De seneste seks måneder har været mærkelige. Op til oktober måned 2021 tullede jeg rundt i min egen corona-isolations-osteklokke. På daværende tidspunkt havde jeg ikke krammet mine medarbejdere i halvandet år og led sikkert også af en form for hudsult.
Egentligt passede jeg bare mig selv og mine sager på arbejde. Jeg gik mine 10.000 skridt hver dag og hørte mine lydbøger via Mofibo og involverede mig ikke i det helt store. Min ægtefælle kunne knap nok få en holdning til noget ud af mig, og heller ikke ret meget kunne få mig op af stolen. I bund og grund var jeg ligeglad og ville helst bare have lov til at passe mig selv, tulle rundt i min egen verden og høre mine lydbøger og gnaske chokolade. Vi er nemlig nogen, der tror på, at chokolade er kuren mod alle dårligdomme. Også overgangsaldersymptomer.
En opsigelse fra en kær medarbejder i oktober måned fik vækket mig fra min ubevidst selvvalgte overgangsalder-corona-selvisolation. Nu var der ting, som var vigtige, og som skulle håndteres. Det var som at vågne op af en døs. At genopstå fra de døde eller noget, der minder om.
Jeg gik fuldstændigt amok i Wim Hof åndedrætsøvelser og koldt vand for at finde styrke til at håndtere de mange ting. I december måned påbegyndte jeg endvidere på en hormonterapibehandling mod overgangsaldergener, og jeg skal da lige love for, at også disse ydre ting resulterede i indre forandringer. Det er ufatteligt, hvad et lille plaster formår at gøre i og for ens krop og mentale overskud.
Alle gener og symptomer fra overgangsalderen er væk. I samme ombæring fik jeg igen holdninger til alt mellem himmel og jord. Nu skal jeg øve mig på at tælle til tre, inden min mund uopfordret og uden accept fra min bevidste del af hjernen annoncerer en totalt ligegyldig mening om alt muligt. Når jeg efter endnu en udgydelse er alene, overvejer jeg diverse strategier, som jeg vil tage i anvendelse næste gang, min mund forsøger at tage magten fra mig. Det er endnu ikke lykkedes mig at komme i mål med dette, hvilket min ægtefælle kan bevidne. Heldigvis har han den holdning, at det er noget mere interessant at være gift med en hvas kvinde end en halvdød zombie.
Derudover er mit energiniveau øget kraftigt. Jeg kan fordybe mig i ting i timevis uden den store udtrætning. Heldigvis er der nok af ting at gå op i: Nyt navn til firmaet, farver, logo, hjemmeside, min blog, brevpapir, måder at gøre ting på og nye måder at involvere andre i tingene på. Det har været en livsbekræftende oplevelse og en konstatering af, at vi alle har præcis den portion af energi, som en situation kræver.
Min seneste erfaring er min genopdagelse af virkningerne af det kolde vand. Den 16. januar 2022 hoppede jeg i havet ved Sneglen på Amager med min ægtefælle og et vennepar. Det var skønt. Efter den dag holdt jeg pause fra det kolde vand. Min ægtefælle nedsænkede til gengæld fortsat sit korpus målrettet hver eneste morgen i vor mælkenedkølingstank på vor terrasse, og sad der i to minutter. Jeg skulle ikke nyde noget.
I disse dage holder vi påskeferie i Sverige, og så kom lysten til det kolde vand tilbage. Her er smukt, og en vandretur til elven plejer at resultere i en tur i vandet. Det har det så også gjort hver dag i denne uge, og hver eneste gang mærker vi alle lykkefølelsen. Det er skønt med to minutter i det iskolde vand.
Endeligt kan jeg sagtens fundere over livet. Jeg er blevet 50 år og tror på, at jeg har mindst 50 år tilbage. Jeg er igen begyndt at kramme mine medarbejdere hver morgen samt alle omkring mig, som måtte gide det. Det gør mig så glad. Kram kombineret med både hormon- og kuldeterapi er kilden til et godt liv. Det tror jeg på, og jeg er lige nu overbevist om, at livet kun bliver bedre.
Prøv det 🙂
