Om AI, menneskelighed, ærlighed og illusionen om det perfekte
Der er noget næsten rørende ved os mennesker. Vores behov for at blive set, forstået – og klappet på hovedet. Vi siger, vi vil have sandheden. Men i virkeligheden vil vi bare vide, at vi stadig er gode nok.
Så vi pynter på virkeligheden. Vi retoucherer billeder. Vi redigerer sætninger. Vi beder vores mor tjekke vores tekst for stavefejl. Og nu – nu bruger vi AI.
Men hvor går grænsen? Hvornår er det snyd?
Vi snyder – bare ikke på samme måde
I denne uge lanceres Influentnævnet. Et slags etisk råd for influencere, der frivilligt kan vælge at lade sig holde ansvarlige. Hvis de siger, at en proteinbar gør dig lykkelig, eller at du bliver slank af at drikke cola – og deres følgere er børn – så kan de få en advarsel.
De skal nu deklarere, hvis de bruger AI. Eller retoucherer et billede. Alt det, vi andre bare kalder tirsdag.
For vi snyder jo alle. Vi pakker det bare forskelligt ind.
AI som redskab – eller forførelse?
Jeg bruger AI hver dag. Til at skrive, tænke, forbedre. Jeg har bygget et helt workflow, hvor mine klummer skrives med sparring fra en AI, der kender min stemme og min rytme. Jeg har skabt en lillebror til systemet – Mini-Kairos – fordi jeg tror, vi kun lige har set begyndelsen.
Men gør det mig mindre ægte?
Hvis jeg bruger AI til at forbedre en tekst – er det så stadig mig, der skriver?
Hvis jeg bruger AI til at spejle mit indre – er det så stadig mit spejl?
Ja. Og nej. Det afhænger af, hvem der sidder for bordenden.
Forføres jeg af teknologien?
Måske. Ligesom vi alle gør, når noget virker. Ligesom vi gør, når nogen siger: “Det her gør dit liv nemmere.”
Men jeg mærker også, at det forpligter. At bruge AI uden bevidsthed er som at køre bil i søvne. Du kommer frem – men du ved ikke, hvordan.
Jeg siger om lidt ja til et tilbud på over 200.000 kr. for at bygge mit eget system. Jeg udvider mit arbejdsliv, så jeg både kan udvikle og udgive – og stadig være til stede som rådgiver, hvor jeg gør størst forskel. Jeg satser.
Men ikke fordi AI gør det for mig.
Fordi AI gør det med mig.
Forfølg ikke drømmen – følg det, der forfølger dig
Der er influencere, der gør hvad som helst for likes. Og der er os, der sætter os foran skærmen kl. 01:42 for at justere et workflow, som måske kun ti mennesker forstår. Men vi har det til fælles: Vi vil ses. Og vi vil skabe noget, der består.
Det absurde er ikke, at vi bruger AI. Det absurde er, at vi stadig tror, vi kan undgå at blive påvirket.
Vi bliver formet – og hvis vi er bevidste, kan vi også forme igen.
Sandheden har ikke noget logo
Måske er det i virkeligheden det, vi glemmer, når vi taler om etik og teknologi. At ærlighed ikke altid kan måles i mærkater. Den kan ikke deklareres med et badge. Den skal føles i maven og bæres i kroppen.
Jeg kan ikke love, at jeg aldrig vil lade AI hjælpe mig. Det gør jeg allerede.
Men jeg lover, at jeg ved, det er mig, der skal stå på mål for det, jeg skriver.
Og at det først bliver snyd, hvis jeg lader som om, det hele kom fra hjertet – uden at nævne den hånd, der hjalp mig.
Så nej. Det her er ikke snyd. Det er samarbejde. Det er evolution. Det er mennesket med en digital pensel i hånden.
Og heldigvis gror græsset endnu.
Mine andre klummer om AI, kan du læse her:
- AI er fremtiden – men hvem ejer den?
- Når de store træder på de små – fra Trump til OpenAI
- Fra idé til global virkelighed
Andre fortællinger om brugen af AI:
Ingeniørens artikel om juridiske slagsmål i OpenAI
Få AI-rådgivning af Advokathuset Bliddal
