I denne juletid har jeg lyst til at fortælle en lille anonymiseret julehistorie fra samfundets skyggeside, som er baseret på virkelige begivenheder fra mit virke som advokat.
Der var engang en psykisk syg mand, som boede i et lille hus ude på landet. Manden havde nogle år forinden mistet sit job, fordi han ikke længere kunne bestå arbejdspladsens krav til jobbet ved de årlige helbredsundersøgelser.
Efter opsigelsen gik det kun nedad bakke for manden. Manden overgik til kontanthjælp. Han isolerede sig i sit hus, han begyndte at høre stemmer, fik lidt for meget at drikke og blev mere og mere ensom. Hans ejendom voksede til i aviser, papkasser, tøj, flasker, madrester, emballage, bøger, elektronik og alt muligt andet, som hurtigt blev til ragelse, fordi det fik lov til at hobe sig op omkring ham.
Til sidst kunne manden kun komme ind og ud af sit hus ved at kravle hen over alle sine ting, som nu lå overalt i op til flere meters højde. Han kunne ikke længere have besøgende i sit hus. Dertil kom, at varmeforsyningen og vandforsyningen til ejendommen stoppede, og manden var nu uden vand og varme og levede mildt sagt et liv, langt væk fra det som du og jeg i vor vildeste fantasi overhovedet kan forestille sig.
Manden havde svært ved at overskue tingene, og han holdt derfor på et tidspunkt op med at læse den post, som han modtog. Tingene var nu bogstaveligt talt vokset langt over hovedet på manden.
Den første kontakt, manden fik til myndighederne, kom som en følge af, at han holdt op med at betale udgifterne vedrørende ejendommen. Ejendomsskatter, vand, el, varme, forsikringer m.m. blev ikke længere betalt. Dette forhold resulterede i trusselsbreve fra myndighederne og fra de forsyningsselskaber, som manden skyldte penge.
Da manden heller ikke reagerede på disse henvendelser, blev sagerne sendt i fogedretten med henblik på at få mandens ejendom bortsolgt på auktion. Fogedretten undersøgte sagen, og en medarbejder fra fogedretten besøgte manden på ejendommen og fik sig sit livs chok, da hun konstaterede, hvordan manden boede – og så endda i et velfærdssamfund som Danmark, hvor mere end 50 % af borgernes indtægter gik til offentlige myndigheder i form af skatter og afgifter, og hvor det høje skatte- og afgiftstryk blev retfærdiggjort med sætninger som ”Danmark tager sig af de svageste”, ”Danmark har et sikkerhedsnet under alle, hvis dette måtte blive nødvendigt” osv.
Medarbejderen i fogedretten kontaktede straks efter besøget mandens bopælskommune for at meddele, at manden havde hårdt brug for hjælp.
Der gik et par måneder, og på ny erfarede fogedretten, at mandens ejendom var blevet begæret solgt på auktion. Da fogedretten ikke havde hørt fra mandens kommune, vurderede fogedretten, at manden skulle have beskikket en advokat, så manden en gang for alle kunne få hjælp til primært at få afværget auktionen, sekundært til at få kontakt til kommunen og tertiært til at få styr på sit hjem.
Fogedretten tænkte på en advokat, som påstås at være stædig, engageret og i stand til at tale med de fleste mennesker. Advokaten besøgte manden på sin ejendom og kunne straks bekræfte fogedrettens oplevelse af situationen. Manden havde i allerhøjeste grad brug for hjælp. Manden havde i nogle måneder slet ingen indtægt haft, idet kommunen havde stoppet udbetalingen af mandens kontanthjælp, fordi han ikke var mødt til de samtaler hos kommunen, som han var blevet indkaldt til, fordi mandens psykiske lidelser havde forhindret ham heri.
Sammen med manden blev der nu taget kontakt til kommunen, til mandens bank og til samtlige mandens kreditorer med henblik på at finde løsninger. Der blev drukket kaffe og spist småkager i advokatens bil, og mandens situation og behov blev forsøgt klarlagt. Advokaten fik fuldmagt til at forsøge at finde ordninger på mandens vegne.
Tiden gik, advokaten fik afværget auktionen, afdragsordninger blev indgået, og mandens sagsbehandler hos kommunen lovede at ville arbejde på at finde løsninger i relation til mandens levevilkår i form af oprydning og genetablering af forbrugsforsyningerne til ejendommen.
6 uger efter første besøg hos manden, kom advokaten til manden på ejendommen på ny for at meddele manden resultatet af forhandlingerne med kreditorerne. Advokaten konstaterede beklageligvis og lidt rystet, at der ikke var sket noget: ejendommen lignede fortsat noget, som var løgn, og manden havde fortsat ingen varme eller noget vand på ejendommen. Manden havde dog fået genoptaget udbetalingen af kontanthjælp, så han lige netop kunne klare sig økonomisk og overholde sine forpligtelser over for kreditorerne.
Igen blev der drukket kaffe og spist småkager i advokatens bil. Manden var blevet i bedre humør, for han havde haft besøg flere gange af den venlige sagsbehandler ved kommunen, og han blev nu opsat på, at han selv ville påbegynde en oprydning af ejendommen. Alt, han ønskede sig, var en container, så han kunne komme i gang, for manden var meget flov over og ked af, at huset så ud, som det gjorde. Manden ønskede sig nemlig, at han en skønne dag kunne invitere et andet menneske på besøg inde i sit hus og drikke en kop kaffe dér.
Endvidere viste det sig, at manden gav udtryk for at være motiveret for at læse en bog, som han måtte låne af advokaten. Aftalen blev, at hvis manden fik ryddet huset op og gjort denne beboelig på ny inden 1. november, så ville advokaten sponsorere en computer til manden. Det viste sig nemlig, at manden havde store kompetencer inden for dette område, og når snakken faldt på dette emne, så blomstrede manden op og fik en fantastisk glød i øjnene.
Advokaten kørte efter mødet begejstret hjem på sit kontor, ringede til sagsbehandleren i kommunen og spurgte, om det var i orden, at der straks blev bestilt en container til en værdi af 1.995 kr. til manden på ejendommen, så manden kunne få ryddet op på et tidspunkt, hvor manden var motiveret og rig på initiativer. Sagsbehandleren meddelte, at advokaten ikke måtte bestille noget, uden at dette var bevilget af kommunen inden. Aftalen blev derfor, at advokaten skulle få styr på den sidste aftale med en kreditor, og til gengæld ville sagsbehandleren gøre, hvad hun kunne for at få sagen igennem hos kommunen i relation til containeren og varmen på ejendommen, og hun ville sørge for, at bogen til manden blev afhentet hos advokaten og udlånt til manden.
I denne uge konstaterede advokaten, at der fortsat ikke var sket noget hos manden. Der havde til gengæld efter sigende været afholdt en del møder hos kommunen med deltagelse af en masse velmenende mennesker så som mandens læge, en psykiatrimedarbejder, den venlige sagsbehandler, diverse chefer, bevillingspersonale m.m., og hvor man var nået frem til, at kommunen ikke kunne hjælpe manden, da han fortsat var ejer af fast ejendom.
Advokaten havde fået afværget auktionen, fundet en løsning med kreditorerne og nu måtte manden kunne klare sig selv på en – efter advokatens og fogedrettens opfattelse – ubeboelig ejendom uden varme og vand…
Snip snap snude – gid at denne historie havde været langt ude…
— 000 —
Kun fremtiden vil vise, hvad der kommer til at ske i mandens tilfælde; men med dette læserbrev finder jeg det relevant at synliggøre en af historierne fra samfundets skyggesider. Samtidigt giver læserbrevet mig anledning til at overveje principielle ting, så som om det ikke ville have været bedre at bestille den container og dernæst have bedt om tilgivelse? Med min naive forestilling om, at enhver kunne se, at det ville være en genial ting at bestille den container, bad jeg om tilladelse, og prøv lige at se, hvilke forfærdelige ting denne anmodning har udmøntet sig i.
Virkeligheden er som bekendt, som den er, så måske sidder der mennesker et eller andet sted på Christiansborg, hos kommunen og/eller i deres små hjem, som klapper i deres hænder og lykkeligt råber:
”Længe leve den danske lovgivning og tilsidesættelse af al menneskelig sund fornuft og næstekærlighed. Hurra for paragrafrytteriet og tidsrøvende møder med deltagelse af mange mennesker, som alle skal have løn og dermed anvende vore skattekroner på at tage stilling til super-vigtige ting som bevilling af under 2.000 kr. til en psykisk syg mand, som var motiveret for handling.”
Sådan tænker jeg ikke, må jeg tilstå, og jeg håber ikke, at jeg nogensinde kommer til at tænke på den måde. Min lille og begrænsede hjerne har simpelt hen SÅ svært ved at fatte og acceptere, at der ikke er plads, råderum eller tillid nok i systemet til at takle en sådan sag på en langt bedre og meget mere værdig måde.
Kunne man f.eks. forestille sig, at man overlod beslutningskompetencen til den venlige sagsbehandler, som jo var den, som havde det fulde overblik efter meldinger om mandens situation fra både fogedretten og fra mig og efter sine egne besøg ved ejendommen og samtalerne med manden selv?
Vil en sådan uddelegering af ansvar og beslutningskompetence til sagsbehandleren ikke leve op til kommunens værdier om at være ordentlig, handlekraftig og dynamisk? Ville en hurtig beslutning og en hurtig opfølgning på sagen ikke også samtidigt spare kommunen for en masse møder og dermed ressourcer og penge? Ville skattekronerne med hurtige besøg hos den trængende og efterfølgende fornuftige beslutninger og handlinger ikke også meget mere end i dag gå til den trængende i stedet for til systemet og alle administratorerne selv?
Hvordan mon selv samme sag ville have stillet sig, hvis den container blot var blevet bestilt med det samme? Hvordan mon mandens liv ville have udartet sig, hvis han oplevede at han blev mødt i sine ønsker og dermed kunne komme i gang med en tiltrængt oprydning, fik hjælp til at få varme og vand i ejendommen, fik hjælp til at holde huset i stand, fik besøg af sagsbehandleren inde i huset og fik en computer af advokaten, så han kunne bruge sine kræfter og ressourcer på ting, hvor han fortsat havde kompetencer i behold?
Som svar på mine egne tanker om, hvad jeg selv kan gøre anderledes fremover, dukker følgende muligheder op:
- Jeg fortæller en kommende kunde, at min opgave godt nok er defineret i den retning, at jeg skal hjælpe ham med at få afværget en auktion; men nu siger jeg i stedet for følgende: Vi lader din ejendom gå på auktion, du kommer til at sidde med en masse gæld, men til gengæld ejer du intet. Når du ikke har noget hjem, så er kommunen forpligtet til at hjælpe dig. Glem alle forsøg på at finde fornuftige løsninger, for det er i henhold til min erfaring på området 100 % spild af tid. Synes du ikke, at det lyder det som en rigtig god idé? (Så er jeg heldigvis i den lykkelige situation, at mennesker på samfundets skyggesider sjældent fyrer deres advokat for uduelighed – det har de ofte slet ikke overskuddet til…)
- Jeg gør det samme, som i historien, men med den forskel, at jeg denne gang blot selv bestiller containeren til manden uden at spørge kommunen om lov. På den måde flytter jeg konflikten og diskussionerne væk fra manden og over på mig selv, og så må jeg tage de øretæver, som bagefter måtte komme med kommunen og bede om tilgivelse efterfølgende. Kunden bliver mødt, jeg handler og er med til at gøre en forskel, som jeg kan glæde mig over og være stolt af, imens jeg venter på at modtage mine øretæver.
- Jeg kan også helt droppe henvendelsen til kommunen og bare tage sagen i egen hånd. Finde et par frivillige og idealistiske sponsorer som mig selv til manden, så skulle vi nok sammen få den container bestilt, ryddet op og installeret en computer til manden. Så kan vi lave en gruppe af erhvervsdrivende, som går mod strømmen og retter vore sponsoratmidler mod de individer, som lever på samfundets skyggesider. Hvilken interessant sponsor-strategi. Vore penge ville virkeligt gå til trængende mennesker, og vi kunne sammen glæde os over, at vi havde gjort en forskel.
Hvad tænker du som læser?
Skal vi i erhvervslivet fremover lege sponsorer for de mennesker, som egentlig skulle hjælpes af vort velfærdssystem? Er det rimeligt, at vi har et så højt skattetryk i Danmark, når vi ved selvsyn kan konkludere, at de mennesker, som systemet er sat i verden for at betjene, gang på gang svigtes? Bliver du provokeret ved tanken om, at det åbenbart er nemmere og i sidste ende mere omkostningsbesparende at bede om tilgivelse frem for tilladelse?
Kære Lotte,
Det var godt nok en lang omgang. Det er måske i længden mere en slags kronik, end et egentligt læserbrev. Til gengæld er det en meget interessant beretning/diskussion, der desværre nok beskriver livet for en del danskere.
Jeg har selv oplevet det i et tidligere hverv som rengøringsassistent. En lille lejlighed i Århus. En psykisk syg mand. Det tog en god rulle sorte affaldssække at få fjernet det værste skrald i lejligheden, og så havde jeg ikke en gang nået køkkenet. Det forbød min chef mig at gå ind i, før Rentokil havde været der.
På trods af, at det måske nok har været det værste hjem, jeg har sat mine fødder i, har det samtidig været det mest behagelige. For aldrig har nogen været så taknemmelige for at få gjort rent.
Men, den slags har jo en ende. Manden havde penge nok, men fik ikke betalt sine regninger, og tilsyneladende ingen hjælp til at få det gjort. På den måde ophørte rengøringen også. På samme måder, som jeg af og til frygter, at andre – for os naturlige – goder er forsvundet af samme årsag.
Med få ressourcer kunne manden have levet et værdigt liv med sin sygdom, men så længe medhjælpen fra kommunen ikke sørgede for, at folk blev betalt, så det skidt ud. Mere skidt, end der på noget tidspunkt blev fjernet fra lejligheden.
Normalt tænker man jo ikke på det. Kun når de store tv-stationer graver noget frem med skjult kamera fra et bosted. Og så er det jo KUN et bosted, og ikke noget, som alle de mennesker, der bor i den rigtige verden, lever under. Tror vi. For vi ved ikke andet, og der er ikke nogen, der fortæller os andet. Man kan sagtens finde historien om det enkelte menneske, men trækker man historien op på et højere niveau og spørger, hvor stort problemet egentlig er.
Så hvad gør man? Din mulighed 1 er jo klart den nemmeste at udleve, men også den sværeste at leve med. Samtidig er det heller ikke just opmuntrende for en psykisk syg at få at vide, at han må sejle sin egen sø. Så bliver der da først og fremmest brug for Zoloft.
Mulighed 2 kræver, at kommunen ender med at punge ud. Ellers ender man fattigere, mere bitter og opgivende, men nok stadig stolt af sig selv.
Derimod er mulighed 3 jo interessant. For ikke nok får manden hjælp med næsten det samme. men derudover vil det også skabe større opmærksomhed om de problemer, der er i samfundet.
Kærlig hilsen Anders Hein
Kære Lotte
For kort tid siden var vi til en privat komsammen, hvor vi kort var omkring den politiske situation, både når det gjalt de som ligger nederst og indvandrere (ofte de samme). Jeg måtte desværre konstatere at der var meget lille forståelse for disse mennesker og deres situation. En bemærkede kort: der er ingen fattige i danmark.
Vi danskere har vænnet os til, at samfundet sørger for de mennesker der ikke kan selv, det skal vi vænnes af med – og den nuværende regering gør det på den hårde måde.
Først hjælpes når nogen bliver syge, men når de så ikke sørger for at blive raske indenfor overskuelig tid, så er fanden løs. Jeg prøvede på egen krop hvor meget det kræver af en når man er syg og ude af stand til at klare et job. Man skal igennem et hav af undersøgelser, arbejdsprøver og når det så viser sig at man virkelig ikke kan, så smides man på kontanthjælp. Den kan man ikke betale sine faste udgifter med, og hvis man ikke er heldig nok til at have en familie som hjælper en, så skal der findes et andet sted at bo, der er ingenting til indskud og du kan ikke låne. En skrue uden ende, det værste jeg oplevede var desuden at blive mistænkeliggjort, at jeg ikke ville arbejde.
Det er dejligt at opleve, at du brænder så meget for det du arbejder med, at du også vil bruge kræfter på at gøre andre opmærksom på uretfærdighederne, for når det er de det går ud over der kommer med dem, så er der ikke nogen lydhørhed.
Flot Lotte – håber du gør en forskel.
Kærligst Gerda
Kære Anders: Tak for dine oplysende ord – jeg må jo tilstå, at det heller ikke er første gang, at jeg oplever disse ting. Tidligere har der åbenbart bare ikke været overskud nok til at beskrive sagerne… Mange gange stopper jeg mig selv i disse historier, fordi jeg godt ved, at tingene er mere nuancerede end som så. Omvendt så fandt jeg sagen her så grotesk og ulykkelig, at jeg måtte reagere. Også tankevækkende med din egen oplevelse og den manglende reaktion. Folk inkl. mig selv lader meget ofte tingene stå til – ude af øje, ude af sind. Når vi er tilbage i normaliteten, så fortrænger vi oftest oplevelserne.
Kære Gerda: Jeg kender godt din sag også, og du har ret i, at mange bliver mistænkeliggjort i deres sygdomsproces, specielt hvis denne ikke er målbar. De, der kender dig, ved, at du ikke er arbejdssky, og så forstår jeg godt, at der kan være ufatteligt svært at skulle leve med den mistro, som systemet møder én med. Hvem hulen vil frivilligt gå hjemme på kontanthjælp eller førtidspension, hvis personen vitterligt var i stand til at bestride et job til en ordentlig løn?
P.S. Anders – vi må se, om vi kan få mit læserbrev omdannet til en kronik – du er jo eksperten i den retning 🙂
Hej igen
Prøv lige at tjekke følgende indlæg på Facebook – det er da også et totalt tankevækkende og provokerende indlæg:
http://www.facebook.com/topic.php?topic=9420&post=129230&uid=43142237442#post129230
Kh
Lotte
Hej
Dejligt at du giver dig tid til at tage et sådant emne op! Det er nok generelt nemmest at satse på løsning 3, hvor man selv tager sagen i egen hånd – og næste gang du mangler en computer tror jeg godt jeg kan hjælpe.
Jeg er i øvrigt bange for at de nye store kommuner kan give endnu større problemer i den retning som du hentyder til. Det kan nemt blive langt mellem borger og kommune – også når der er psykiske og sociale problemer.
mvh Boy Boysen
Kære Boy
Du er da simpelt hen kongen – tusind tak for dit tilbud, som måske kan gå hen og blive aktuel. Nu må vi se, om dagbladet vælger at trykke mit indlæg som et læserbrev eller som en kronik. Måske kan vi få lidt bølgegang, og hvis der bliver gjort rent på den ejendom m.m., så ville det være fantastisk at kunne overrække en computer til manden 🙂
Jeg hørte en historie om, at kommunen lukker aflastningspladserne på plejehjemmene ned pr. 1. april 2009, men det kan da vel ikke passe. Skal folk så ligge og dø i deres egne hjem uden varme???
Kærlig hilsen
Lotte
Søgte rundt på nettet og fandt denne historie fra det virkelige liv. Og kan kun give dig ret i det du skriver om samfundet og deres paragrafer.
Jeg er selv en af dem der ikke just lever et liv der er problemfrit, så jeg kender alt for godt til kommunernes arbejdsgang og problemmer deraf for dem der måske ikke lige har det overskud/økonomi der skal til..
Kan tilføje min egen historie til dit indlæg “undskylder på forhånd for diverse stavefejl osv.”
Jeg har også haft arbejde og fungeret fint på arbejdsmarkedet, haft en del sæsongsbetonede jobs som passede mig fint. havde så jeg kunde klare mig uden at ryge i systemet med kontanthjælp. fandt mig en sød kæreste og vi venetede et barn så blev nød til at flytte til en større lejlighed i en anden kommune, og var uden job på det tidspunkt både mig og kæresten gjorde som vi skulle gik op på kommunen for at bestille tid med henblik at få en tid hos en sagshbehandler hvilket vi også fik 2 måneder efter. da vi enedelig kom ind til sagsbehandleren fik vi af vide at vi lige pludselig var ubegrundet arbejdsløse, på grund af vi skiftede kommune og ikke havde kommet i “aktivering” i den nye kommune, men lige lidt hjalp det at vi prøvede at bevise vi havde bestilt tid. 2 måneder forinden og hun ville finde ud af vores sag og sørge for vi kom igang med noget. tiden gik vi henvente os fleer gange, jo vi fik da kontanthjælp. efter 8 måneder havde hun så fundet noget til os og hun brugte så også samtalen til at fortælle os at det kontant hjælp vi havde fået genem tiden var tilbagebetalingspligtig så vi fik et par dage efter en regning hver på 92.000kr, hjalp ikek noget at klage de ordene selforskyldt abejdsløs kom igen.. men nok om det
Som jeg nævnte var min kæreste gravid alt gik fint vi havde det trods alt godt jeg fandt et arbejde og kærsten var igang med uddanelse indtil hun skulle på barsel, vi fandt dog ud af vi havde flyttet ind hos en bolighaj “svindler” som har været kendt hernede for mange sager i bolignævnet, men det vidste vi jo ikke.. 11 dage før termin gik det dog galt med kærestens graviditet og vi mistede vores uffødte barn, det tog hårdt på os begeg da vi virkelig havde ønsket os et barn. vi røg begge i en deprission, jeg kunde ikke arbejde mig det igenem og efter en lang periode med ustabilitet på grund af mange ting msitede jeg mit arbejde..
vi kæmpede også med bolighajen der ikke ville lave fejl der var kommet til syne i lejligheden han tog for meget i leje, vi mistede samtidligt også vores boligsikring/støtte og alt det mens vi stadig ikke var kommet oven på, der var ingen hjælp at hente fra kommunen de tilbød ikke engang tid hos psykolog så vi måske kunde bearbejde vores sorg eller få et værktøj til at bearbejde det. efter yderligere kamp med bolighajen kom vi i retten hvor han vandt og vi blev nødt til at finde et nyt sted og bo hvilket heldigvis skete hurtigt, dog med endnu flere regninger i kølevandet….
alt gik fint i et stykke tid jeg var langsomt begyndt at arbejde igen “dog i aktivering” skal siges det er ca. 1 år efter vi flyttede og havde mistet vores første barn, og kæresten var gravid igen vi var trods alt glade og havde det godt selvom kommunen havde sendt den store regning afsted til os, men også her gik det galt han blev født 3 måneder for tidligt og vi blev indlagt på riget, havde tid til møde dagen efter med kommunen som ligger på lolland “Nakskov” hvor kommunen ikke lige vidste om de havde lyst til at skulle indkvatere os på patienthottelet til 496 kr om dagen og når man er på kontant hjælp og skal betale sine regnigner derhjemme stadigvæk er det svært at overskue. men heldigvis for en gangs skyld gav de sig..
Hopper lidt frem i tiden til vi havde kommet hjem med vores søn min kæreste havde stadig problemer med deprisssion og det blev være og være, kunde til sidst ikke snakke med hende om det hun lukkede sig inde og vores forhold sluttede efter 7 år hun havde vores søn boende hos sig jeg efterlod alting til hende møbler osv og prøvede at starte på en frisk. hun røg længere ned selvom vi havde spurgt om en elelr anden form for hjælp til møderne på kommunen og ca. ½ efter vi var fraflyttet hinanden kom hun til bristepunktet mødte ikke op som hun skulle havde ikke overskud og vi blev indkaldt til samtale på kommunen hvor hun fik af vide at enten fik jeg vores søn eller også ville han blive tvangsfjernet og det blev så mig 1 uge efter fik hun så endelig tilbudt hjælp, også efter at hun havde fået en lang forklaring om sociale arv fordi hednes familie altid har været kendt som ustabile og glade for at drikke, så det ville nok gå i arv til hende og hun fulgte dres fodspor, hvilket hun aldrig har gjort eller gør den dag idag 4 år efter..
jeg havde det godt sammen med min søn vi klarede det fin, han var født for tidligt og havde haft blødnuinger i hjernen så han havde et mindre handikap spastisk lammelse i højre side, kunde ikke få flextid da kommunen bestemmer hvem der er beritiget til det og ingen arbejdsplads ville give mig lov til at skulle smute 3-4 dage om ugen på grund af møder træning hospitalsbesøg på grund af min søn havde et handikap så jeg var låst fast i systemet..
som tiden gik blev det flere og flere regninger min søn skulle have nye hjælpemidler som blev dyerer og dyerer jo større de skulel være special syet fodtøj osv og kontanthjælp er ikek ligefrem ret meget i forvejen jo kommunen betalte en merudgift vist nok til det forskelige, men de stillede også større krav endte så til sidst med at jeg ikke havde råd til særligt meget mere…
så da min økonomi røg helt i bund for lidt over 1 år siden da min søn skulle have sig en handikap cykel der kostede 30.000kr hvor jeg selv skulle af med omkring 7.000kr blev jeg nød til at tage midt livs hårdeste beslutning. min økonomi rodded havde ikke råd til at give min søn det han skulle have som kunde hjælpe ham, så med tårer i øjnene til mødet på kommunen bad jeg om at få min søn midlertidligt i pleje indtil jeg havde fået styr på min økonomi..
nu lidt over 1 år efter kæmper jeg stadig med regninger, nogle må jeg farsotere som så i sisdte ende bliver mere, det er en ond cirkel uden ende, uoverskueligt og jeg kan relatere meget til det om manden, man mister langsomt lysten til forskelige ting , issolerer sig “glememr at betale regninger” mest fordi man ikke har råd og til efterfølgende møde medsagsbehandler får man at vide selvom det var en frivilig anbringelse til man havde fået styr på tingene kræver hun så at man har fast job hvor man tjener godt helst gerne omkring 300.000kr så det er endnu et slag i ansigtet hvis jeg endelig fik et fast job og tjenet så meget ville næste udmeldning nok bare være ja men han har det godt der i familien og de har andre børn også som han funegre sammen med..
Så kender det alt for godt hvis jeg betlaer alle mine regninger ville jeg lige i – men generelt har jeg 400kr at leve for om måneden til mad/tøj osv. jeg har min søn hjemme hver 14 dag i weekenden hvor jeg får 127 kr til 3 dage til at købe mad for, i de dage han er hos mig, synes det er svært at få til at slå til men det er fastlagt af regeringen åbenbart..
der er loft på min ontanthjælp så det hjælper ikke meget og kan ikke rigtigt se nogen grund til at prøve på noget som helst mere, jeg ved at mine regninger bliver støre og støre..
Så da jeg faldt over din artikel ville jeg lige tilføje min lille historie da det der skete/sket for manden minder meget om det jeg er inde i hvor man ikke kan overskue tingene og ikek har overskud og langsomt mister lysten til at tænke fremad..
m.v.h
Bjørn
Allerkæreste Bjørn
Tusind tak for dit flotte indlæg – jeg håber rigtig meget, at du læser mit svar til dig, for jeg tænker, at dit indlæg alt andet lige har krævet mod og overskud at skrive.
Jeg tænker efter at have læst din historie, at du faktisk allerede gør en masse, og at du viser vilje og styrke i din fortælling.
Nu er jeg jo ikke dig, men hvis jeg var dig, ville jeg straks stoppe med at betale af på gammel gæld. På en kontanthjælp bliver det dig aldrig muligt at svare enhver sit.
Til gengæld skal du bruge dine små penge på at betale din husleje og dit løbende forbrug. Du ejer formentlig ikke noget, så hvis du bliver indkaldt til møde i fogedretten, så må du forklare, at du intet ejer. Ved at få bare lidt flere penge til dig selv hver måned, så vil du også blive mere mobil, og måske dukker der et job op, og så vil du kunne søge om gældssanering.
Jeg kan også se, at du er rigtig god til at skrive, og igen – hvis altså jeg var dig – så ville jeg læse verdens bedste bog “Elsk det som er” af Byron Katie.
Jeg ville tage mig rigtig god tid og så ville jeg forsøge at være åben for de oplevelser, som bogen giver mig. Al forandring kommer nemlig fra mig selv.
Når vi tænker tanken “Livet er uretfærdigt” så betyder det ofte: “Livet bør ikke være uretfærdigt.” Her er lidt om metoderne fra den pågældende bog, som går ud på at stille sig selv 4 spørgsmål:
1. Er sætningen “Livet bør ikke være uretfærdigt” sand?
– Nej (livet er jo ofte uretfærdigt).
2. Hvordan reagerer jeg, når jeg tror på den tanke, at livet ikke bør være uretfærdig, når livet rent faktisk ofte er uretfærdig?
– Jeg bliver skuffet, jeg bilder mig ind, at alle andre mennesker får en retfærdig behandling i modsætning til mig. Jeg bliver deprimeret og bitter. Jeg opleveren følelse af håbløshed og får ondt i hovedet og i maven. Jeg bliver passiv og nogle gange aggressiv.
3. Hvem eller hvad ville jeg være, hvis jeg ikke kunne tænke tanken, at livet ikke bør være uretfærdigt, når det rent faktisk er det?
– Jamen, hvis jeg ikke kunne tænke den tanke, så ville jeg blot være en kvinde, som sad ved sin computerer og svarede Bjørn på et indlæg. Jeg ville opleve en følelse af fred og af blot at være til stede nu. Jeg ville have det helt rart med mig selv, hvis jeg ikke kunne tænke tanken.
4. Kan jeg nævne en eneste positiv og stressfri grund til, at jeg nu skal fortsætte med at tro på tanken om, at livet bør være retfærdigt, når det nu ikke er det?
– NEJ, jeg kan ikke og vil aldrig kunne finde en positiv og stressfri grund til at tro på den usande tanke.
— 000 —
Hvor jeg bare ønsker for dig, at du læser bogen, drager dig dine erfaringer, og at du så deler dine erfaringer med os andre om 6 måneder. Lav dit liv om til et eksperiment. Gør et forsøg – den bog er en guldgrube, og du kan gratis låne den på biblioteket.
Jeg ved, at du kan komme videre, og at der vil ske meget godt i dit liv, hvis du selv tør kaste dig ud i dette lille eksperiment. Jeg har set det hos så mange af mine kunder, og det er FANTASTISK, hvad der kan ske.
Du ønskes al mulig held og lykke med bogen, hvis du har mod og vilje til at prøve mit lille forslag af. Jeg lover dig, at du vinder i det lange løb 🙂
1000 positive og ydmyge tanker og hilsner til din søn og dig
fra Lotte
Tak for dit link til http://www.facebook.com/topic.php?topic=9420&post=129230&uid=43142237442#post129230 Lotte – det var virkeligt fedt!