Kære kollegaer – så er vi i gang :-)

Hvorfor har vi lavet en blog?

På advokatbranchens innovationsudvalgsmøde for interesserede advokater i Sydjylland og på Fyn i Vejle den 21. marts 2007 foreslog jeg, at der sideløbende med kommende innovationsmøder blev oprettet en blog med det formål at skabe et virtuelt forum for advokaters løbende videndeling og løbende udveksling af tanker, ideer, erfaringer m.m.

Hvad er formålet med bloggen?

Mit håb er, at denne blog på sigt kan blive et af flere steder, hvor vi som advokater på ærlig vis og i tillid til, at flere hoveder tænker bedre end et, kan udveksle erfaringer og indsamle succeshistorier og ad den vej finde nogle praktiske værktøjer til vor brug i det daglige arbejde ude på kontorerne.

Personligt er jeg overbevist om, at der overalt (ja, også i vor branche!!) sker små forbedringer eller fornyelser, som vi alle kan lære en masse af. Jeg er tillige overbevist om, at hvis vi tør dele vore tanker, erfaringer, værktøjer og lignende med hinanden, så kan vi i fællesskab gøre tingene meget bedre både for branchen som helhed, for de enkelte advokater og advokatkontorer rundt omkring i landet. Ideen er jo, at man kan tage, hvad man mener, at man kan bruge til noget og lade resten ligge – vi er jo meget forskellige, når alt kommer til alt.

Formålet med denne blog er altså at dele den viden og de erfaringer med hinanden, som vi ved virker, eller som vi tror på vil kunne virke, og som vi ønsker at få frem i et forum, hvor folk ønsker at bidrage til at forme ideen og gøre ideen endnu bedre.

Formålet er derimod ikke at dræbe ethvert initiativ med negativ kritik – ting som ikke er afprøvet endnu skal derimod hjælpes frem til handling Vi må ikke snakke ting til døde.

Er du ikke bange for at dele din viden og forretningshemmeligeheder med andre?

Dette spørgsmål blev jeg mødt med i Vejle af nogle kollegaer. Nej, det er jeg oprigtigt ikke, for jeg er af den opfattelse, at de værktøjer, som vi lægger ud på denne blog eller andre steder, ikke er mere værd end den person, som har værktøjet i hånden.

Jeg tror ikke på, at man bare kan kopiere andre menneskers tilgang til tingene; men jeg tror til gengæld på, at andre advokater kan lade sig inspirere og tilføre værktøjerne den menneskelige tilgang, som netop behøves i den pågældendes virksomhed.

En helt anden ting er, at den advokat, som vælger at dele sin viden med os andre, allerede har gjort sig de konkrete erfaringer og allerede anvendt sin tid på det pågældende område, og den advokat er allerede i det øjeblik, han eller hun deler sin viden med os andre på vej et nyt sted hen.

Alle vi andre står derimod i en situation, hvor vi først skal i gang med at tage stilling til, hvorvidt vi overhovedet vil tage ideen til os og dernæst skal vi handle ved at implementere den pågældende idé i vor virksomhed. Kan I følge mig?

Hvordan fungerer bloggen?

Jeg har gjort mig nogle tanker omkring udformningen af bloggen, og i stedet for en forkromet model, som vil tage mig megen tid at få både struktureret og dernæst op og stå, er jeg nået frem til, at det vigtigste må være, at vi kommer i gang, mens vi er motiverede. Hvis dette forum bliver en succes, kan vi altid få lavet en ordentlig blog på baggrund af indhentede erfaringer.

Hvad gør jeg?

Du skal allerførst registreres som bruger, og her er der 2 muligheder:

1) Du har fået en e-mail, og du registreres som bruger af bloggen via email.
2) Kommer du til siden uden at være logget ind (automatisk via et link fra en e-mail), skal du klikke på `Registrér´-menupunktet (for oven under overskriften Advokat-innovationsudvalget Sydjylland og Fyn). Du kommer herefter til en registreringsside og lige UNDER registreringsboksen står der med meget småt ‘login’, klik på det – og tag den derfra.

Hvis du registrerer dig som bruger af bloggen, ryger du automatisk ind som editor. Det betyder, at du nu kan kommentere på indlæg, uploade filer, oprette egne emner og meget mere. Hvad der præcis ligger i `editor´funktionen kan du læse om her:

http://codex.wordpress.org/Roles_and_Capabilities#Editor

Hvem er vi?

I må meget gerne skrive nogle ord om jer selv under emnet `Hvem er vi´, så vi kan få mulighed for at lære hinande bedre at kende – jeg har lagt ud med min egen profil til jeres inspiration eller afskrækkelse ;-)

Sådan kommenterer du?

Når du har kigget dig omkring og fundet et emne, som du gerne vil kommentere på, så klikker du blot på `comments´-linket ved overskriften af det pågældende indlæg – lettere kan det ikke være. Husk at du dog skal være logget ind, inden du kan kommentere. (Tryk på `Registrér´-knappen under bloggens overskrift og dernæst på det lille `login´-link UNDER registreringsboksen. Der kommer en ny side frem, hvor du skriver dit brugernavn og dit password).

Hvis du selv ønsker at oprette et helt nyt emne, så gør du bare det. Du kan ved valg af eget emne selv vælge en kategori, som emnet passer til eller oprette en ny kategori. Tjek FAQ-menpunktet for svar på oftest stillede spørgsmål.

P.S. Hvis det ikke lykkes for dig, så send mig en mail eller ring mig op – jeg vil hellere end gerne hjælpe dig i gang 🙂

Med positive tanker til jer alle og rigtig god fornøjelse
Lotte Bliddal

Share and Enjoy:
  • Print
  • Digg
  • StumbleUpon
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Yahoo! Buzz
  • Twitter
  • Google Bookmarks
  1. jbj’s avatar

    Et stort til lykke med starten.

    Jeg er klar til at gætte på, at mindre end 10 kolleger går ind før de bliver rykket.

    Jørgen B. Jepsen.

  2. Lotte’s avatar

    Kære Jørgen

    Du er den første på bloggen – velkommen til dig 🙂

    Jeg ser frem til at se, om du får ret i dine forudsigelser 😉

    Hilsner fra
    Lotte

  3. JUG’s avatar

    Også et tillykke med starten fra mig

    Det er et rigtig godt initiativ.

    Med venlig hilsen

    Jørgen U. Grønborg

  4. kkd’s avatar

    Til Jørgen b jepsen.

    Jeg er optimist. Jeg tror , der vil mere mere end 10 deltagere uden rykning,
    idet jeg forudsætter ar der først rykkes efter påske.
    mvh
    knud K Damsgaard

  5. Lotte’s avatar

    Kære Knud

    Vi har en aftale – jeg rykker først efter Påske, så jeg håber på, at du får ret, for det er jo os selv, som skal skabe værket 😉

    Med venlig hilsen
    Lotte

  6. Hulgaard’s avatar

    Hej Lotte

    Rigtig god ide med denne blog. Det er altid spændende at prøve noget nyt. Lad os få gang i debatten!

    Øjvind

Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Advokat Lotte Bliddal, Videbæk, møderet for Højesteret