En ny medarbejder er kommet til. Igen har jeg oplevelsen af, at der er noget af et forløb og en historie, som skal formidles. Primært for virksomhedens skyld, dernæst mine medarbejderes, den nyansattes og min egen. Ofte går der et par år, og så glemmer jeg, hvad det var, der egentlig skete. Et af målene med denne blog har altid været at beskrive mine beslutningsprocesser, mine tanker, mine tvivl og bekymringer, men også mine opture, hvor jeg har storhedsvanvid og oplever, at jeg ikke er til at skyde igennem. Dertil kommer, at det er fedt at kunne læse tilbage, så jeg undgår at falde i den fælde, der hedder, at så gjorde jeg sådan og sådan, og så endte alt godt. For så let er det altså ikke 🙁

Nu er det snart et år siden, at jeg påbegyndte et vækstkursus via Ringkøbing Fjord Erhvervsråd. Kurset endte ud med alle deltageres udarbejdelse af en Drømmeplan 2015. Min drømmeplan blev afleveret den 1. februar 2011, og du kan læse om projektet her. Tiden er gået, og ud af de dengang beskrevne tiltag, fik vi etableret en ejendomsmæglerafdeling pr. 1. februar 2011 og ansat en ejendomsmægler.

Nu er tiden her 8 måneder efter kommet til, at jeg der skal gang i de øvrige projekter, og jeg har taget mig sammen til at ansætte en journalist, som tillige har en baggrund som projektleder, multimediedesigner, en 2 årig uddannelse inden for Innovation & Entrepreneurship OG vigtigst praktisk erfaring som både blogger og journalist på Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Baggrunden for, at det endeligt er lykkedes mig at tage mig mod til endnu et eksperiment, er den, at jeg tilbage i medio maj måned blev kontaktet af en medarbejder fra det lokale erhvervscenter. Hun fortalte, at vor kommune var en blandt 12 kommuner i Danmark, hvor virksomhederne er berettigede til at ansætte en akademiker på en tilskudsordning, under forudsætning af at vi i vor virksomhed har nogle udviklingsprojekter liggende, som skal opfylde visse krav. Spørgsmålet var i bund og grund, om vi kunne bruge en højtuddannet, så vi kan få udvikling i stedet for afvikling i Udkantsdanmark?

Jeg indvilligede i at få besøg af en venlig konsulent fra Akademikerkampagnen, som opererer under mottoet ”flere akademikere i virksomhederne i yderområderne”, Per Gorm Nielsen, som lige som mig er en DJØF´er. Dette møde blev holdt den 21. juni 2011. Her blev jeg orienteret om, at det faktisk var ret så vanskeligt at få os virksomhedsejere til at åbne dørene for akademikere, hvorfor konsulenterne havde besluttet også at rette henvendelse til de virksomheder, som allerede har ansat akademikere (hos os er vi 4 jurister og dermed 4 akademikere). Jeg blev introduceret for en sand tilskudsjungle, og der er ret så mange muligheder for at ansætte medarbejdere med tilskud. Der findes viden-pilot-ordningen, mentor-ordningen, udvidet jobpraktik-ordningen, vækstpakker i diverse afskygninger og mere traditionelle ordninger med jobtilskud. Vi talte løst og fast om virksomhedens skuffeprojekter, hvoraf det blev vurderet, at flere af disse projekter opfyldte kravene i Viden-pilot-ordningen.

Den erfarne og dygtige konsulent ved godt, at forventningerne til det næste møde skal afstemmes, at virksomhedsejeren (i dette tilfælde mig) skal sættes i arbejde, at der for udførelse af et sådant arbejde skal fastsættes en deadline, og at det er vigtigt at understege, at ansvaret for arbejdets færdiggørelse altid ligger hos den enkelte virksomhed, hvorfor jeg blev tilrådet at bruge (noget af) min sommerferie på at prioritere de mange skuffeprojekter og gøre et forsøg på at afklare fordele og ulemper ved disse. Næste møde blev fastsat til den 11. august.

En ret så stor del af min sommerferie gik med at tænke over min Drømmeplan 2015, de nye ideer som er kommet til siden dengang, og min kære ægtefælle blev involveret i mine planer allerede efter den første uge af sommerferien. Herefter fik jeg udarbejdet en prioriteret liste over 6 forskellige projekter, som alle indeholder yderligere udviklingsmuligheder. Ud fra hver af de 6 opgaver gjorde jeg mig også tanker om, hvilken slags medarbejder, der ville kunne finpudse ideerne og føre tankerne ud i livet. Og så var det, at en bestemt person, som hedder Anders Hein, blev ved med at dukke op i hovedet på mig, uden at jeg kender vedkommende specielt godt. Jeg har dog fulgt ham på Facebook gennem lang tid, og jeg har haft en oplevelse og erfaring med personen, som har vist et billede af én, som altid bidrager med mere, end hvad man kan forvente. Mit første ”møde” med Anders uden at vi hilste på hinanden  var til det – blandt virksomhedsejere i kommunen – berygtede og totalt surrealistiske foredrag med Reimer Bo på Westergaards Hotel i Videbæk den 13. marts 2008. Efter det foredrag var jeg så oprørt, at jeg lavede et blogindlæg om min oplevelse med over-selv-fede-og-ikke-til-at-holde-ud-Reimer-Bo. Dagen efter læste jeg Dagbladets oplevelse af selvsamme foredrag, og min interesse for journalisten blev vakt. Uden at kende vedkommende sendte jeg en mail og linkede til min oplevelse af foredraget, og så var forbindelsen etableret. (Til nysgerrige Reimer Bo fans og andre kan mit blogindlæg fra dengang læses her, hvorved jeg dog kan bemærke, at linket til Dagbladets hjemmeside indeholdende Anders´ anmeldelse ikke kan læses længere).

Min ægtefælle blev fyr og flamme, da jeg fortalte ham om mine tanker om at ansætte vedkommende til udførelse af de 6 projekter. Vi bildte os begge ind, at der kunne være et potentiale i den idé. Vi har begge to en forkærlighed for skæve personligheder. Mennesker, der ikke lige kan placeres i vore mentale kasser af stereotyper, er bare noget, som kan få os frem på kanten af stolen. Anders er efter min opfattelse sådant et menneske. Du ser ham ikke komme, men pludselig er han der. Årsagen er, at han kommer fra en helt anden retning end forventet. Sådan noget er spændende, og det er i særdeleshed med til at sætte kolorit på tilværelsen og min virksomhed.

Nu sidder du måske og tænker: ”Åh, herre gud, nu dyrker hun igen sine excentriske tilbøjeligheder ved at søsætte endnu et tåbeligt projekt.” Til det kan jeg kun sige: ”Ja, jeg har excentriske tilbøjeligheder, men nej, det er ikke derfor jeg ansætter en person som Anders. Det kan til gengæld godt tænkes, at det er på grund af mine excentriske tilbøjeligheder, at jeg driver min virksomhed, som jeg gør. Jeg synes bare ikke, at du skal tage fejl af, at dette er business. Et nærliggende spørgsmål kunne herefter være: Hvor kommer forretningen ind i billedet, når jeg ansætter medarbejdere, der traditionelt ikke hører til i min branche? Det vil jeg gerne prøve at forklare.

Når man som jeg er selvstændig erhvervsdrivende, vil man gerne skabe en god virksomhed. Allerhelst en forretning der er i udvikling og vækst. Det vil jeg i hvert fald gerne. I den sammenhæng kan jeg spille på tre forskellige strenge:

1. Jeg kan forsøge at erobre markedsandele. (F.eks. via PR og markedsføring)
2. Jeg kan udvikle mine forretningsområder. (F.eks. ejendomsmæglerafdelingen, LeoBolig)

I de to første tilfælde kaprer jeg muligvis kunder fra nogle andre erhvervsdrivende, og set med samfundsbriller på, så bliver resultatet status quo. Altså, jeg flytter bare arbejdspladser fra et sted til et andet. Her kommer den tredje streng på banen:

3.  Jeg kan skabe vækst gennem fornyelse eller med et fint ord, innovation.

Set med mine øjne er det sidstnævnte, der er den mest interessante mulighed for at skabe vækst. Du har sikkert i mine tidligere blog-indlæg hørt mig tale om det blå ocean (stedet hvor der ikke er konkurrence i modsætning til det røde ocean, hvor virksomhederne slås om de samme kunder). Hvis jeg vil satse på at komme over i det blå ocean, og det vil jeg, så tror jeg på, at det kræver, at jeg tør kaste min trang og mit behov for sikkerhed over bord ved at løbe en kalkuleret risiko. Jeg satser på, at hvis jeg ansætter intelligente mennesker, som kommer fra andre brancher og har andre uddannelser, så tænker de også på en anden måde, end jeg gør. Derfor vil de også se på min branche med helt andre øjne. De vil stille spørgsmålstegn ved hævdvundne værdier og dogmer, og de vil hjælpe mig med at se nye muligheder og forretningsområder. Jeg leder efter uslebne diamanter, om du vil. Når jeg ser på mine medarbejdere, sidder jeg med en dejlig følelse af, at jeg indtil nu har haft heldet med mig. Og det giver jo blod på tanden 🙂

Da jeg kom hjem fra min sommerferie kontaktede jeg Anders. Han stod i en situation, hvor han ikke var blevet fastansat i den journalistiske stilling, som han havde bestredet som vikar i ca. 6 måneder. Umiddelbart uheldigt for ham – men også heldigt for mig 😉

Jeg sendte Anders min Drømmeplan 2015, og mine udspecificerede tanker om et af projekterne for at høre, om han ville være interesseret i et samarbejde, og om han kunne se sig i en meget selvstændig stilling som projekt-/kommunikationsmedarbejder. Anders meldte heldigvis meget positivt tilbage og igen med en tilbagemelding som var meget mere, end hvad jeg kunne tillade mig at forvente. Det underbyggede jo bare min fornemmelse af, at jeg havde fundet mig endnu en usleben diamant…

Tiden oprandt for mit andet aftalte møde med konsulenten, Per Gorm Nielsen. Til mødet havde jeg fået lavet mine ”lektier” og vi gennemgik min prioriterede oversigt. Vi fandt ud af, at hvis jeg ansatte Anders, som jeg jo tænkte på, så ville vi ikke kunne få tilskud til hans løn, idet Anders ikke har en kandidat-grad. Spørgsmålet var herefter, om jeg ville afsøge markedet for universitetskandidater til stillingen, eller om jeg ville satse på min egen sommer-mavefornemmelse-kandidat. Konklusionen på mødet blev, at jeg skulle oprette et udkast til en stillingsbeskrivelse, så jeg kunne få gang i en ansættelsesprocedure, hvis min kære far og mine uundværlige medarbejdere fandt det total hul i hovedet at ansætte en medarbejder uden tilskudsmuligheder, når der trods alt var tale om nogle eksperimenter, som ligger mere eller mindre i udkanten af vort normale forretningsområde som advokater. (Vi skal jo tjene penge, så medarbejderne kan få deres løn og regningerne kan blive betalt…)

Dagen efter mødet havde min super dygtige kollega, Berit Holmstrøm, og jeg fået lavet et udkast til et stillingsopslag, som vi var nogenlunde tilfredse med. Samtidigt fik jeg Anders inviteret hjem privat på besøg hos mig og min kære ægtefælle for at give min mand, Martin, mulighed for at møde ham og vurdere, hvorvidt jeg var helt ude i skoven med mine tanker. Min tillid til min ægtefælle er urokkelig. Så hvis han giver grønt lys til noget, så gør jeg det – når jeg har taget mig nok mod til det… Stillingsopslaget vil jeg lægge på siden her, hvis der måtte være interesse for det.

Det blev et interessant møde, og både Martin og jeg blev bekræftet i, at vi ville satse på Anders i det videre forløb.

Så var der min kære far. Det var ved at være på tide, at han blev involveret. Han er ved at vænne sig til mine mange eksperimenter og ideer, så selv om han sikkert tænkte ”Åååååh nej, kan hun dog ikke bare slappe af et par år, inden hun kaster sig over noget nyt, eller i det mindste vente med sine nye tiltag, indtil jeg er gået på pension????”, så tog han det i stiv arm og meddelte, at hvis jeg kunne overbevise medarbejderne om, at der var tale om en acceptabel satsning, så ville han også være indforstået hermed.

Nu kender jeg efterhånden vigtigheden og værdien af at involvere medarbejderne i god tid, inden jeg tager mine endelige beslutninger. Der blev arrangeret et ståmøde i teknikrummet en fredag formiddag, hvor jeg fortalte om mine ideer, og hvor vi indledningsvist fik drøftet fordele og ulemper. Derefter fik alle medarbejdere min Drømmeplan 2015 udleveret sammen med den prioriterede liste over de 6 projekter, så de i weekenden kunne læse det igennem og vurdere på materialet.

Om mandagen holdt vi igen et ståmøde, og vi blev enige om, at vi ville give Anders Hein en chance og mødes med ham, selv om flere umiddelbart var af den opfattelse, at det ville være dumt ikke at lede efter en akademiker, når det nu en gang var til en sådan person, at der var tilskudsmuligheder. Herefter inviterede vi Anders til formiddagskaffe og en efterfølgende samtale, så de medarbejdere, som havde lyst, kunne deltage i en snak med ham. Efter mødet var vi klare på, at vi ville give ham chancen og droppe bureaukratiet med at ansøge om tilskud til ansættelse af en akademiker.

Sidste hurdle var min kære far. Ham fik jeg taget mig sammen til at konfrontere med udfaldet af vore drøftelser i medarbejdergruppen den 21. september 2011. Han accepterede heldigvis, og så er det på onsdag den 28. september 2011, at Anders Hein har sin første arbejdsdag, og det samarbejde med ham forventer vi os alle meget af 🙂

Nyt vil følge på et tidspunkt –  og uanset hvad, så skal det nok blive totalt spændende.

Glade eksperimenterende hilsner fra
excentriske Lotte