Min 11. dag har haft fokus på flytning. I dag skulle det simpelt hen være dagen, hvor jeg fik mig taget sammen til at flytte ud af mit gamle kontor og ind i et nyt. Det har været vanskeligt for mig at nå til dette punkt i min erkendelse. Underligt. I en ideel verden burde en sådan flytning være interessant, fornyende og spændende….
Efter at have overvundet min trang til at forblive i vanen og mine rutiner, fik jeg endeligt gjort alvor af mit snart 1 ½ år gamle ønske og løfte om at finde en anden arbejdsplads i virksomheden. Det er lykkeligt, at jeg har haft en tålmodig medarbejder i Berit, som slet ikke (i alt fald ikke over for mig) har haft problemer med at skulle sidde så tæt på mig i dagligdagen. Faktisk har det være hyggeligt, inspirerende og lærerigt. Hun er simpelt hen et fund, og jeg er så TOTALT glad for, at jeg fulgte min mavefornemmelse og fik hende ansat i sin tid.
Og selve flytningen viste sig også at være energigivende. Jeg er endnu ikke færdig med mit flytteprojekt, men ca. 4 timer er i dag anvendt på at smide alt muligt skrammel ud fra mit gamle kontor. Berit har fået ordre på at indtage og indrette mit gamle kontor, så hun kan få det taget ordentligt i besiddelse, så der ikke er nogen som helst mulighed for, at jeg kan vende tilbage. Jeg bilder mig selv ind, at jeg nu har nået the point of no return med andre ord 😉
Altså er min time i dag blevet brugt på mit flytteprojekt, og jeg må fortælle og tilstå, at jeg har haft bogen ”Ryd op i dit liv – og giv plads til nye ideer og muligheder” af Werner Tiki Küstenmacher med på arbejde, så jeg kan påbegynde en optimal indretning og få ryddet godt og grundigt op, så jeg kan få en god start på mit nye kontor. Egentlig glæder jeg mig nu til, at jeg de næste par dage skal have fundet et nyt hæve-sænkebord og andre spændende indretningsting til mit nye kontor. (Hvem skulle have troet, at jeg ville nå det punkt nogensinde?)
I relation til beslutningen om, hvorvidt jeg skal investere i succeskittet “Home Workshop Kernesund Millionøse” for “kun” 2.497 kr. (plus porto), så må jeg tilstå, at kommentaren fra min gode Facebookven Kløve har gjort en smule indtryk. (Kløves kloge kommentar kan læses her.) Samtidigt har Ninka også gjort sit til, at jeg snart skal tage en beslutning, for igen i dag har jeg modtaget en mail fra hende med en opfordring om, at jeg naturligvis skal tage ”mit rigere og smukkere selv med på ferie”. Jeg citerer:
“Hej – det er SÅ fedt for mig at kunne fortælle dig sommerens bedste nyhed: KERNESUND MILLIONØSE-KITTET er klar. Du kan om få dage pakke manualen til dit nye liv med lykke, flere penge og strålende sundhed ned sammen med badehåndklæderne og solcremen. Når du har lyttet til cd´erne i hængekøjen og læst manualerne, er du forandret. Og kan sige farvel til de forhindringer og tilbagefald, der hidtil har holdt dig tilbage.”
Aaaaarghhh – så er jeg under pres eller hvad? Egentlig så slog Ninkas mail mig med den mistanke, at millionøsernes “hemmelige” vej til skønhed, rigdom og lykke simpelt hen er intet mindre end en kopiering af den i dette indlæg omtalte bogs principper… Lev enkelt principperne i ”Ryd op i dit liv – og giv plads til nye ideer og muligheder” af Werner Tiki Küstenmacher er nemlig en bog, hvis råd jeg har øvet mig på at følge i nogle år, og det er intet mindre end universelle sandheder, som anføres, og som også er helt klart anvendelige. Dog må jeg så ærligt tilstå, at det ikke er lykkedes mig at blive millionær – og slet ikke på 8 uger… Så måske er det alligevel ikke “hemmeligheden”, for så ville jeg vel have fanget budskabet, eller hvad?
Martin synes fortsat, at jeg er en total galning, hvis jeg køber kittet. Han synes fortsat, at min historie vil være endnu bedre, hvis jeg bare følger min endnu ikke på forhånd klar- og tydeliggjorte plan og dokumenterer denne i stedet for at kopiere andres planer.
Og til sidst vil jeg konstatere, at den oprydning i dag har givet mig rigtig meget overskud og lyst til at fortsætte mit projekt. Er det mon et tegn på, at det at rydde op i sit rod faktisk giver energi og skabertrang, eller er der mon blot tale om en total feel-good-følelse affødt af, at jeg endeligt kan hakke flytning af mit kontor af på min to-do-liste?
Måske er det også sætningen fra bogen her, som har givet mig anledning til lidt relevant refleksion: ”Hvad du – bortset fra dine papirstabler og dine kaotiske skuffer – skal muge ud i, er dine forventninger til dig selv. Dér er der som regel skrækkelig overfyldt.” Tag lige og tyg lidt på den. Det gør jeg 🙂
Kærlig hilsen
Lotte
Jeg tygger i høj grad med 😉 Kh Allan