Tvangsanbringelser og høj-konflikt-skilsmisser (klumme)

Statsministeren vil fjerne 50.000 børn fra deres forældre samtidigt med, at ingen formår at afsløre krænkerne i høj-konfliktskilsmisserne, hvor ofrene altid er den sunde forælder og børnene.

Siden Statsministerens nytårstale, hvor det blev bekendtgjort, at op til 50.000 kr. børn i Danmark skal fjernes fra deres påståede uduelige forældre i den socialdemokratiske tro på, at der ikke kan ske udvikling af forældrekompetencer med anden hjælp til sådanne forældre end en tvangsfjernelse, har jeg spekuleret som en gal. Talen har i den grad provokeret mig, og jeg har tænkt meget over hvorfor.

Det er ikke fordi, at jeg selv arbejder specielt meget med tvangsanbringelsesområdet i mit eget arbejdsliv. Til gengæld arbejder jeg en hel del med høj-konfliktskilsmissesager. I mit arbejde som advokat oplever jeg nemlig, at et barn i nogle tilfælde opfattes som værende det ultimative krigsbytte i den krænkende forælders spil om magten efter en skilsmisse. Ofrene er den sunde forælder og børnene. Udfordringen er her, at myndighederne, som er sat i verden for at sikre børns ret til trivsel og beskyttelse – også efter en skilsmisse – ser på forældrene som to ligeværdige personer, der er lige gode om konflikten og dermed om børnenes mistrivsel. Det er de ikke. Det er en livsfarlig myte at hænge sin hat op på.  Den rette fortælling er, at der en krænker og flere ofre.

I og med 90 % af alle skilsmisser ender med en fair aftale om deling af børnene med en god samværsaftale og ofte uden indblanding fra myndighederne, så er der 10 % tilbage, som meget ofte ender i fuldstændig kaos. Mens sagsakterne hastigt øges for hver dag, der går, bliver alle involverede i sådanne sager de rene statister, som langsomt og sikkert drukner i papirer med beskyldninger, anmeldelser, usandheder, underretninger, klager, anmodninger om forældremyndighed, bopæl og samvær, retssager m.m., samtidigt med at mistrivsel og frustrationen hos den sunde forælder og børnene støt øges af den grund, at ingen kan gennemskue, hvad der foregår og dermed ikke får sat en stopper for krænkerens teaterstykke.

Siden 1. april 2019 har forældreansvarsloven haft sit primære fokus på barnets ret til trivsel og beskyttelse. Også selv om dette kan være på bekostning af forældrerettigheder. Der er tale om en meget vigtig ændring af loven, fordi vi med den nye lov som aktører i det familieretlige system får mulighed for at inddrage og kigge på hele familiens historie og trække tidligere udvist grænseløs, krænkende, voldelig eller abnorm adfærd frem i lyset, når der skal tages stilling til, hvor børnene skal bo efter en skilsmisse og til afgørelse af i hvilket omfang, der skal være samvær.

På trods af lovgivningen vil domstolene fortsat helst kigge på situationen her og nu. Fredag den 28. februar 2020 afsagde Østre Landsret dom i en af disse højkonfliktsager. Siden oktober 2014, hvor moderen flygtede på et krisecenter har faderen kørt sager for at få sit barn i en deleordning, har der været mindst 150 møder og sagen har været igennem mere end 70 professionelle personer. På trods af høj-konflikten har landsretten besluttet, at der skal være samvær i en 8-6 ordning, og at forældremyndigheden skal være fælles.

Det er hovedrystende, og man fatter det ikke. Hvem hjælper sådanne familier til at få ro, struktur og forudsigelighed ind i deres liv? Hvordan kan landsdommere tro, at de kan dømme folk til enighed? Holder konflikterne op nu?

Fra mit bord er jeg ved at undersøge, om vi kan få lov til at indbringe sagen for Højesteret. Kigger jeg på statistikken, så er svaret et klart nej. I de sidste 8 år har knap 350 advokater nemlig forsøgt at få prøvet en forældreansvarssag for Højesteret. Kun 2 gange har Procesbevillingsnævnet vurderet, at der har været tale om principielle spørgsmål.

Måske tænker du nu: ”Hvad har alt dette her med Statsministerens nytårstale at gøre?” Det korte svar er, at Statsministeren og systemet er blind for de overgreb, der begås mod børnene og den sunde forælder i alle disse høj-konfliktsager. Til gengæld finder systemet det åbenbart ganske nemt at finde og udpege de 50.000 børn, der skal tvangsfjernes fra deres uduelige forældre efter helt andre regler. Det er dybt tragi-komisk set fra mig stol. Kan I også se paradokset?

Bragt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern lørdag den 7. marts 2020