Den lykkelige “medejer” af en sti (klumme)

Indrømmet: Jeg er en sjuft med nogle ting. Det der harmoniseringshalløj af stierne i Videbæk er en af disse ting. Der er ikke umiddelbart noget ophidsende og interessant over en sti, heller ikke selv om man bor lige op ad en.

En sti hører til blandt de ting, som man tager for givet i en by og kommune, som gerne vil tiltrække bosættere og slå på, at byerne er sikre, tilgængelige og fungerer på et lavpraktisk plan. Stier er anvendelige og sørger for, at man kan komme til og fra et område til et andet område, så alle på ens vej og alle andre forbipasserende kan komme omkring og igennem uden brug af veje og involvering af noget så farligt som biler, som kun er forbeholdt vejene.

I oktober 2016 besluttede Teknik og Miljøudvalget at igangsætte en harmonisering af stierne i vor kommune. Det lyder ret harmonisk og egentligt fair og sådan lidt a la lighed for alle i kommunens bestræbelser på at få serviceniveauet gjort ens for alle borgere. I den forbindelse er det naturligvis træls, at gamle Videbæk kommune igennem mange år havde en bosætningsstrategi, som handlede om at gøre det nemmere at tiltrække tilflyttere med forholdsmæssigt billige grunde og intet krav om grundejerforening, og dermed ingen særskilte pligter for husejerne til at holde stierne.

Mandag den 19. februar 2018 var jeg en blandt mange andre grundejere, som fik straksoverdraget en sti, som indtil nu har været offentlig, men som på denne store dag blev gjort til en privat fælles sti. Kommunen er, som jeg forstår det, umiddelbart ligeglad med stiens fysiske tilstand, fordi os, der bor på Jasminalle – som er en vej udstykket i 1990érne – og dem, der bor på Irisalle med stisystem ned mod Jasminalle, ikke har stier, der nogensinde er blevet officielt registreret i vor nye storkommunes stiregister. Oooh skræk oooh ve, for det betyder altså, at de alle nu er overdraget til os borgere. Også selv om kommunen har passet disse stier på tilsvarende vis som alle andre stier i Videbæk. Intet sted har hverken kommunens medarbejdere eller uvidende borgere som mig sondret mellem, hvad der måtte findes i et officielt storkommunalt stiregister. (Finere og mere bureaukratisk bliver det i øvrigt vist ikke )

Nogle spørger formentlig, hvad problemet er, eftersom alle borgere i vor storkommune får den samme behandling. I min verden er det forskelsbehandlingen, der er et problem. Hvordan kan det være, at alle andre får en periode over 4 år til overdragelsen og ret til udarbejdelse af en tilstandsrapport over stiens beskaffenhed, mens andre skal have stoppet en sti ned i halsen uden samme ret?

Det næste bliver, at alle områder herefter vil skulle ud i diskussioner med deres naboer om, hvorvidt man bør være solidarisk eller ej og frivilligt tilslutte sig en lokal grundejerforening, så alle på vejen bidrager til vedligeholdelse af stierne. Ingen kan tvangsindlægges til at være medlem af en ejerforening, eftersom et sådant krav ikke er tinglyst på nogen ejendom.

Med andre ord handler det her ikke om, hvorvidt man kan undvære et beløb på 500 kr. om året. Til gengæld handler det mere om den manglende lighedsbehandling, og det forhold at man overlader ansvaret og bøvlet til de husejere, som tilfældigvis bor op til en sti. Hvordan skal de kunne overbevise de andre på vejen om, at det er en god idé at etablere en grundejerforening uden nogen tinglyst forpligtelse? Det her bliver lidt som møllerne i vor kommune: Nogle vil være for, mens andre vil sige nej tak og proklamere, at forudsætningerne for deres køb i sin tid hvilede på helt andre løfter fra gamle Videbæk kommunes side. Uanset hvad så vil det formentlig være de samme folk som altid, som kommer til at lave arbejdet.

Og til allersidst – hvorfor skriver jeg egentlig, at jeg er blevet den lykkelige ”medejer” af en sti? Fordi jeg ikke gider lade en politisk beslutning om harmonisering på et uligebehandlingsmæssigt grundlag gøre mig til det modsatte. Det er livet da for kort til. I øvrigt er jeg en af dem, som gerne vil være med til at etablere en grundejerforening for Jasminalle og eventuelt i fællesskab med Irisialle.

P.S. I denne weekend vil jeg tage mig sammen til at fotografere min sti, så jeg kan få fremsendt dokumentation til forvaltningen på, at stien i øvrigt er i en så sølle tilstand, at alene det forhold burde give os grundejere i området den samme ret til en tilstandsrapport og udbedringsplan som alle andre, der bor ved en sti, som tilfældigvis befinder sig i det fine officielle storkommunale stiregister.

(Klumme til Dagbladet Ringkøbing- Skjern lørdag den 24. februar 2018)

Share and Enjoy:
  • Print
  • Digg
  • StumbleUpon
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Yahoo! Buzz
  • Twitter
  • Google Bookmarks

Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *