(Klumme bragt i Dagbladet Ringkøbing Skjern den 19. september 2020)

I en nu gammel klumme fra december 2017 redegjorde jeg for, hvordan og hvorfor jeg var blevet voldsom og helhjertet tilhænger af både #MeToo-kampagnen og samtykkelovgivning. I denne måned er begge ting blusset op på ny, og begge dele debatteres alle steder på de sociale medier, på arbejdspladserne, blandt venner og i familien. Det er godt og må være tydeligt for selv den mest tonedøve, at vi har og har haft strukturelle udfordringer, som alt for mange har lukket øjnene for i al for lang tid.

Lige nu drøftes også udenrigsminister Jeppe Kofods adfærd for 12 år siden. Han havde i en alder af 34 år sex med en jomfru på 15 år og 4 dage. Dengang undskyldte han, og gav udtryk for, at han ikke vidste, at pigen kun var 15 år. Torsdag den 17. september 2020 er det så kommet frem, at pigen havde været i folkeskolepraktik på Christiansborg, inden hun ugen efter i Esbjerg endte på Jeppe Kofods værelse. Jeppe Kofod vidste åbenbart alligevel godt dengang, at pigen kun var 15 år.

Med andre ord en klassisk #MeToo situation, hvor den daværende 34 årige udenrigsordfører udnyttede sin magtposition som underviser og forførte en 15 årig praktikant. Det endte med fuldbyrdet samleje og altså ikke blot en ”uskyldig” seksuel kommentar eller et enkelt klap i måsen, som også hører til blandt de mange #MeToo-fortællinger.

Set i lyset af alle de historier, som lige nu dagligt dukker op om sexchikane og sexisme i både mediebranchen og i politik, er det interessante i min verden ikke så meget, at Jeppe Kofod dengang var så langt ude, at han ikke kunne styre og håndtere sin liderlighed. Det virkeligt interessante i min verden er den måde, som Jeppe Kofods ”chefer” i form af ledelsen i Socialdemokratiet valgte at håndtere sagen på.

Som jeg har forstået det, lykkedes det landets største parti at mørklægge en penibel sag og slippe afsted med det. I dag omtaler Mette Frederiksen sig selv som Børnenes Statsminister. Samtidigt gør hun alt for at lukke sagen, uden at tage stilling til det væsentlige og potentielle magtmisbrug i egne rækker for 12 år siden.

Inden sagen dengang blev lukket ned, fremkom følgende oplysninger i medierne: Jeppe Kofod blev advaret, da han kom til Danmarks Socialdemokratiske Ungdoms seminar i Esbjerg, om ikke at forføre de unge piger, og han fik indskærpet de interne regler i DSU. Han ignorerede advarslerne og forsøgte sig ud i forførelsens kunst. Senere nægtede han, at pigen var på hans værelse, da unge DSU’ere ville ind på værelset, efter at have fundet ud af, at den 15 årige var forsvundet. De unge lovede Jeppe Kofod tæsk. Pigen græd og var ulykkelig. Der var blod på lagenet. Hun var fuld. Der var sex uden kondom. Der var drama. Dagen efter fik pigen udleveret en fortrydelsespille. Hvad skete der?

Socialdemokratiet vil have os til at tro, at der var tale om en form for umoralsk overgreb. Man vil ikke sige mere, og selv her 12 år efter forsøger man fortsat at lægge røgslør ud. Personligt kunne jeg godt tænke mig at vide følgende:

  1. Hvorfor sendte Socialdemokratiet højtstående partifolk ud til pigens familie få timer efter det skete?
  2. Hvorfor boede Jeppe Kofod hos Mette Frederiksens trofaste følgesvend, Socialdemokratiets magtfulde stabschef, Martin Rossen i nogle måneder efter episoden?
  3. Hvorfor kom der ingen udtalelse fra pigens familie? Måske blot en lille anonym udtalelse om, at samlejet var frivilligt eller med samtykke, og at der i hvert fald ikke var tale om et overgreb.
  4. Hvorfor fik alle vidner i DSU mundkurv på?
  5. Hvorfor får vi ikke mere at vide i dag om, hvad det var, der foregik dengang?

Alt hvad der foregik dengang efter den aften, og alt hvad der foregår nu, peger i retning af, at der er ting, som ikke skal frem. Det kunne tyde på, at man dækker over en langt værre historie end ‘og så tog han den 15 åriges mødom, og bagefter var hun lidt rystet over balladen’.

Herfra håber jeg, at en person et eller andet sted graver dybere og undersøger, hvad det præcis var, de pågældende toppersoner i Socialdemokratiet gjorde dengang. Undersøgelsen kan passende tage sit afsæt i de mange aktuelle #MeToo-fortællinger og i det faktum, at rigtig mange dengang for 12 år siden skrev indlæg i alle aviserne om, at man ikke skulle moralisere så meget. Hvem fik dem til det, og hvem fik folk til at tro, at den 15 årige drømte om at hendes første samleje skulle være et one-night-stand med en 19 år ældre mand?

Kan vi få fokus på, at de samme socialdemokrater igen nu her 12 år efter gør alt for, at vi ikke får mere at vide?


Herfra ved jeg intet om, hvorvidt pigen reelt var udsat for et overgreb, lige som jeg ikke kan føre dokumentation for, at de i sagen involverede socialdemokrater skjuler noget.

Til gengæld kender jeg alt for meget til statistikkerne i Danmark, når vi taler om voldtægt i Danmark:

  • At kun 1 ud af 60 voldtægter fører til en dom
  • At 3.600 kvinder bliver voldtaget hvert år i Danmark, mens kun 60 mænd dømmes, hvilket betyder, at 1,6 % af gerningsmændene får en dom, mens hele 98,4 % går fri
  • At det kun er 1 ud af 9, der anmelder sagen til politiet svarende til ca. 395 årlige anmeldelser i Danmark

Tænk hvis vi i Danmark sidder med en regering, som dækker over et potentielt overgreb? Det ville være vanvittigt med det fokus på børns trivsel og beskyttelse, som vor regering foregiver at have fokus på.

Til gengæld håber jeg på, at sandheden om, hvad der reelt skete i Socialdemokratiets top kommer frem, og at de dengang unge mennesker i DSU her 12 år efter vil åbne munden frem for at lade sig tryne af en misforstået partidisciplin.

Kan dette være et af Danmarks svar på USA´s Harward Weinstein, som i 2017 blev fyret fra sit eget produktionsselskab og endte med at blive idømt 23 års fængsel for seksuelle overgreb og voldtægt af kvinder? Det håber jeg på ingen måde. Mistanken herom er slem nok.

— 000 —

Efterskrift mandag den 21. september 2020:

Efter offentliggørelse af klummen i Dagbladet Ringkøbing-Skjern, lørdag den 19. september 2020 har flere spurgt til, hvorfra jeg har mine oplysninger. De stammer alene fra medierne. Jeg kender hverken pigen, Jeppe Kofod eller andre aktører. Min intention med klummen er, at fokus bliver rettet mod Socialdemokratiets håndtering af sagen på samme måde, som tilsvarende sager forventes at blive håndteret af andre ledelser i både det private og offentlige i disse #MeToo tider.

Sagen handler i min verden heller ikke om jura – mit mål er ikke at få Jeppe Kofod dømt. Episoden blev faktuelt aldrig anmeldt af hverken pigen eller pigens forældre. Der slutter sagen juridisk.

Til gengæld handler sagen i høj grad om etik, moral og ansvar. Set i lyset af samtykkelovning og #MeToo kampagnen er diskussionen og debatten i min optik yderst relevant og aktuel her i september 2020.

Endeligt set i politisk sammenhæng gør jeg et sidste forsøg på at gøre mig forståelig (forvirringen er ved at være på et ret så højt niveau grundet de mange vinkler på emnet):

På Christiansborg siges der flotte og rigtige ting. Vi har en regering, som vil være på børnenes side, vi har en Statsminister, som selv omtaler sig som ”Børnenes Statsminister”, og vi har en regering, som med rød blok har vedtaget en fantastisk længe ventet samtykkelovgivning osv. Når det kommer til handlinger, så udnævner statsministeren en person, som har tilsidesat egen ungdomsorganisations interne regler til Udenrigsminister. Og ikke været på barnets/den 15 åriges side for 12 år siden.

Hvordan kunne Mette Frederiksen udnævne ham?

Her 12 år efter viser det sig, at Socialdemokratiet og Jeppe Kofod godt kendte til pigens alder, og med det, som er kommet frem bekymrer jeg mig om, hvorvidt ledelsen dengang vidste mere, herunder om praktikopholdet forinden. Afsløringen af Socialdemokratiets håndtering af Udligningsreformen og afsløringen af topledelsens ”angrebsplan” i vinteren 2020 i medierne vækker minder og antænder formentlig lettere følelsen af forargelse hos sådan en som mig. Det beklager jer.

Vi er samtidigt formentlig mange, som bliver træt i hovedet af politikere, der løber rundt på Christiansborg og laver lovgivning og regler for os alle, som vi skal følge, samtidigt med at vi har en Udenrigsminister gående, som ikke engang kunne finde ud af at følge DSUs egne og simple regler. Lige som vi har en regering, som taler om børns rettigheder. DSUs letforståelige regler gengives her:

“Sex rigtige om kærlighed”:
1 – Sex er sjov
2 – Sex og undervisere er ikke ok
3 – Et nej er et nej
4 – Husk kondom
5 – Vi respekterer hinanden
6 – Vi skal alle sammen passe godt på hinanden

Til sidst: Nogle spørger, om jeg synes, at Jeppe Kofod skal trække sig.
Mit svar:
Jeg synes, at Mette Frederiksen må tage en beslutning om, hvorvidt hendes udnævnelse af Jeppe Kofod til et af Danmarks mest prestigefulde poster harmonerer med regeringens floskler om, at man er på børnenes side. Nu har nogle af mine seneste klummer handlet om det paradoksale i, at man kalder sig Børnenes Statsminister samtidigt med, at man vil tvangsfjerne 50.000 børn fra deres forældre uden evidens for, at en opbevaring af børn i det offentliges varetægt er løsningen på ret meget. Det er dobbeltmoralsk. Jeppe Kofod er jeg egentlig lige glad med. Det må i første instans være Mette Frederiksens beslutning, om hun vil have Jeppe Kofod på holdet og i sidste instans må det være op til vælgerne, om de stoler på manden og på hans dømmekraft, hvis mediernes oplysninger om det skete er sandt.

Kilder, hvorfra jeg har mine oplysninger, og som har dannet baggrund for min klumme:

  1. Klummen som gjorde mig til tilhænger af #MeToo og samtykkelovgivning bragt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern den 23. december 2017:
    https://lotte-bliddal.dk/2017/12/30/mange-er-ofre-meget-faa-ansvarlige/
  2. Link til denne klumme, som blev bragt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern lørdag den 19. september 2020: https://dbrs.dk/artikel/metoo-samtykkelovgivning-og-en-liderlig-socialdemokrat?fbclid=IwAR0H8z1vAwWlLpnjmjadtwhXGsiC0bDWFTMGmelbjG3QRNJJaP3FUrp-Mvs
  3. Se og Hørs artikel fra onsdag den 2. april 2008:
    https://www.seoghoer.dk/nyheder/jeppe-kofod-tog-moedommen?fbclid=IwAR2mgRqa8XVS6uPYvxxeASnqaA1dmEmhaQiJtQ5rsM2_zaiTdt_vJ5iaLwU
  4. Berlingske Tidendes mediekommentar af onsdag den 16. september 2020: https://www.berlingske.dk/aok/mediekommentar-det-er-rystende-og-grotesk-at-hoere-hvad-der-foregik-den-aften?fbclid=IwAR2kz5RJvqOxJYARQM500SRLw8I0v5b4MhlAUUUImYkOxBuA2THJv-wMPvs
  5. BTs artikel fra torsdag den 17. september 2020: https://www.bt.dk/samfund/ny-afsloering-i-kofod-sagen-den-15-aarige-var-folkeskolepraktikant-hos
  6. Jyllands Posten fra 15. september 2020: https://jyllands-posten.dk/politik/ECE12413918/minister-ser-ingen-grund-til-at-haenge-fast-i-kofods-sexsag/
  7. Hvad sagde folk dengang i 2008 – hvor man jo ikke vidste andet, end at Jeppe Kofod havde været sammen med en 15 årig pige, som han påstod ikke at kende alderen på, da det skete: https://www.reddit.com/r/Denmark/comments/ivmzck/kan_du_huske_hvad_din_yndlingsfeminist_sagde_da/
  8. Tal om voldtægter i Danmark (mine tal i klummen er taget fra tallene i min 2017-klumme og stammer fra 2014). Her er et link til de nyeste tal fra 2019:
    https://dkr.dk/vold-og-voldtaegt/fakta-om-voldtaegt/?fbclid=IwAR2bQYZIv8DzwP-xa-sGWIkb_qeUusidsiO-vscZdeg9KveheD0QFtim2-A
  9. Kronik af 8. oktober 2019 af Zen Donen: Risikoen for at blive dømt er tæt på nul, hvis man begår voldtægt i Danmark i dag:
    https://www.information.dk/zen-donen

Tags: , , , , ,

Regeringen siger, at børnene skal sættes først. Alt efter sammenhængen bliver de behandlet vidt forskellig.

Vor behandling af børn i myndighedsregi er vidt forskellig, har jeg gennem længere tid erfaret. Det er mærkværdigt, som tilgangen til børn kan ændre sig alt efter udfordring og kontekst.

Hvis et barn udsættes for vold eller incest, og mor og far bor sammen, så skal der i nogle tilfælde blot en underretning til, og vupti: Børnene kan blive tvangsfjernet hjemmefra, hvilket kan være med til at leve op til regeringens målsætning om at få fjernet op til 50.000 kr. børn fra deres forældre. I en sådan sag tror vi på, at Staten kan agere mor og far på den helt rigtige måde og erstatte et par uduelige forældre. Når et barn er fjernet hjemmefra, kan barnet få samvær med mor og far typisk nogle timer hver 4. uge. Tiltroen til myndighedernes underretninger og observationer er store, for hvorfor skulle myndighederne have nogen som helst interesse i at lyve eller fordreje noget?

Ønsket om at gribe tidligt ind har endda ført til, at Staten kan benytte sig af tvangsadoption. En mor kan føde et barn, og på fødegangen kan barnet risikere at blive taget fra hende og få en ny mor ved brug af tvangsadoption. Her er det åbenbart ikke så vigtigt at kende til sit biologisk ophav, for i sådanne tilfælde skal der naturligvis ikke være samvær. Barnet har qua tvangsadoptionen fået nye forældre, må vi forstå, og navlestrenge til hele den biologiske familie er for evigt klippet over.

Taler vi om voksne mennesker, som inderligt ønsker sig et barn, men som ikke kan levere et sådant uden brug af enten æg eller sæd fra en donor, så er der mulighed for, at donor kan være anonym. Også i det her system vægter man barnets ret til at kende sine biologiske forældre mindre af årsager, der primært tilgodeser det forældrepar, som har valgt at få dette barn ved hjælp fra en donor. I andre lande har barnet ret til at kende det biologiske ophav på trods af, at barnet har fået juridiske forældre, der har draget omsorg for barnet.

Nu kommer vi så til smertensbarnet og det system, som behandler børnene helt anderledes end de tre ovenfor anførte kategorier: Skilsmissebørnene. Her er der – uanset hvilke traumatiske oplevelser et barn selv har haft eller set en forælder blive udsat for – nærmest altid adgang til samvær med den krænkende forælder.  I to forskellige sager inden for de sidste to måneder har jeg oplevet to forskellige børnesagkyndige i henholdsvis Jylland og på Sjælland give udtryk for den samme holdning: At et barn, som har været udsat for et traume, skal udleveres til krænkeren. I begge sager har jeg spurgt den børnesagkyndige, om jeg har forstået forskningen på området korrekt: At 80 %, der har været udsat for traumatiske oplevelser, risikerer retraumatisering i situationer, der trigger traumet, f.eks. hvor et barn er alene med sin krænker, og at alene 20 % formår at vende traumatiske oplevelser til noget positivt. I begge tilfælde fik jeg bekræftet, at jeg havde forstået forskningen korrekt. På trods af den store risiko for retraumatisering var begge børnesagkyndige af den opfattelse, at et barns ”farlige” tanker om den anden forælder kan gøre skade på barnets fundament, hvorfor det er vigtigt, at barnet udleveres til den anden forælder med henblik på at få realitetstestet deres opfattelse af den anden forælder. Jeg lyver ikke. Det er sandt. Det siger de.

Siden den 1. april 2019 har forældreansvarsloven haft sit primære fokus på barnets ret til trivsel og beskyttelse. Også selv om dette kan være på bekostning af forældrerettigheder. Det hensyn er bare ikke slået igennem, eller også skyldes det, at min ikke-psykolog-hjerne simpelt hen ikke kan få ind i knolden, hvordan en retraumatisering hver 2. uge kan være en beskyttelse af barnet og leve op til kravet om barnets ret til trivsel. Det forbliver mig en gåde. Det kommer jeg aldrig til at forstå.

Alle I læsere, som ikke har været i nærheden af en højkonfliktsag enten som enten barn, forælder eller nærmeste pårørende, vil sikkert tro, at disse sager er usande. De fleste tror nemlig på, at systemet virker, og at det må være muligt at finde frem til sandheden om, hvad der er bedst for barnet. Fra min pind erfarer jeg, at det nærmest er umuligt, og at systemet pr. automatik udleverer børn til samvær og oftest for enhver pris. Selv når børn fortæller, at de ikke vil på samvær hos den anden forælder, fortolker børnesagkyndige ofte, at det må være den anden forælder, der får barnet til at sige sådanne ting. Den store tillid til, at folk rent faktisk fortæller sandheden, findes der ikke i dette system. Canadisk forskning viser, at 2 % fortæller usandheder i sager om skilsmissebørn. Overføres den forskning til Danmark, så må vi konstatere, at 98 % fortæller sandheden. Det tager systemet på ingen måde højde for.

Hvad er budskabet så fra min side? At det eneste forudsigelige i disse sager er, at alt er uforudsigeligt. Kan vi virkeligt tillade os at have et så uigennemskueligt system i Danmark, samtidigt med at regeringen proklamerer, at man vil være på børnenes side i disse sager? Mener man det alvorligt, så skal systemet ændres. Lige nu gør det ikke godt for børnene.

(Klumme bragt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern den 13. juni 2020)

Tags: , , , , , ,

Statsministeren vil fjerne 50.000 børn fra deres forældre samtidigt med, at ingen formår at afsløre krænkerne i høj-konfliktskilsmisserne, hvor ofrene altid er den sunde forælder og børnene.

Siden Statsministerens nytårstale, hvor det blev bekendtgjort, at op til 50.000 kr. børn i Danmark skal fjernes fra deres påståede uduelige forældre i den socialdemokratiske tro på, at der ikke kan ske udvikling af forældrekompetencer med anden hjælp til sådanne forældre end en tvangsfjernelse, har jeg spekuleret som en gal. Talen har i den grad provokeret mig, og jeg har tænkt meget over hvorfor.

Det er ikke fordi, at jeg selv arbejder specielt meget med tvangsanbringelsesområdet i mit eget arbejdsliv. Til gengæld arbejder jeg en hel del med høj-konfliktskilsmissesager. I mit arbejde som advokat oplever jeg nemlig, at et barn i nogle tilfælde opfattes som værende det ultimative krigsbytte i den krænkende forælders spil om magten efter en skilsmisse. Ofrene er den sunde forælder og børnene. Udfordringen er her, at myndighederne, som er sat i verden for at sikre børns ret til trivsel og beskyttelse – også efter en skilsmisse – ser på forældrene som to ligeværdige personer, der er lige gode om konflikten og dermed om børnenes mistrivsel. Det er de ikke. Det er en livsfarlig myte at hænge sin hat op på.  Den rette fortælling er, at der en krænker og flere ofre.

Read the rest of this entry »

Tags: , , , , , , , , , ,

I juli måned 2019 handlede min klumme om min strikkebesættelse og intet mindre end meningen med mit liv.

Min besættelse af mit strikkeeventyr er ikke aftaget, og jeg drømmer stadigvæk om at blive intet mindre end en verdensberømt strikkedesigner.

Eftersom jeg nu på syvende måned er gået amok i mit strik, konstaterer jeg – i bagklogskabens ulidelige klare lys – at jeg simpelt hen i lighed med mange andre strikkere har set lyset og har strikket mig ud af en periode med stress og depression. For mit vedkommende er mine op- og nedture aldrig så slemme, at jeg har sygedage eller bliver medicineret. På trods af dette forhold er det skønt at have en hobby, som er i stand til at tømme mit hoved for tanker. Når jeg strikker, sker der intet i knolden på mig. Der er bare tomhed og fokus på næste maske. Det er fantastisk.

Read the rest of this entry »

Min yngste søn, Thomas, på 13 år, har igen lavet en video for mig.

Her forsøger jeg at fortælle lidt om, at 2019 måske bliver året, hvor formuer bliver flyttet fra den ældre generation til den yngre.

De politiske strømninger med en rød regering tyder nemlig på, at bo- og gaveafgifterne vil blive forhøjet. Måske man skulle gøre nogle overvejelser, inden det er for sent og under forudsætning, at den yngre generation er opdraget godt og kan finde ud af at agere nogenlunde fornuftigt 😉

P.S. Er jeg den eneste, som finder det vildt mærkværdigt og tankevækkende, at to tidligere højt på strå socialdemokrater, som elsker at beskatte danskerne i vildskab, får store stillinger hos hhv. Goldman Sachs og DVCA ? Ja, jeg tænker på Bjarne Corydon og Henrik Sass Larsen.

Her kan du læse mere om generationsskifter – jeg har lavet en artikel herom, som giver et dyberegående indblik.

Tags: , , , ,

For fjerde år i træk har vi byttet bolig tre uger i sommerferien. Tre af årene har boligbyttet fundet sted med forskellige hollandske familie og en enkelt gang med en belgisk familie. Det er så spændende, personligt og interessant at flytte ind i en anden families virkelighed og opleve, hvordan denne har organiseret sig og får dagligdagen til at fungere. Børnene får værelser, som normalt er beboet af andre børn, og ad den vej får de adgang til legetøj og underholdning det nye sted.

Min ægtefælle og jeg sover i et andet ægtepars soveværelse, laver mad i deres køkken, som hver gang i øvrigt indeholder alt, hvad man kan ønske sig af køkkenredskaber, køkkenmaskiner, krydderier og dagligdags fornødenheder, lige som vi drikker kaffe i deres have, læser bøger i deres sofa og alle de andre ting, man normalt foretager sig i sit eget hjem. Allerede på første dagen i en fremmed families hus får man et indblik i, hvordan madkulturen er, da der står en kurv eller velkomstgave med nationale og/eller lokale specialiteter. En mappe med anbefalinger og tips til, hvad vi kan se, og hvor vi kan spise og handle ind, følger altid med i boligbyttet. Så undgår man kedelige oplevelser, da dem man bytter bolig med bor i et velfungerende lokalområde langt væk fra lommetyve og turistfælder og af indlysende årsager ved, hvad der er godt.

Read the rest of this entry »

Tags: , , , , , ,

Yngstesøn har fået et kamera og er begyndt at øve sig på at filme, og så må forældrene få fingrene ud af gaskanalerne og stille op. Ofte er det nødvendigt at få et spark i måsen – ellers sker der ikke en disse. Den 13 årige har mange planer.

Du kan læse mere om ægtepagter her.

P.S. Alle starter et sted så bær lige over med os begge – konstruktiv kritik er vi åbne over for – vi vil gerne forbedre os 🙂

Tags: , , , ,

Min verden er blevet større og min horisont udvidet. Jeg overlevede min digitale kur i april og maj måned og i løbet af 6 uger lykkedes det mig at strikke hele to karklude, to trøjer og en kjole. Inden dette strikkeorgie fandt sted, havde jeg alene forsøgt at strikke en karklud i juleferien 2018, som endte med at få form som en tragt, fordi kluden fik flere og flere masker. Det var ikke den store succes. Al begyndelse er som bekendt svær. Ingen havde på det tidspunkt kunnet forudse, at strik kunne gå hen og blive en ny besættelse for mig.

Efter mine succesoplevelser med mine tre større strikkeprojekter blev jeg kortvarigt ramt af storhedsvanvid: Jeg ville skifte karrierespor og blive en verdensberømt strikkedesigner! Mens jeg strikkede på min kjole i al min fritid, så jeg Den Store Strikkedyst årgang 1, 2 og 3 på YouTube. Hold nu op, hvor de sønderjyder kan strikke. En ny verden har åbenbaret sig for mig, og når sådan noget sker for mig, så er jeg besat. Jeg taler om strik, læser om strik, drømmer om Read the rest of this entry »

Hele tre måneder er jeg gået amok i rengøring og oprydning. Det meget mærkværdige var, at da jeg endeligt blev færdig med oprydningen på det synlige plan, så fik vi en vandskade på det usynlige plan. I min oprydningsproces havde jeg ikke tænkt over eller forestillet mig, at det også kunne være en idé at spule afløbsrøret i køkkenet og dermed forholde mig til ting under gulvet.

Forsikringsselskabet blev kontaktet, og vi skulle pludselig til at tage stilling til minimum et nyt gulv, en ny køkkensokkel og et nyt vaskeskab. I et par år havde min ægtefælle og jeg drøftet, om vi skulle gøre noget ved vort gamle køkken, og hver gang endte vore drøftelser med, at vi ikke ville det samme. Han ville gerne have træ overalt i køkkenet, mens jeg Read the rest of this entry »

I januar måned var jeg sindssygt manio og intet mindre end besat. Det hele startede med en yndig japansk kvinde, som tonede frem på min Netflix skærm efter nytår og lokkede mig til at se først afsnit af oprydningsserien ”Tidying up with Marie Kondo”.

Søndag den 13. januar var dagen, hvor jeg blev hypnotiseret og gik amok. I løbet af få dage så jeg alle 8 afsnit, og så kunne jeg ikke dy mig mere. Jeg besluttede mig for, at hele huset skulle gennemgås, og at jeg skulle have fat i hver eneste lille dimsedut i huset for at tage stilling til om den pågældende ting gjorde mig glad. Hvis svaret var nej, sagde jeg farvel og tak for denne gang og lagde den pågældende ting i en sæk.

Hver eneste dag efter arbejde og i al min fritid frem til og med sidste weekend ryddede jeg op i galskab. Min kære Read the rest of this entry »

Mandag efter efterårsferien var jeg bestilt til at holde et foredrag på Videbæk Bibliotek. Jeg skulle fortælle om, hvilke bøger der har haft betydning for mig og mit liv. Da jeg i foråret blev spurgt, om det var et arrangement jeg ville medvirke til, svarede jeg straks ja. Bøger er en fantastisk ting. Jeg har altid elsket at læse, siden jeg var barn.

Hvilken lystbetonet opgave det var at finde frem til de afgørende bøger, som har gjort et stort indtryk på mig. Rækkevidden af en bogs lære og betydning kan nogle gange være livsforandrende, mens andre bøger har en mere subtil indvirkning på en.

Den for mig vigtigste bog har været og er fortsat uden den mindste tvivl og uden nogen værdig sammenligning ”Elsk det som er” af Byron Katie. Jeg har læst bogen flere gange og med nogle års mellemrum, siden jeg i 2005 blev introduceret for bogen af min ægtefælles søster. Jeg er hende evigt taknemmelig for det tip.

Historien dengang var, at min ægtefælle og jeg havde vore vanskeligheder med vor mellemste søn på 3 år. Fra han blev født vidste vi, at han i et eller andet omfang var handicappet og havde særlige udfordringer og behov, og at han på mange områder reagerede anderledes end normale børn. På trods af vor intuitive forståelse for hans vanskeligheder, forsøgte min ægtefælle og jeg at få ham til at passe ind i rammen for normal adfærd, uden at det lykkedes os at ændre på virkeligheden, som naturligvis var, at han var, som han var.
Read the rest of this entry »

I perioder er jeg fåmælt. Det er som om, at alt hvad der bliver sagt og skrevet omkring mig og i medierne er sagt og skrevet mange gange tidligere. En oplevelse af, at livet i den grad er cirkulært, rammer mig, og jeg får trang til at isolere mig. I gamle dage ville jeg have tilbragt min fritid med en god bog. En melankolsk bog af en forfatter, som ville være i stand til at sætte ord på de følelser og tanker, som ligger latent i mig, og som jeg ikke selv formår at sætte ord på.

I disse moderne tider tilbringer jeg nu en sådan periode foran Netflix. Hvilken verden, der åbenbarer sig. Netflix har så mange gode serier, som mere eller mindre formår at give mig mulighed for at fordybe mig i karakterer, som tidligere kun komme til live i gode bøger. Også i denne melankolske periode som jeg befinder mig i for tiden. Det er noget af en øjenåbner.
Read the rest of this entry »

I denne måned har jeg læst en meget anbefalelsesværdig bog: ”Far i klemme. De røde skilsmisser – når systemet begår overgreb”. Bogen handler om, hvad der kan ske, når myndigheder (i dette tilfælde endda lokale i form af socialforvaltningen i Herning Kommune, statsforvaltningen i Ringkøbing og retten i Herning) blandt mange andre overgreb tvangsanbringer to børn på et fejlagtigt grundlag og dermed varigt skader en familie frem for at beskytte og hjælpe samme.

Bogen er en sand gyser. Fra den virkelige verden. Og desværre alt for kendt fra mit eget arbejde som advokat. Vi har vitterligt et rystende og ret så forfærdeligt retssystem, når det kommer til de 10 % af skilsmisser med børn, som er højkonfliktsager, og hvor den ene af parterne ofte har en karakterafvigende personlighedsforstyrrelse og er enten f.eks. psykopat eller sociopat.
Read the rest of this entry »

Tags: , , , , , , , , , ,

Her hjemme på Jasminalle har vi altid gang i mærkværdige projekter. Den 29. december 2017 besluttede min kære ægtefælle f.eks., at han alene ville spise en gang i døgnet. Da der var gået et par uger sådan, satte han sig en søndag aften for, at han først ville indtage føde fredag aften efter 5 døgns faste. Hold op hvor bliver en madglad person som jeg provokeret af sådanne beslutninger. Hvad bilder han sige ind at være så viljestærk, når et menneske som mig ikke kan gå forbi bageren uden at købe mindst 3 studenterbrød?

Det væsentligste for mig at få afklaret i relation til hans latterlige beslutning var naturligvis, om han fortsat ville lave mad til mig og drengene? Det ville han heldigvis. Hver dag i den pågældende uge lavede han hver aften et lækkert aftensmåltid til os. Når vi skulle spise satte han sig ind i stuen og lod os spise i køkkenet. Helt let har det ikke trods alt ikke været at leve op til sit eget løfte.
Read the rest of this entry »

Indrømmet: Jeg er en sjuft med nogle ting. Det der harmoniseringshalløj af stierne i Videbæk er en af disse ting. Der er ikke umiddelbart noget ophidsende og interessant over en sti, heller ikke selv om man bor lige op ad en.

En sti hører til blandt de ting, som man tager for givet i en by og kommune, som gerne vil tiltrække bosættere og slå på, at byerne er sikre, tilgængelige og fungerer på et lavpraktisk plan. Stier er anvendelige og sørger for, at man kan komme til og fra et område til et andet område, så alle på ens vej og alle andre forbipasserende kan komme omkring og igennem uden brug af veje og involvering af noget så farligt som biler, som kun er forbeholdt vejene.
Read the rest of this entry »

« Older entries