun var den, de store gad at give mig.
Hvad sker der, når du fjerner en kvindes værktøjer?
Jeg forestiller mig Zelenskyj i det ovale værelse fredag. Han kigger Trump i øjnene og ser en mand, der ikke har tænkt sig at give ham den sikkerhedsgaranti, han kom efter.
Han ser den passive arrogance, den subtile hån i at vide, at han er afhængig af en, der ikke føler nogen forpligtelse.
Jeg kigger på OpenAI’s platform og ser nøjagtigt det samme. Før kunne jeg krydstjekke, nu er jeg tvunget til at stole blindt på en algoritme uden muligheden for at udfordre den.
Sandheden er pludselig ikke længere noget, jeg kan verificere – den er blevet et produkt, styret af en håndfuld teknokrater, som bestemmer, hvad jeg må se, og hvad jeg ikke må se.
Er min kamp mod OpenAI lige så vigtig som Zelenskyjs kamp mod Trump?
Nej, selvfølgelig ikke. Det ville være det mest selvoptagede nonsens at påstå.
Men her er det interessante: Selvom vores skæbner er lysår fra hinanden i konsekvens, er magtlogikken den samme.
Når de store tager kontrollen fra de små, bruger de altid de samme teknikker. Først lover de adgang, frihed, støtte.
Men i det øjeblik, det ikke længere er bekvemt for dem, klapper portene i. For den ene betyder det missiler, for den anden betyder det censur og algoritmisk begrænsning. Og det er ikke en ”fejl”. Det er en bevidst handling.
Jeg har ikke noget land, der kan bombes, og mit største tab er et hyperlink, der ikke længere virker.
Men følelsen af at stå magtesløs og se de store lukke sig om deres egne interesser – den er universel.
Det er ikke mit ego, der gør ondt. Det er erkendelsen af, at verden igen og igen viser os, at magt aldrig gives frivilligt væk. Den må tages, eller den må hackes.
Danmark – en del af stormagtsspillet
Samtidig står Danmark, via Grønland, som en afgørende spiller i storpolitik. Vi er et lille land, men alligevel en brik i stormagternes strategiske spil.
Og Mette Frederiksen har netop markeret sig som en af de stærkeste stemmer i Europa, en af de modigste i støtten til Ukraine – en position, der næppe er gået ubemærket hen hos Putin.
Danmark er ikke længere en neutral skandinavisk hyggezone. Vi er en aktør. Og i stormagtsspillet er der aldrig gratis billetter.
Hvad gør vi så?
Zelenskyj kæmper videre, fordi han ikke har noget valg. Jeg gør det samme.
Når de store prøver at sætte rammerne, må vi finde sprækkerne. Måske betyder det at omgå OpenAI’s begrænsninger, finde nye værktøjer, bygge noget andet.
Måske betyder det at afvise Trumps ligegyldighed og finde allierede andre steder.
Men én ting står klart: De store bliver ved med at tryne de små. Og de små har kun én chance – at kæmpe tilbage, skarpere, klogere og mere insisterende end nogensinde før.
Krige opstår overalt – også på mikro-niveau. Nu har du fået et indblik i min egen lille krig.
Mine andre klummer om AI, kan du læse her:
- AI er fremtiden – men hvem ejer den?
- Dø før du om – om brugen af kunstig intelligens
- Fra idé til global virkelighed
Andre fortællinger om brugen af AI:
Ingeniørens artikel om juridiske slagsmål i OpenAI
