Efter at have surfet på de høje bølger i de seneste 3 måneder så kunne enhver (naturligvis med undtagelse af mig selv) se, at det snart måtte komme – en nedtur, for det kan jo ikke altid kun gå derudad med
Faktum:
Igennem lang tid har jeg proppet alt muligt ind i hovedet på mig selv i form af bøger, foredrag, snak, diverse notater, rapporter, kurser m.m. Samtidigt passer jeg mit arbejde og har endnu ikke lært mig kunsten at uddelegere mine ting til andre, så jeg kan få tid til lederskab i arbejdstiden. Nej, nej – i arbejdstiden “arbejder” jeg, og om aftenen (og natten) bruger jeg tid på alt det, som gerne skulle skabe merværdi for virksomheden på lidt længere sigt J
I min verden har det altså ikke været helt OK at bruge tid på ikke sagsrelaterede ting i arbejdstiden, selv om dette selvfølgelig ikke har kunnet undgås med alle de ting, som jeg har haft gang i…Nå, men tilbage til min nedtur. Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var et sagsforløb, hvor jeg må konstatere, at jeg hele vejen gennem sagen har været et skridt bagude. Det har været en surrealistisk oplevelse, og jeg må indrømme, at vort motto `Løsninger med fokus på mennesket´ kom til at stå sin prøve. Min sekretær og jeg valgte, at vi ville gøre alt, hvad der stod i vores magt for at løse vores kundes udfordringer, og heldigvis mødte vi blandt vore samarbejdspartnere forståelse for situationen, og de medvirkede alle positivt og ekstraordinært til sagens løsning, og det hele endte derfor i dag godt. (Derfor mit overskud til at fortælle om situationen)
Her i bakspejlet er det dejligt at konstatere, at jeg har en kunde, som er en engel, og som har været i stand til at tage tingene nedefra og op… Måske har det i den forbindelse hjulpet mig lidt, at jeg over for min kunde har erkendt og beklaget, at jeg har grebet sagen forkert an, og at jeg sammen med min sekretær ville gøre alt, hvad der stod i vores magt for at rette op på situationen inden for tidsfristen, uden at min kunde skal betale for den megen tid, som er medgået ved vores oprydning…Ud over at jeg har været presset gennem længere tid, så tror jeg umiddelbart, at vi kvinder generelt har det svært med fejl.
Jeg kan slet ikke i dag (i dag faldt alt jo som nævnt på plads, og ingen har lidt et tab, og tidsfristen blev nået osv.) forstå, hvorfor jeg ikke fik styr på sagen straks, da sagen løb af sporet første gang? Selv om der har været meget pres på, og selv om jeg nu sidder i en situation, hvor sagen er løst, så er det da svært at fatte, at jeg ikke fik taget mig den fornødne ro og tid til at sætte mig ned og få klaret tingene en gang for alle. Derimod styrtede jeg rundt med hovedet under armen og forsøgte at slukke ildebrandene i takt med, at de opstod. Forfærdeligt og en rigtig dårlig idé og slet ikke godt for selvtilliden…Altså har jeg haft et par uger i nedtrykt sindstilstand, og så er jeg altså ikke den, der slår ud med armene. Nogle aftener er jeg gået i seng kl. 19.00, og så synes drengene, at det er underligt, at mor går i seng før dem… Er mor syg? Ja, mor er en galning, og mor kan ikke finde ud af noget, og så er mor træt og vil bare sove… (Så gemmer jeg mig under dynen og har ondt af mig selv).
Min endelige opfølgning på alle medarbejderudviklingssamtalerne er heller ikke blevet til noget, selv om de ligger mere eller mindre klar på min computer. Ellers er der noget ret sjovt. Min ægtefælle og jeg har det for det meste rigtig godt sammen. Dog er der en krølle på halen: Når den ene af os er helt oppe og køre af begejstring, så er den anden nogle gange nede. Samme dag hvor jeg gik ned med flaget, røg hans flag til tops, og i disse dage har han bare for vildt succes med skolestrukturen på Aktiv Weekend i Silkeborg. Det er da underligt – sådan har det været i de 10 år, vi har været sammen, og det er da bare for inspirerende at høre, hvordan han surfer derudad (også selv om jeg er nede), for så ved jeg af erfaring, at der altid er lys for enden af tunnelen, og så bliver jeg hurtigt i stand til at rejse mig igen.Slut for dette indlæg – jeg er ved at være ved kræfter igen, så nu er I advaret J