Uddannelsen som konfliktmægler er en rejse

”Det man siger, er man selv, for det står i Aktuel” var en af mine favoritsætninger som barn. Ikke at jeg dengang tænkte ret meget over den dybere betydning af sætningen – det var blot et standardsvar til andre, som generede mig.

De senere år har jeg mere og mere erfaret og fysisk oplevet, hvor kloge og sande disse ord er. Alt er i virkeligheden projektioner. På den ene side totalt træls, for så er det jo ikke de andres skyld, når noget ikke fungerer for mig længere. Det ville da være ret meget nemmere at kaste ansvaret fra mig og lade de andre leve mit liv og bagefter give dem skylden, når det ikke virker… Tænk lige over den! På den anden side – når jeg tager ansvar for min projektion og tager min del af ansvaret for det, der sker i mig og omkring mig – så oplever jeg pludselig, at jeg får mere og mere kontakt med mig selv, og af og til bilder jeg mig ind, at jeg er i stand til at høre en indre stemme, og når det sker, så ved jeg, at jeg skal handle. Det har jeg fået lært. Også selv om alle andre omkring mig har en anden opfattelse af min ”latterlige” idé. Med andre ord: Mit liv er alt for vigtigt til, at jeg skal overlade det til andre 😉

Med denne indledning er jeg nu ovre ved det emne, som jeg vil fortælle om – det drejer sig nemlig om mit valg af efteruddannelsen som konfliktmægler. Konfliktmæglingstankegangen er endnu ikke slået igennem i Danmark for alvor, men jeg ved fra min indre stemme og mine selvgjorte erfaringer omkring ”Det man siger, er man selv”, at det kommer til at ske. Spørgsmålet er blot hvornår.

Lidt baggrundsinformation: Vi advokater SKAL efteruddanne os hele tiden, og det gode ved regler og frister er som bekendt, at der så bliver nødt til at ske noget inden fristens udløb. For mit vedkommende skulle jeg have fundet noget efteruddannelse her i 2010, så jeg kan leve op til de krav, Advokatsamfundet stiller som betingelse for, at jeg også fremadrettet må virke som advokat.

Undskyld mig – men hold k*** hvor er der ikke ret mange ting i min egen branche, som kan få mig op at ringe. Det var derfor mega-svært for mig at vælge noget ud, som jeg helt vildt godt kunne tænke mig at bruge tid på. Begejstring er altså nu engang min driv- og motivationskraft, og når jeg læste diverse kursusbeskrivelser, så var det altså mere en træthedsfølelse end en følelse af begejstring, som dukkede op. Sorry.

Til sidst fandt jeg frem til 2 ting, som gjorde mig nysgerrig: Uddannelsen som bestyrelsesmedlem og uddannelsen som konfliktmægler.

Ved en nærmere vurdering og efter diverse overvejelser var det mest rationelt og umiddelbart helt oplagt at tage uddannelsen som bestyrelsesmedlem. På et tidspunkt kommer vi nemlig – lige som vore øvrige nordiske nabolande – til at opleve, at Folketinget vedtager en lov, som stiller krav om, at minimum 30 % af en bestyrelses medlemmer SKAL være kvinder. Der bliver altså et kæmpe marked for kvalificerede kvindelige bestyrelsesmedlemmer på et tidspunkt. Hvis nu lige det var indflydelse, magt, prestige og/eller lysten til at lege med de mange tunge drenge og de få tunge piger i dansk erhvervsliv, der var den altafgørende faktor for mine valg i livet, ja, så var der slet ikke grund til at overveje noget andet alternativ…

Den anden mulighed, nemlig uddannelsen som konfliktmægler talte til min nysgerrighed på et helt andet plan. Her blev jeg følelsesmæssigt engageret. Troen på, at mennesker under de rette omstændigheder (ved hjælp af en konfliktmæglers relevante spørgsmål, som giver deltagerne plads og mulighed for refleksion), vil være i stand til at finde deres egen løsning på en konflikt, finder jeg total smuk, tiltrækkende og livsbekræftende. Hvis vi kan lære at løse vore konflikter selv eller med hjælp får skabt et rum for denne mulighed, så er der sgu da håb for menneskeheden derude…

Som vort samfund ser ud i dag, overlader vi efter min opfattelse alt magt over vort liv til andre. ”Samfundet” har fået ansvaret for opdragelsen af vore børn, vor uddannelse og uddannelsesniveau, vort helbred, vor alderdom, hvordan vi skal løse vore konflikter og alt muligt andet. Bare fordi vi betaler vor skat, så er der opstået en legalisering af det faktum, at vi alle står og råber op om alt muligt og umuligt. Staten skal løse alle udfordringer. I min verden har vi totalt glemt at tage ansvar for vort eget liv og vore egne konflikter. Lad os blot bruge en malende sætning: ”Vi er alle blevet fucking kastreret!!!!” Og ved du hvad jeg tror på? ”Der kommer aldrig nogen og fucking redder os!!!!”

Efter overvejelser – blandt andet økonomiske (det hedder sig nemlig, at der endnu ikke er nogen, som er i stand til at lave en forretning ud af konfliktmægling) – endte det naturligvis med, at jeg (ud fra mit idealistiske ønske om at gøre verden til et bedre sted) valgte at tage uddannelsen som konfliktmægler, og jeg er nu lidt over halvvejs i mit uddannelsesforløbet. Jeg er (igen) blevet manio. De seneste 3 døgn har jeg alene sovet 5 timer hver nat, for jeg er simpelt hen blevet totalt og alvorligt påvirket af tankesættet og måden at bidrage til løsning af konflikter på. Jeg mærker lige nu fysisk begejstring, glæde og flammende energi, og mentalt har jeg en indre tro på, at der er så mange muligheder i dette processpeciale, at vi slet ikke fatter det. Udfordringen for mig og mine konfliktmæglingskollegaer er lige nu at synliggøre disse muligheder, så folk omkring os – herunder også vore advokatkollegaer, som hele tiden tænker i det traditionelle ret/uret-system – reelt får øjnene op for, at der er andre måder at løse konflikter på end at sende disse til domstolene, hvor man oftest får en enten-eller løsning, og som helt sikkert altid efterlader den ene part utilfreds. Vi skal simpelt hen lære at tage ansvar for vore egne konflikter og være åbne over for det faktum, at almindelige mennesker absolut ikke kun tænker i penge!! Folks retfærdighedsopfattelse dækker over et meget bredere spektrum, og der har vi som advokater meget at lære.

Konkret kan min oplevelse med uddannelsen indtil videre sammenlignes med bestigelsen af et bjerg. Jeg troede naivt, at tilegnelsen af mæglingsteknikkerne ville være pisse let, men med undervisernes forklaring erfarede jeg, at jeg blot var TOTALT ubevidst om, hvor inkompetent jeg egentligt var i relation til det at bestige bjerget, når det kom til stykket. Tro mig endeligt: Jeg er blevet bevidst om min inkompetence i dette forløb. Nu finder jeg ud af, hvad det egentlig kræver at bestige det bjerg. Mit mål lige nu går derfor ud på at bestige bjerget og blive bevidst kompetent, og jeg ved, at det kræver, at jeg arbejder og kæmper med min fysik og min mentale tilstand i en LAAAAAAAANG periode. Det endelig mål er selvfølgelig toppen af bjerget – stedet hvor man pludselig erfarer, at man har udrettet noget stort, som man kan bruge til noget spændende fremadrettet. Næste gang (eller måske først 5. gang…) jeg skal bestige et bjerg, så er jeg forhåbentlig og ”pludseligt” gået hen og blevet ubevidst kompetent.

Til sidst vil jeg gerne stille et superbt spørgsmål, som jeg virkeligt har taget til mig fra vore underviseres side de sidste 3 dage, og som vi alle kan bruge fremadrettet i alle sammenhænge i vore liv: ”Hvad skal den anden part høre fra dig, som gør, at han eller hun vil være villig til at give dig det, som du gerne vil have?” Totalt enkelt spørgsmål men pokkers svært at besvare. Svaret ligger hos den enkelte – er det ikke smukt?

Positive og energiske tanker
fra Lotte